Efter en række henvendelser fra læsere om vejbump i både Ølstykke og Smørum giver kommunen nu svar på planerne for flere vejstrækninger. De midlertidige bump på Gl. Roskildevej i Ølstykke fjernes hurtigst muligt, mens de faste bump i Smørum bliver liggende.

“Efter artiklen om rundkørslen er jeg nødt til at spørge: Hvad er planen med de bump på Gl. Roskildevej ved byparken? Der er skiltet med 40 km/t, men man skal helt ned på 10-15 km/t for ikke at ødelægge bilen. Samtidig suser bilerne nu udenom ad Frederiksborgvej i stedet.”
Er der noget her i vores lokalområde, du har undret dig over? Så skriv til “EgedalPosten undersøger” på redaktion@egedalposten.dk – måske kan vi hjælpe dig og mange andre med at blive lidt klogere.
Opdatering 20/4 2026: Egedal Kommune meddeler, at både de midlertidige bump ved Stengårdsskolen og på Gl. Roskildevej fjernes i denne uge (uge 17).
Det skabte stor debat, da vi på EgedalPosten for en uge siden kunne fortælle, at de midlertidige bump i rundkørslen ved Stengårdsskolen fjernes. Det sker ifølge kommunen efter en forsøgsordning, der har varet i godt et år.
Læs også: Nu forsvinder de: Vejbump ved Ølstykke-rundkørsel fjernes i næste uge
Men for mange bilister i Ølstykke og Smørum stopper undringen ikke her, da andre bump på strækninger i kommunen skaber daglig frustration i trafikken.
Særligt de midlertidige forhindringer på Gl. Roskildevej ved byparken i Ølstykke har fået redaktionens indbakke til at gløde. Her oplever flere, at bumpenes udformning tvinger farten langt under de skiltede 40 km/t, hvilket ifølge lokale får trafikken til at søge ad alternative veje.
Bump fjernes hurtigst muligt
Egedal Kommune oplyser til EgedalPosten, at de midlertidige bump på Gl. Roskildevej blev sat op, fordi målinger viste en for høj gennemsnitshastighed på strækningen. Men nu er der nyt til de bilister, der dagligt kører på vejen:
“De midlertidige bump fjernes hurtigst muligt, og herefter foretages en ny måling”, oplyser Egedal Kommune uden dog at give en nærmere tidshorisont for, hvad “hurtigst muligt” betyder.
Gå aldrig glip af en vigtig lokalhistorie:
Tilmeld dig EgedalPostens nyhedsbrev her
Selve udformningen af bumpene, som ifølge bilister tvinger farten ned på 10-15 km/t, forsvarer kommunen dog med, at de er lavet efter forskrifterne for at sikre hastighedsdæmpning.

Den markante opbremsning af trafikken på Gl. Roskildevej har dog tilsyneladende haft en bivirkning. Beboere på den nærliggende Frederiksborgvej fortæller om øget trafik og høj fart fra bilister, der forsøger at undgå bumpene ved byparken.
Læs også: Rådhus Allé i Ølstykke spærres for gennemkørsel frem til slutningen af juni
Egedal Kommune kan dog ikke umiddelbart bekræfte denne oplevelse. Kommunen oplyser, at man ikke kan vurdere denne effekt uden at have indsamlet tilstrækkelig dokumentation på området – og det har man ikke. Beboerne langs Frederiksborgvej må derfor sætte deres lid til, at trafikmønsteret ændres igen, når bumpene på Gl. Roskildevej fjernes.
▮ Derfor skriver vi “Egedal Kommune oplyser”
Når du læser artikler i EgedalPosten, bestræber vi os på redaktionen altid på at få navngivne kilder i tale, så det står klart, hvem der står bag de beslutninger, der påvirker din hverdag.
I denne sag om de mange vejbump har EgedalPosten været i dialog med kommunens kommunikationsafdeling for at få svar på de læserspørgsmål, vi har modtaget. Afdelingen oplyser til redaktionen, at svarene har den kollektive afsender ”Egedal Kommune oplyser”.
Sagen behandles i Center for By, Teknik og Miljø, men da det ikke har været muligt at få en enkeltperson i afdelingen til at optræde som afsender på de specifikke svar her i artiklen, citerer vi myndigheden som helhed.
Skarpe bump i Smørum
Også i Smørum vækker de trafiksikkerhedsmæssige tiltag opsigt. Her drejer det sig om de faste bump på Hindbærvangen og Erantishaven, som sidste år erstattede de tidligere chikaner. En læser beskriver de nye bump som både høje og skarpe at passere.
Læs også: Nej til lokal trafikløsning: Smørumvej kan klare trafikken
Men her skal man dog ikke forvente, at bumpene forsvinder eller ændres lige foreløbig. Egedal Kommune oplyser nemlig, at bumpene er anlagt præcis efter forskrifterne for at sikre, at hastighedsgrænsen i området ikke overskrides – og at dette også er blevet bekræftet efter anlæggelsen.
Her fortæller Bo Brøndum Pedersen, der er formand for kommunens Klima-, Teknik- og Miljøudvalg om etableringen af de nye fartbump i Smørum i 2025:
Selv om de faste bump i Smørum bliver liggende, er dialogen med borgerne dog ikke helt forstummet. Forvaltningen følger situationen tættere, end det måske mærkes lige på vejbanen i hverdagen:
“Administrationen i Egedal Kommune er i kontakt med borgere fra lokalområdet i forhold til de anlagte bump”, oplyser Egedal Kommune til EgedalPosten. Om denne kontakt på sigt fører til en ændring i udformningen af bumpene, må tiden dog vise.
| ▮ Her kan du se alle artikler i serien “EgedalPosten undersøger”: ❓ Flere vejbump vækker undren: Nu svarer kommunen på læsernes kritik ❓ Hvem har sat vejbump op i rundkørslen ved Stengårdsskolen? ❓ Hvor meget tjener de øverste chefer i Egedal Kommune? ❓ Hvad betyder symbolerne på min skraldespand? ❓ Hvor ligger beskyttelsesrummene i Egedal? ❓Kan vi få forbud mod højresving på Frederikssundsvej? ❓ Må vi nu ikke sige “Ganløse Skole” mere? ❓ Hvad vil I med vores natur? Er der noget her i vores lokalområde, DU har undret dig over? Så skriv til “EgedalPosten undersøger” på redaktion@egedalposten.dk – måske kan vi hjælpe dig og mange andre med at blive lidt klogere. |
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?




