Tryk på "Enter" for at springe over

Fortællingerne lever videre på lærredet: Anja Christensen inviterer indenfor i sit atelier

Den tidligere skolelærer Anja Christensen har skiftet klasselokalet ud og dedikeret sig fuldt ud til kunsten. I starten af september åbner hun igen dørene til sit atelier på Morelvej i Stenløse, hvor nordisk mytologi, H.C. Andersen og gamle bøger mødes i stemningsfulde malerier.

Når kalenderen rammer september, er det igen tid til at træde ind i kunstens og fortællingernes verden i Stenløse. Kunstneren Anja Christensen byder endnu en gang velkommen indenfor i sit atelier på privatadressen Morelvej 10 i forbindelse med det årlige arrangement Åbne Døre, som afholdes i samarbejde med Kunstrunden Nordsjælland.

I år er arrangementet udvidet fra den traditionelle weekend til hele fire dage – fra torsdag den 3. september til og med søndag den 6. september, hvor der er åbent alle dage fra klokken 11 til 17.

Fra undervisning til penselstrøg

For Anja Christensen er maleriet mere end blot farver på et lærred; det er et sprog og en måde at føre vores fælles kulturarv videre på. Efter mange år som skolelærer tog hun beslutningen om at dedikere sig fuldt ud til kunsten, som altid har været hendes stærkeste kreative drivkraft:

“I mine mange år som lærer gav jeg fortællingerne videre gennem undervisning. Nu gør jeg det gennem lærredet. Historierne har bare fået en ny stemme”, fortæller Anja Christensen, hvis kunstneriske univers bærer navnet “Anjas malerier – Tales with Brush”.

I mere end 20 år har hun udforsket, hvordan historie, myter og litteratur kan omsættes til et nutidigt og poetisk billedsprog, primært udført med akryl på lærred.





Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

Hendes kunstneriske virke kredser især om tre gennemgående temaer: vikinger og nordisk mytologi, fortolkninger af H.C. Andersens eventyr samt stilleben med gamle bøger:

“Mine værker handler alle om fortællinger – om det, der bliver givet videre fra menneske til menneske. Nogle fortællinger er skrevet i runer, andre i eventyr. Andre igen gemmer sig i slidte bogrygge eller i et dyrs blik. Jeg fanger dem ind, fortolker dem og giver dem en ny form”, forklarer hun.

Plads til dialog og fordybelse

I arbejdet med den nordiske mytologi lader hun vikingetidens rå styrke smelte sammen med en sanselig billedverden. Når hun tager fat på H.C. Andersens eventyr, søger hun at indfange melankolien, håbet og skønheden i de velkendte historier. Og i stillebenene af de gamle bøger er det historiens vingesus, slidte bogrygge og tidens spor, der fremhæves:

“Gamle bøger fascinerer mig som bærere af historie, viden og erindring. Slidte rygge, gulnede sider og tidens spor fortæller om mennesker og generationer. Gennem lys, teksturer og farver ønsker jeg at fremhæve bøgernes stoflighed og den særlige ro og værdighed, de udstråler”, siger Anja Christensen.

Når dørene åbnes i september, håber Stenløse-kunstneren, at mange vil lægge vejen forbi til en snak om kunst, stemninger og historie:

“Jeg ønsker, at min kunst har en tydelig stemme om kærlighed til vores kulturarv. Mit mål er, at gamle fortællinger fortsat kan leve – ikke kun i bøger, men fortalt med pensel på lærred”, siger Anja Christensen.

Besøg Anja Christensen – Åbne Døre
Adresse: Morelvej 10, 3660 Stenløse
Dato: Torsdag d. 3. september til og med søndag d. 6. september
Tidspunkt: Klokken 11–17 alle dage
Læs mere: www.anjasmalerier.dk (kan også følges på Facebook og Instagram: @anja6090)

Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få de bedste lokale historier i indbakken ❤️

Ved at tilmelde dig EgedalPostens nyhedsbrev accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.