Birgitte Neergaard-Kofod fra Det Konservative Folkeparti blev torsdag officielt udpeget som ny borgmester i Egedal, men flertalsgruppens fordeling af udvalgspladser møder kritik fra oppositionen.
Torsdag den 4. december blev det nye byråd i Egedal Kommune formelt konstitueret. Det skete ved et møde, hvor flertallet som ventet pegede på Birgitte Neergaard-Kofod (C) som borgmester for perioden 2026-2029.
Bag sig har hun en flertalsgruppe bestående af Lokallisten Ny Egedal, Et Samlet Egedal, SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, der tilsammen sidder på 12 ud af 21 mandater i byrådet:
“Tusind tak! Det er en kæmpe ære at være kommunens nye borgmester. Jeg går til opgaven med ydmyghed, og jeg er fuld af fortrøstning. Det skal nok blive godt”, sagde hun umiddelbart efter valget.
Som 1. viceborgmester udpegede flertalsgruppen Jens Skov fra SF, mens en teknisk beregning af mandatfordelingen betyder, at 2. viceborgmesterposten tilfalder mindretalsgruppen. Her valgtes Karsten Søndergaard fra Venstre til posten.
Læs også: Partierne uden for konstitueringen overtager posten som 2. viceborgmester
Edith Thingstrup og Lars Winther fra Liberal Alliance valgte som en konsekvens af konstitueringsforløbet at stemme imod Jens Skov som 1. viceborgmester, mens Venstre og Socialdemokratiet undlod at stemme.
I afstemningen om borgmesterposten undlod hele mindretalsgruppen at stemme.
Venstre: “Flertalsgruppen ville ikke samarbejde”
Både under og efter afstemningen vakte den en vis kritik, at flertalsgruppen har udpeget alle formænd og næstformænd for kommunens otte fagudvalg blandt de fem partier og to lokallister.
Venstre blev det største i kommunen med 4.519 stemmer og fire mandater, men står nu uden nogen af de tunge poster i udvalg eller økonomiudvalg. Karsten Søndergaard (V), der torsdag blev valgt som 2. viceborgmester, skriver i et Facebook-opslag efter konstitueringen:
“Desværre valgte flertalsgruppen med de 12 medlemmer, fordelt på fem partier og to lokallister, at lukke sig om sig selv og ville ikke samarbejde. Her til aften er der valgt otte formænd og otte næstformænd i alle fagudvalg. Flertalsgruppen har sat sig på alle 16 pladser. Det er desværre magtarrogance af værste skuffe”, skriver Karsten Søndergaard.
Læs Karsten Søndergaards Facebook-opslag her:
Ifølge ham blev Venstre så sent som dagen før mødet informeret om, at flertalsgruppen ikke ville imødekomme ønsket om samarbejde:
“Så sent som i går modtog jeg et opkald fra vores kommende borgmester med beskeden ‘Vi kan desværre ikke imødekomme jeres ønske om samarbejde’”, skriver Karsten Søndergaard i sit Facebook-opslag.
Alle udvalg nu besat – ny struktur med ekstra udvalg
Egedals kommende byråd har udvidet den politiske struktur med et ekstra fagudvalg, nemlig det nye Erhvervs- og Bæredygtighedsudvalg, som får Jonathan Kjølby Kristensen (F) som formand.
Derudover sidder borgmesteren, Birgitte Neergaard-Kofod, for bordenden i Økonomiudvalget, hvor også blandt andre Karsten Søndergaard (V), Jens Skov (F) og Vicky Holst Rasmussen (A) er medlemmer.
Læs også: Allan Bøwig tror på det brede samarbejde: “Det handler ikke om størrelsen”
Fagudvalgene er nu bemandet, men Børn- og Ungeudvalget, der blandt andet træffer afgørelser i sager vedrørende børn og unge, herunder anbringelse af børn udenfor hjemmet uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, mangler stadig en formand. Der er dog udpeget medlemmer til udvalget.
Kritik af motivation bag fordelingen
Borgmesterens løn er fastsat til 103.079 kr. pr. måned og er den eneste fuldtidsløn i byrådet. Alle øvrige byrådsmedlemmer får et fast grundvederlag på 9.350 kr. pr. måned. Dertil kommer yderligere honorarer for formands- og næstformandsposter samt repræsentation i bestyrelser og nævn.
Vederlagsreglerne er fastlagt i den kommunale styrelseslov og de tilhørende bekendtgørelser. Samlet må den politiske vederlagsramme for udvalgsposter i Egedal Kommune ikke overstige 305 procent af borgmesterens vederlag pr. måned, altså samlet 314.391 kroner.
Læs også: Birgitte Neergaard-Kofod: Vi skal styrke dialogen – både i byrådet og med borgerne
Posten som 1. viceborgmester udløser et tillæg på 10 procent af borgmesterens løn, mens 2. viceborgmesteren ikke modtager noget tillæg.
Karsten Søndergaard (V) kommenterer på Facebook også på fordelingen af poster set i forhold til aflønningen:
“Disse tal er desværre nok forklaringen på, at flertalsgruppen i går valgte at besætte samtlige formands- og næstformandsposter selv”, skriver han.
▮ Udvalgene i byrådsperioden 2026-2029![]() Birgitte Neergard-Kofod (C), borgmester og formand for Økonomiudvalget. Økonomiudvalget Birgitte Neergaard-Kofod (C), formand Johan Hahn (E) Jens Skov (F) Ulrik John Nielsen (L) Rikke Mortensen (B) Karsten Søndergaard (V) Anders Bo Larsen (V) Vicky Holst Rasmussen (A) Edith Thingstrup (I) Byrådets fagudvalg (formand for udvalget er nævnt som nummer 1, næstformanden som nummer 2. Der er endnu ikke udpeget formand for Børn- og Ungeudvalget): ![]() Ulrik John Nielsen (L), formand for Plan- og Byudviklingsudvalget Plan- og Byudviklingsudvalget Ulrik John Nielsen (L) Jonathan Kjølby Kristensen (F) Allan Bøwig (O) Bo Brøndum Pedersen (E) Anders Bo Larsen (V) Vicky Holst Rasmussen (A) Lars Winther (I) ![]() Bo Brøndum Petersen (E), formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget Klima-, Teknik- og Miljøudvalget Bo Brøndum Petersen (E) Jonathan Kjølby Kristensen (F) Helle Bovien (Ø) Janus Veje (L) Bo Vesth (V) Vicky Holst Rasmussen (A) Edith Thingstrup (I) ![]() Lars Winther Andersen (L), formand for Skole- og Uddannelsesudvalget Skole- og Uddannelsesudvalget Lars Winther Andersen (L) Johan Hahn (E) Jens Skov (F) Christine Søjbjerg (C) Anne Mollerup Lanz (V) Mai Nørreskov (A) Lars Winther (I) ![]() Allan Bøwig (O), formand for Idræts-, Kultur- og Fritidsudvalget Idræts-, Kultur- og Fritidsudvalget Allan Bøwig (O) Janus Veje (L) Bo Brøndum Petersen (E) Bo Vesth (V) Morten Lyager (A) ![]() Helle Bovien (Ø), formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Helle Bovien (Ø) Jens Skov (F) Rikke Mortensen (B) Anne Mollerup Lanz (V) Edith Thingstrup (I) ![]() Rikke Mortensen (B), formand for Familieudvalget Familieudvalget Rikke Mortensen (B) Johan Hahn (E) Lars Winther Andersen (L) Anders Bo Larsen (V) Mai Nørreskov (A) ![]() Christine Søjbjerg (C), formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Ældre- og Sundhedsudvalget Christine Søjbjerg (C) Ulrik John Nielsen L) Helle Bovien (Ø) Karsten Søndergaard (V) Morten Lyager (A) ![]() Jonathan Kjølby Kristensen (F), formand for Erhvervs- og Bæredygtighedsudvalget Erhvervs- og Bæredygtighedsudvalget Jonathan Kjølby Kristensen (F) Christine Søjbjerg (C) Johan Hahn (E) Karsten Søndergaard (V) Lars Winther (I) Børn- og Ungeudvalget Helle Bovien (Ø) Vicky Holst Rasmussen (A) Som personlige suppleanter valgtes: Jens Skov (F) Edith Thingstrup (I) Der blev desuden udpeget medlemmer og repræsentanter for Egedal Kommune i en række bestyrelser, nævn med mere. Den fulde oversigt kan læses her i referatet fra byrådsmødet. |

















