Udrulningen af fjernvarme fortsætter i det centrale Ølstykke, og Rådhus Allé bliver i den kommende tid spærret helt af for gennemkørsel i to store etaper. Mens bilerne må finde andre ruter, kan fodgængere og cyklister stadig passere.
Der bliver igen gravet dybt i vejene i Ølstykke Stationsby i de kommende måneder, når udbygningen af fjernvarmenettet tager endnu et skridt fremad. Et kommende fjernvarmearbejde på Rådhus Allé er planlagt til at starte på mandag den 20. april og forventes først helt afsluttet i slutningen af juli 2026.
Det betyder, at den centrale vej i Ølstykke bliver lukket for gennemkørsel i en længere periode.
Arbejdet er en del af en større plan for området, der også omfatter Bakkevej, Pomonavej, Østervej, Dannebrogsvej og Møllevej. Det er entreprenørfirmaet Nordkysten, der står for gravearbejdet, som primært vil foregå i dagtimerne inden for normal arbejdstid, oplyser Egedal Fjernvarme på sin hjemmeside.
Rådhus Allé opdeles i to etaper
For at mindske generne er projektet på Rådhus Allé delt op i to etaper. Arbejdet i de to zoner foregår forskudt, men vil samlet set påvirke trafikken i hele perioden.
Gå aldrig glip af en vigtig lokalhistorie:
Tilmeld dig EgedalPostens nyhedsbrev her
Første etape afspærrer Rådhus Allé mellem Bakkevej og Pomonavej (det er stykket ud for 365discount, træningscentret LOOP og restaurant Curry Away), mens den anden del lukker trafikken på stykket mellem Rådhus Allé 13 og Møllevej. På dét stykke af Rådhus Allé ligger blandt andet pizzeriaet Drop Inn, Ølstykke Dyreklinik, Salon Mina og Byens Bedemand.

Ifølge tidsplanen på de fremlagte kort vil afspærringen mellem Bakkevej og Pomonavej være aktiv fra den 20. april til den 27. maj 2026. Herefter flytter arbejdet videre, og den næste store omlægning af trafikken og afspærringen mellem Rådhus Allé 13 og Møllevej er planlagt til at finde sted fra den 28. maj til den 30. juni 2026.

Her skal du køre udenom
Selv om vejen bliver spærret for gennemkørsel, er der ifølge Egedal Fjernvarmes varsling af arbejdet taget højde for dem, der bor i området. Beboerkørsel vil være tilladt i hele perioden, så man stadig kan komme til og fra sin bopæl.
Det samme gælder for fodgængere og cyklister, der fortsat kan benytte Rådhus Allé i begge retninger under hele anlægsarbejdet.
For alle andre bilister bliver der i perioden etableret omkørsel via Ørnebjergvej, Frederiksborgvej og Østervej for at lede trafikken sikkert uden om de lukkede vejstrækninger.
Støj og støv i vente
Når fjernvarmerørene er lagt i jorden, og vejen skal genetableres, er planen at genbruge de eksisterende belægningssten på Rådhus Allé. Det er dog ikke alle sten, der kan tåle turen op af jorden og ned igen, forklarer Egedal Fjernvarme:
“Der vil være nogle belægningssten, som ikke vil kunne genbruges, og de vil blive erstattet af nye sten med samme farve og mærke, men der vil kunne ses forskel på nye og gamle sten”, oplyser selskabet, der samtidig varsler, at projektet ikke kan undgå at påvirke lokalområdet.
Egedal Fjernvarme varsler både støj, rystelser og støvgener for de naboer, der bor tættest på gravemaskinerne, men understreger, at entreprenøren Nordkysten vil gøre sit for at minimere generne og appellerer samtidig til tålmodigheden hos de lokale i området omkring Rådhus Allé:
“Vi er bevidste om, at der kan forekomme støj, rystelser og støvgener i forbindelse med arbejdet. Entreprenøren vil gøre alt for at minimere disse gener, og vi sætter pris på jeres tålmodighed og forståelse i denne periode”, skriver Egedal Fjernvarme.
![]() Fjernvarmerørene ligger klar på Pomonavej. Foto: Rasmus Udsholt / EgedalPosten 🚧 Fjernvarmearbejde på Rådhus Allé i Ølstykke Etape 1: 20. april til 27. maj 2026 – spærret mellem Bakkevej og Pomonavej. Etape 2: 28. maj til 30. juni 2026 – spærret mellem Rådhus Allé 13 og Møllevej. Beboere: Kørsel til ejendomme er tilladt. Bløde trafikanter: Fri passage for cyklister og fodgængere. Omkørsel: Sker via Ørnebjergvej, Frederiksborgvej og Østervej. |
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?






