DEBATINDLÆG: Gordon Ørskov, formand for Skolelederforeningen, sagde det så klart: Skolerne er økonomisk i knæ. Ikke bare pressede – men i knæ. Det mærkes også i Egedal, hvor der år efter år skal vendes og drejes hver krone i skolebudgettet, mens forventningerne til lærere, pædagoger og ledere vokser.
Bag tallene gemmer sig virkelige børn og forældre. DR’s dokumentar Skolens tabte børn viser en virkelighed, der burde få os alle til at stoppe op og spørge: Hvordan kunne vi som samfund lade det komme så vidt? Det er en virkelighed, der råber til himlen om svigt af vores børn og afslører, hvor dybt systemet fejler.
Sandheden er, at vi ikke engang kender det fulde omfang af børn, der vægrer sig mod at gå i skole. Vores måde at registrere fravær på er fyldt med blinde vinkler. Børn i mistrivsel risikerer at forsvinde ud af systemets opmærksomhed, og når vi ikke engang kan gøre status over, hvor mange børn der ikke er i skole, hvordan skal vi så kunne sikre, at ingen tabes?
Læs også: Det usynlige skolefravær – når tallene skjuler mistrivsel
Vi kender familier med børn, som står fuldstændig uden undervisning og fællesskab, både fra almenområdet og kommunens kompetencecentre. Forældrene står ofte alene med byrden. De rækker ud til skolen eller kommunen, men hjælpen trækker ud. Imens vokser fraværet, barnet isoleres, og familien presses til det yderste. Det handler ikke om forældre, der ikke vil samarbejde – det handler om familier, der bærer byrder, de ikke kan løfte alene, i et system som svigter og reagerer for sent.
Inklusionsloven blev måske lanceret med de bedste intentioner – men resultatet er blevet et pædagogisk og menneskeligt kollaps. I årevis har vi pakket vanviddet ind i smukke floskler om fællesskab og lige muligheder, mens en hel generation af børn er blevet tabt mellem idealer og virkelighed. Inklusion skulle samle børnene – i stedet har den efterladt for mange udenfor. Nu må ærligheden og fornuften vende tilbage: Der skal gøres op med en politik, som har kostet både trivsel, læring og tillid.
Læs også: Inklusion 2.0 – når børn betaler prisen for politisk kortsigtethed
I sin åbningstale i Folketinget den 7. oktober satte statsminister Mette Frederiksen fokus på respekten for lærerne, som skal kunne undervise uden frygt for vold eller skældsord. Men hendes tale rummer også en alvorlig etisk problematik – en glidebane, hvor øget brug af fysisk magtanvendelse mod børn i mistrivsel risikerer at blive normaliseret som løsning på uro i skolen.
Det er en udvikling, vi må tage alvorligt. At vende sig mod magtanvendelse over for børn i sårbare situationer skaber ikke tryghed, men forstærker mistillid og svigt. I stedet for konfrontation må vi styrke forebyggelse, tidlig indsats og inkluderende fællesskaber. Folkeskolens værdier må aldrig svigte omsorg, respekt og retfærdighed.
Læs også: Alt for mange kommer ikke i skole: “Vi vil hjælpe – men døren til kommunen er lukket”
Børn går i stykker, mens regeringen bruger tiden på at snakke og udskamme. Det i lyset af en folkeskole i knæ også økonomisk er grotesk.
Radikale Venstre går til valg på at sætte børnene først. Derfor foreslår vi konkrete tiltag for at sikre bedre vilkår for børn, forældre og personale:
- Flere ressourcer til tidlig indsats, med øget adgang til PPR og skolesocialrådgivere, så mistrivsel stoppes i opløbet.
- Differentieret og gennemsigtig registrering af fravær, der kan skelne mellem typer og grad af fravær, så vi kan målrette indsatser.
- Styrkelse af specialtilbud, så børn med særlige behov får tidlig og kvalificeret støtte.
- Flere uddannede lærere og pædagoger samt bedre kompetenceudvikling i relation til trivsel og konflikthåndtering.
- Prioritering af økonomi til skolerne, så midlerne rettes mod kerneydelser og sikre lavere klassekvotienter, flere to-lærer timer og en genindførelse af klasselærerfunktionen.
Læs også: Ingen børn må tabes – vi skal give forældre ret til hurtig hjælp fra PPR
Egedal har dygtige lærere og engagerede forældre, men det er tid til handling. Når skolen går i knæ, svigter vi vores børn. Vi må investere i børnene, og få ryddet op det systemsvigt som er ved at ødelægge en hel generation af børn.
Læs også: Vi skylder vores børn og unge en ny politik – og meget mere handling
Vi skal fra økonomisk knæfald til ægte børneinvestering. For skolerne er økonomisk i knæ. Ikke bare pressede – men i knæ.
Af Rikke Mortensen,
gruppeformand for Radikale Venstre og spidskandidat til kommunalvalget
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.
