Tryk på "Enter" for at springe over

Forfatter fortæller om spånkurvens rejse til Nordsjælland

Stenløse Historiske Forening inviterer til foredrag om spånkurvens udvikling fra middelalderen til moderne tid. Forfatter Per-Olof Johansson fortæller om sin families kurvefabrikation i Nordsjælland med historiske billeder og eksempler på kurve.

Stenløse Historiske Forening inviterer torsdag den 5. november kl. 19.30 til foredrag. Her vil forfatter Per-Olof Johansson fortælle om spånkurvens historie fra middelalder til nutid, hvor vi kender Irmapigen med spånkurven over armen og Nettos plastikpose med hunden, der holder kurven i munden.

En traditionel spånkurv er flettet med fyrrespåner, og fra slutningen af 1800-tallet tog produktionen karakter af industri, hvilket gjorde den billig. I Skånes nordøstlige hjørne med adgang til de rette fyrretræer opfandt man en speciel høvl og kurvemagerne nåede tidligt til Danmark.

Af hensyn til de danske lokale kurvemagere forbød Indenrigsministeriet i 1890 imidlertid omvandrende svenskere at sælge spånkurve her.

Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

Per-Olof Johanssons svenske familie tog udfordringen op, og i 1902 slog familien sig ned ved Lillerød station (nu Allerød) og producerede spånkurve med importeret fyrretræ. Andre svenskere bosatte sig også i Danmark og importerede kurvene som halvfabrikata fra Sverige. Den lette, holdbare og prisbillige kurv blev den almindelige kurv i Danmark til henover midten af 1950’erne.





Størstedelen af de danske spånkurve blev indtil 1970 fremstillet i Lillerød af mestendels svenske indvandrere på familien Johanssons fabrik i Lillerød. Da plastikposen vandt frem i 1960-70’erne, blev fabrikken overtaget af Arne B. Johansson, bror til Per-Olof, og virksomheden skiftede navn til Lillerød Spånlamper. Foruden lamper produceredes også et udvalg af kurve samt kunsthåndværk.

Per-Olof Johansson havde ikke talent for at flette, men har deltaget i mange af de øvrige momenter og fortæller historien krydret med mange billeder og eksempler på de spånkurve, han har samlet.

Foredraget foregår på Ganløse Rytterskole, Østergade 1, Ganløse. Alle er velkomne. Entréprisen på 60 kroner inkluderer kaffe/te og kage. Tilmelding til Birgit Kastrup, tlf. 2843 5042 (ikke sms). Afmelding senest 3 dage før på grund af venteliste.

▮ Spånkurvens historie fra middelalder til nutid
Dato: 5/11 2026
Tidspunkt: 19.30
Sted: Ganløse Rytterskole, Østergade 1, Ganløse
Praktisk info: Kaffe, te og kage indgår i entréen. Afmelding skal ske senest tre dage før på grund af venteliste.
Tilmelding: Telefonisk til Birgit Kastrup på tlf. 2843 5042 (modtager ikke sms)
Pris: 60 kr.



Flere arrangementer du kan glæde dig til:



Få EgedalPostens gratis nyhedsbrev 💚

Vi sender KUN ud, når der er relevante historier til dig fra Egedal!