Tryk på "Enter" for at springe over

Hvem er borgmester i Egedal Kommune?

Birgitte Neergaard-Kofod fra Det Konservative Folkeparti er borgmester i Egedal Kommune. Hun overtog posten i januar 2026 efter kommunalvalget i november 2025. Som borgmester leder hun byrådets arbejde og er den øverste repræsentant for kommunen. Se listen over tidligere borgmestre i Egedal Kommune her.

Birgitte Neergaard-Kofod (C) satte sig officielt i borgmesterstolen i Egedal den 1. januar 2026. Hun afløste Vicky Holst Rasmussen fra Socialdemokratiet, der havde varetaget embedet i den foregående byrådsperiode fra 2022-2025. Birgitte Neergaard-Kofod er født 8. april 1972, uddannet tandlæge og har været bosiddende i Ledøje siden 2006 sammen med sin mand og deres tre børn.

Birgitte Neergaard-Kofod er opvokset på Slejpners Plads i Ølstykke og gik på Stengårdsskolen fra 1. til 6. klasse. Fra 7. – 9. klasse gik hun på Stenløse Privatskole, hvor hendes egne børn også har gået efterfølgende. Senere blev hun student fra Stenløse Gymnasium (nu Egedal Gymnasium). Efter sin tandlægeuddannelse arbejdede hun som privatansat tandlæge og skiftede derefter til en stilling som filialleder i Egedal Kommunale Tandpleje på Bækkegårdsskolen. I årene før hun blev borgmester i Egedal Kommune, arbejdede hun som faglig leder i den kommunale tandpleje i Greve Kommune – en stilling hun har søgt orlov fra i forbindelse med borgmesterposten.

Hendes politiske fundament i Egedal Byråd blev lagt, da hun blev valgt ind ved kommunalvalget i 2021. I årene 2022-2025 bestred hun den ansvarsfulde post som formand for Ældre- og Sundhedsudvalget. I 2023 blev hun valgt som gruppeformand for den konservative byrådsgruppe i Egedal.

I forbindelse med kommunalvalget 2025 blev Birgitte Neergaard-Kofod udpeget som borgmester af en flertalsgruppe bestående af syv partier: Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Et Samlet Egedal, SF, Lokallisten Ny Egedal, Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Sammen sad de på 12 ud af byrådets 21 mandater og har fordelt alle formandsposterne i fagudvalgene imellem sig.

Hvad laver borgmesteren i Egedal?

Som borgmester har Birgitte Neergaard-Kofod en central rolle i kommunens ledelse. Hun står i spidsen for byrådet og repræsenterer Egedal Kommune udadtil – både i regionale samarbejder og i kontakten med borgere, erhvervsliv og organisationer.

Jens Skov og Birgitte Neergaard-Kofod på konstitueringsmøde 5 december 2025. Foto: Rasmus Udsholt
Egedals borgmester, Birgitte Neergaard-Kofod (C), og 1. viceborgmester Jens Skov fra SF på byrådets konstitueringsmøde den 5. december 2025. Foto: Rasmus Udsholt/EgedalPosten

Hendes opgave er at sikre, at kommunen udvikler sig i en retning, der gavner både borgere og lokalsamfund. Hun arbejder tæt sammen med kommunens direktion og øvrige politiske udvalg.

Læs også: Så meget tjener de øverste chefer i Egedal Kommune

I rollen som borgmester bestrider Birgitte Neergaard-Kofod også den centrale post som formand for Økonomiudvalget, hvor de store linjer for kommunens drift og udvikling lægges.

Lær Birgitte Neergaard-Kofod lidt bedre at kende i hendes egen præsentationsvideo her:

Under hendes ledelse er der introduceret en ny politisk struktur, som blandt andet tæller et dedikeret Erhvervs- og Bæredygtighedsudvalg. Dette skal sikre, at de grønne ambitioner og det lokale erhvervslivs vilkår i byer som Ølstykke, Stenløse og Smørum får maksimal politisk opmærksomhed.

Visionen for flertalspartierne efter kommunalvalget 2025 var centreret omkring en “demokratierklæring”. Den havde til formål at skabe en ny politisk kultur præget af åbenhed og tidlig inddragelse – fx at borgerne får bedre indsigt i de politiske dagsordener.

Udfordringer for Birgitte Neergaard-Kofod

Selv om der er sat en klar retning for samarbejdet, står Birgitte Neergaard-Kofod som borgmester i Egedal over for betydelige opgaver. En af de største udfordringer er et markant vedligeholdelsesefterslæb på kommunale ejendomme, særligt skoler og idrætsfaciliteter, hvor byrådet i budgettet for 2026-2029 har prioriteret omfattende midler til renovering.

Samtidig er Egedal inde i en periode med komplekse nationale reformer på sundheds-, arbejdsmarkeds- og skoleområdet, hvilket ifølge Birgitte Neergaard-Kofod kræver en ledelsesstil baseret på faglighed og tillid, hvor beslutningerne træffes tæt på de borgere og medarbejdere, de vedrører.

Rekruttering af kvalificerede medarbejdere bliver ligeledes en af de centrale udfordringer i de kommende år, da konkurrencen er stigende, og det økonomiske råderum på anlægssiden er under pres. Det kræver skarpe politiske prioriteringer at sikre, at den nære velfærd, såsom pasningsgaranti og skolekapacitet, følger med byudviklingen.

Ambitionen er at samle byrådet om langsigtede løsninger gennem samarbejde, åbenhed og respekt, og at sætte borgerne i centrum for udviklingen af Egedal Kommune.

Birgitte Neergaard-Kofod nytårshilsen EgedalPosten. Foto: Konservative i Egedal og Rasmus Udsholt
Fotos: Rasmus Udsholt/EgedalPosten og Konservative i Egedal

Nuværende borgmester i Egedal

Navn: Birgitte Neergaard-Kofod
Født: 8. april 1972
Parti: Det Konservative Folkeparti
Borgmester siden: Januar 2026
Bopæl: Ledøje

Birgitte Neergaard-Kofod er gift og mor til tre. Før hun blev borgmester i Egedal Kommune, arbejdede hun som tandlæge og faglig leder i den kommunale tandpleje i Greve og har også tidligere været filialleder i Egedal kommunale tandpleje.

Tidligere borgmestre i Egedal Kommune

Vicky Holst Rasmussen (Socialdemokratiet)
1. januar 2022 – 31. december 2025

Karsten Søndergaard (Venstre)
1. februar 2017 – 31. december 2021

Willy Eliasen (Venstre)
1. januar 2010 – 31. januar 2017

Svend Kjærgaard Jensen (Egedal-Listen)
1. januar 2007 – 31. december 2009


Egedal Kommune blev etableret i 2007 som en sammenlægning af kommunerne Ølstykke, Stenløse og Ledøje-Smørum ved strukturreformen i 2007. Herunder kan du se, hvem der var borgmestre i disse tre kommuner fra kommunalreformen i 1970 og frem til sammenlægningen:


Tidligere borgmestre i Ølstykke Kommune:

Svend Kjærgaard Jensen (Venstre)
1994-2006

Birthe Hansen (Socialdemokratiet)
1990-1993

Hans Erik Nielsen (Venstre)
1982-1989

Hilmar Filtenborg (Det Konservative Folkeparti)
1970-1981


Tidligere borgmestre i Stenløse Kommune:

Willy Eliasen (Venstre)
2002-2006

Finn Højgaard Mortensen (Det Konservative Folkeparti)
1998-2001

▶ Johannes Nielsen (Venstre)
1996-1997

▶ Peter Hald Appel (Venstre)
1994-1996

▶ Lone Lunding (Socialdemokratiet)
1990-1993

▶ Peter Hald Appel (Venstre)
1986-1989

▶ Knud Bro (Det Konservative Folkeparti)
1974-1985

▶ A.P. Christensen (Socialdemokratiet)
1970-1974


Tidligere borgmestre i Ledøje-Smørum Kommune:

▶ Jens Jørgen Nygaard (Det Konservative Folkeparti)
1998-2006

▶ Elin Jakobsen (Det Konservative Folkeparti)
1978-1985

▶ John Petersen (Venstre)
1986-1997

▶ Eigil Paulsen (Venstre)
1970-1978


Vi har samlet en lang række af de andre spørgsmål og svar, der oftest bliver stillet om byer og steder i Egedal Kommune. Har du et spørgsmål, du mangler at få svar på? Så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Spørgsmål om Slagslunde

Hvilken zone er Slagslunde?

Få EgedalPostens nyhedsbrev med de vigtigste historier ❤️

Ved at tilmelde dig accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.