DEBATINDLÆG: Budget 2027 er på plads, og for SF Egedal er der især to ting, der er værd at fremhæve: Vi har fået en række vigtige velfærdsprioriteringer med, og hele Egedal Byråd står bag aftalen.
Det sidste er ikke uvæsentligt. Et bredt samarbejde betyder ikke, at de politiske forskelle forsvinder. Det betyder, at forskellige synspunkter kommer med ind i rummet, før beslutningerne bliver truffet. Budgetaftalen er indgået af samtlige partier i byrådet.
Det har været nødvendigt at prioritere. Budgettet indeholder effektiviseringer og reduktioner på 20,6 mio. kr. i 2027, men samtidig nye driftsprioriteringer på 18,3 mio. kr. Derfor er det heller ikke et budget, hvor SF har fået alt det, vi gerne ville have. Men på flere af de områder, der betyder mest for os, er der taget vigtige skridt.
Læs også: Samtlige partier i Egedal indgår budgetaftale for 2027
På dagtilbudsområdet afsættes 32 mio. kr. for at sikre minimumsnormeringerne. Over halvdelen af beløbet går til mere pædagogisk personale, og der bliver mulighed for mere end 30 ekstra årsværk i dagtilbud og mini-SFO.
Det er vigtigt for SF. Gode dagtilbud handler først og fremmest om, at der er voksne nok til børnene – og at medarbejderne får bedre mulighed for at bruge deres faglighed.
Også social- og handicapområdet får et markant løft med yderligere 15 mio. kr. om året. Samtidig udbygges de lokale tilbud, blandt andet på Solkrogen og Engbo.
Læs også: Konservative i Egedal: Ansvarligt budget med fokus på borgerne
Vi får desuden etableret en lokal specialskole ved Søhøjskolen. Der afsættes godt 15 mio. kr., og de første børn skal efter planen kunne begynde i august 2027. Det er et vigtigt skridt mod at kunne tilbyde flere børn et relevant specialiseret tilbud tættere på deres familie og hverdag.
Et budget handler imidlertid også om de besparelser, man vælger ikke at gennemføre.
Forslag om blandt andet mindre skolesvømning, lukning af Ganløse Friluftsbad og reduktion af demensindsatsen blev taget ud. På demensområdet slår den endelige aftale i stedet fast, at de eksisterende gode indsatser og den demensfaglige viden skal fastholdes.
Vi er også glade for, at den foreslåede ekstra ubemandede dag på Ølstykke Bibliotek blev fjernet.
Læs også: Et Samlet Egedal: Et budget med gode resultater og plads til at gøre det bedre
Forslaget indebar reelt en reduktion svarende til et bibliotekarårsværk. Samtidig har de seneste resultater om børn og unges læsning og erfaringerne fra projektet Alle Ord Tæller understreget, hvor vigtig den faglige biblioteksindsats er for sprog, læselyst og samarbejdet med børn, skoler og dagtilbud.
Det blev en del af drøftelsen under forhandlingerne, og på tværs af partierne lykkedes det at få besparelsen fjernet. Det er et godt eksempel på værdien af, at nye argumenter faktisk kan flytte noget under en budgetproces.
Der er dog også beslutninger i aftalen, som SF helst havde været foruden.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Det gælder blandt andet besparelsen efter sammenlægningen af dagtilbudsområderne Ølstykke og Ganløse. Da sammenlægningen blev besluttet, blev det fremhævet, at midlerne fra den frigjorte områdelederstilling kunne forblive på dagtilbudsområdet til blandt andet administrativ understøttelse eller normering. Nu bliver 500.000 kr. i stedet en egentlig besparelse.
SF stemte imod sammenlægningen og pegede blandt andet på netop denne risiko. Vi er kede af, at den bekymring nu viser sig at have været berettiget. Det er et af de kompromiser i budgetaftalen, vi gerne havde været foruden.
På klima- og infrastrukturområdet er vi blandt andet glade for investeringen i solceller og batterier på kommunale bygninger.
Og så rykker cykelstien mellem Kildedal og Knardrup et skridt videre. Projekteringen fortsætter, og der er afsat midler til jordopkøb i forbindelse med den kommende cykelsti.
SF har ønsket cykelstien gennem flere år, og vi ønsker den realiseret så hurtigt som muligt. Jordkøbet er ikke det samme som en færdig cykelsti, men det bringer projektet et vigtigt skridt nærmere.
Læs også: Liberal Alliance: Budgettet går den rigtige vej – men vi skal kunne se, om det virker
Samtidig hviler budgettet på et solidt økonomisk fundament. Driftsbalancen viser et overskud på 154 mio. kr., og kommunen kan gennemføre et ekstraordinært gældsafdrag på 100 mio. kr. i 2027, samtidig med at likviditeten fortsat ligger over kommunens målsætning.
For SF hænger økonomisk ansvarlighed og velfærd sammen. En sund økonomi skal give mulighed for at tænke langsigtet, forebygge problemer og investere dér, hvor det gør en reel forskel for borgerne.
Budget 2027 er ikke et SF-budget. Det er et bredt kompromis.
Men det indeholder tydelige fremskridt på flere af de områder, SF Egedal arbejder for: flere voksne omkring børnene, et stærkere social- og handicapområde, bedre lokale tilbud, grønne investeringer og et politisk samarbejde, hvor flere bliver hørt.
Det er en retning, vi gerne vil bygge videre på.
Af Jens Skov
på vegne af SF Egedal
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på debat@egedalposten.dk
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.





