DEBATINDLÆG: Jeg har med stor undren og efterhånden også betydelig frustration læst Jan Gindrups seneste debatindlæg, hvor han endnu en gang fremsætter en række alvorlige beskyldninger og efter min opfattelse direkte urigtige og stærkt misvisende påstande om mig, min familie og mine private ejendomsforhold.
▮ Læs Jan Gindrups debatindlæg her:
At kigge magthavere i kortene er ikke chikane
Lad mig indledningsvis slå én ting fuldstændig fast: Jeg anerkender til fulde enhver borgers ret til at stille kritiske spørgsmål til folkevalgte politikere, søge aktindsigt og kræve gennemsigtighed i den offentlige forvaltning. Det er en grundlæggende del af vores demokrati.
Men der er en væsentlig forskel på saglig kritik og en årelang, systematisk mistænkeliggørelse, hvor de samme beskyldninger fremføres igen og igen, uanset hvilke svar og vurderinger der allerede foreligger fra relevante myndigheder. En løgn bliver ikke til sandhed, blot fordi den gentages tilstrækkeligt mange gange. Derfor finder jeg det nødvendigt endnu en gang at korrigere en række faktuelle fejl og misvisende fremstillinger.
1. Medhjælperboligen på min landbrugsejendom
Jan Gindrup forsøger endnu en gang at skabe et billede af, at jeg skulle have opnået særlige fordele gennem min politiske position. Det er ganske enkelt ikke korrekt. For det første var jeg ikke formand for Plan- og Byudviklingsudvalget, da der blev ansøgt om opførelse af medhjælperboligen på min landbrugsejendom. For det andet blev ansøgningen ikke indsendt af mig personligt, men håndteret af det professionelle byggefirma Bülow Huse, som også stod for opførelsen af huset.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Påstanden om, at der blev meddelt byggetilladelse på blot tre dage, er heller ikke korrekt. Efter min erindring tog sagsbehandlingen omkring syv til otte uger. Den præcise tidslinje vil naturligvis kunne dokumenteres gennem kommunens sagsakter. Der blev ikke meddelt en eneste dispensation i forbindelse med byggeriet. Der er tale om en landbrugsejendom på mere end 30 hektar, hvor planlovens regler giver mulighed for opførelse af en medhjælperbolig, når de lovbestemte betingelser er opfyldt.
At boligen skulle benyttes af mine forældre, ændrer ikke i sig selv på de planretlige forhold. Det afgørende er, om boligens anvendelse og de konkrete betingelser for opførelsen er i overensstemmelse med lovgivningen. At generationer hjælper hinanden og bor tæt på hinanden på en landbrugsejendom, er i øvrigt hverken usædvanligt eller noget nyt. Det har været en naturlig del af livet på landet gennem generationer. At forsøge at fremstille dette som noget fordækt eller ulovligt er efter min opfattelse både urimeligt og misvisende.
2. Ombudsmandens behandling af sagen
Jan Gindrup henviser endnu en gang til Folketingets Ombudsmand, men hans fremstilling giver efter min opfattelse et stærkt misvisende billede af sagens konklusion. Ombudsmanden har ganske rigtigt behandlet sagen. Som jeg kender afgørelsen, blev der ikke konstateret forhold, der gav grundlag for at tilsidesætte tilladelsen eller fastslå, at jeg havde opnået en uberettiget fordel. Der blev derimod påpeget en mangel ved kommunens overholdelse af notatpligten i forbindelse med et indledende møde.
Det er naturligvis noget, kommunen skal tage alvorligt. Men lad os nu holde tingene adskilt. En kritik af kommunens manglende notatføring er ikke det samme som dokumentation for ulovligt byggeri, politisk magtmisbrug eller personlig særbehandling. Det er en ganske væsentlig forskel. Og den forskel bør man naturligvis respektere, når man offentligt fremsætter så alvorlige antydninger om et andet menneske.
3. Indhegning og naturpleje på min ejendom
Også historien om et hegn til angiveligt 150.000 kroner fremstilles uden den nødvendige sammenhæng. Indhegningen blev etableret som led i et større naturplejeprojekt, der omfattede flere ejendomme og matrikler. Projektet havde til formål at sikre naturpleje gennem afgræsning med blandt andet får. Der var således ikke tale om et isoleret projekt, der alene havde til formål at tilgodese min ejendom. I forbindelse med ordningen blev der endvidere tinglyst en forpligtelse på ejendommen om, at arealerne skulle afgræsses med husdyr i minimum ti år. Det er altså et naturplejeprojekt med tilhørende forpligtelser. At fremstille dette som en særlig økonomisk begunstigelse af mig personligt er en stærkt misvisende beskrivelse af de faktiske forhold.
4. Mit jordstykke ved Knardrup og Værebro Å
Jan Gindrup forsøger ligeledes at skabe mistanke om, at min politiske interesse for blandt andet cykelstien mellem Knardrup og Kildedal skulle have sammenhæng med en mulig økonomisk gevinst på et jordstykke, jeg ejer. Det er en alvorlig antydning, som jeg på det bestemteste afviser.
Det omtalte jordstykke ligger langs Værebro Å og består af naturarealer, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og særlige beskyttelsesbestemmelser. Der er således ikke tale om almindelig byggemodningsjord med mulighed for bolig- eller erhvervsudvikling. Arealet ligger desuden ikke i selve det område, hvor en eventuel kommende cykelsti skal etableres. Der ligger flere andre ejendomme imellem.
Jeg har ingen personlig økonomisk gevinst ved den politiske beslutning om at arbejde videre med cykelstien. At forsøge at skabe mistanke alene med henvisning til, at jeg ejer et naturareal i den bredere geografiske nærhed, er efter min opfattelse både usagligt og stærkt misvisende.
Læs også: Politisk ordentlighed gælder også bag lukkede døre
Jan Gindrup henviser desuden til købsprisen på jordstykket og sammenligner den med gennemsnitsprisen på almindelig landbrugsjord. Men den sammenligning er grundlæggende misvisende. Naturbeskyttede mosearealer med væsentlige begrænsninger i anvendelsen kan ikke uden videre sammenlignes med almindelig dyrkbar landbrugsjord. Det burde være indlysende. Og jeg finder det ærlig talt bemærkelsesværdigt, at man kan bruge så meget tid på at undersøge mine private forhold uden samtidig at forholde sig til så væsentlige forskelle.
5. Gentagne anmeldelser og myndighedsbehandlinger
Gennem de seneste cirka fem år har jeg gentagne gange måttet forholde mig til klager, anmeldelser, aktindsigtsanmodninger og offentlige beskyldninger vedrørende mine private forhold. Blandt andet har politiet, skattemyndighederne, Folketingets Ombudsmand og kommunens jurister været involveret i forskellige dele af disse sagsforløb. Efter de tilbagemeldinger og afgørelser, jeg har modtaget, er der ikke konstateret forhold, der giver grundlag for de gentagne beskyldninger om, at jeg skulle have udnyttet mit politiske hverv til personlig økonomisk fordel.
Alligevel fortsætter mistænkeliggørelsen. Og det rejser efter min opfattelse et helt grundlæggende spørgsmål:
• Hvor mange gange skal de samme forhold undersøges, før man accepterer myndighedernes vurderinger?
• Hvor mange gange skal et menneske forklare sig om de samme forhold?
• Og hvor længe skal en familie finde sig i at blive inddraget i en konflikt, som efterhånden har stået på i årevis?
Jeg har svært ved at se, hvad formålet længere er.
6. Demokrati giver ret til kritik – men ikke frit lejde til grundløse beskyldninger
Jan Gindrup skriver, at hans aktiviteter ikke er chikane, men et udtryk for demokratisk kontrol. Det er naturligvis hans opfattelse. Men det forhold, at man benytter sig af lovlige muligheder for aktindsigt og myndighedshenvendelser, betyder ikke, at enhver efterfølgende offentlig beskyldning automatisk er saglig, korrekt eller rimelig. Der må også kunne stilles krav om dokumentation, proportionalitet og respekt for de mennesker, der bliver berørt.
Læs også: Ulrik John Nielsen efter beskyldninger: Min grænse er nået!
Jeg har aldrig haft noget imod at blive stillet kritiske spørgsmål som lokalpolitiker. Tværtimod. Jeg mener, at åbenhed og gennemsigtighed er helt afgørende for tilliden mellem borgere og politikere. Men min grænse er nået, når de samme alvorlige beskyldninger fortsætter år efter år, og når det ikke længere alene handler om mit politiske arbejde, men også om min familie og vores privatliv. Jeg oplever, at jeg og min familie gennem de seneste fem år gentagne gange er blevet udsat for en grov og belastende mistænkeliggørelse.
Det har personlige konsekvenser. Og det er ikke noget, man bare skal finde sig i, fordi man har valgt at engagere sig i lokalpolitik.
7. Jeg gik ind i lokalpolitik for at gøre en forskel – ikke for at blive hængt ud!
Jeg er født og opvokset i Ganløse og har gennem hele mit liv haft en stærk tilknytning til vores lokalsamfund. Jeg gik ikke ind i lokalpolitik for at opnå personlige fordele. Jeg gik ind i politik, fordi jeg brænder for vores kommune, vores 17 bysamfund og de mennesker, der bor her. Fordi jeg ønsker at gøre en positiv forskel. Og fordi jeg tror på, at vi gennem dialog, samarbejde og ordentlighed kan skabe en endnu bedre kommune.
Det gælder ikke kun mig. Det gælder også de mange andre mennesker, der hver eneste dag bruger deres fritid, deres engagement og deres kræfter på at gøre en forskel i lokalpolitik. Ingen bør skulle acceptere, at et politisk engagement medfører årelang personlig mistænkeliggørelse og gentagne belastninger af ens familie.
Jeg forventer ikke, at alle er enige med mig politisk. Det ville være både unaturligt og udemokratisk. Men jeg forventer, at den offentlige debat bygger på korrekte oplysninger, dokumentation og almindelig ordentlighed. Og jeg forventer, at man respekterer de afgørelser og vurderinger, som relevante myndigheder træffer.
Derfor vil jeg også opfordre Jan Gindrup til fremover at forholde sig til de faktiske afgørelser og dokumenterede forhold frem for at gentage antydninger om ulovligheder og personlige fordele, som der efter min opfattelse ikke er belæg for. Hvis Jan Gindrup mener at have dokumentation for, at jeg har begået ulovligheder eller udnyttet mit politiske hverv til personlig vinding, må han fremlægge den dokumentation. Ellers bør de gentagne antydninger ophøre.
Jeg har intet at skjule. Men jeg har også ret til at sige fra. Og det gør jeg nu. For jeg vil bruge min tid og mine kræfter på det, jeg blev valgt til: At arbejde for borgerne i Egedal Kommune. Ikke på endnu en gang at skulle forsvare mig og min familie mod de samme beskyldninger, som har været fremført gennem flere år.
Der må være en grænse. Og min er nået.
Af Ulrik John Nielsen
,
gruppeformand, Lokallisten Ny Egedal
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på debat@egedalposten.dk
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.
