Det usynlige skolefravær – når tallene skjuler mistrivsel

DR’s dokumentar Skolens tabte børn viser en virkelighed, der burde få os alle til at stoppe op og spørge: Hvordan kunne vi som samfund lade det komme så vidt?

Det er en virkelighed, der råber til himlen om svigt af vores børn og afslører, hvor dybt systemet fejler.

Men sandheden er, at vi ikke engang kender det fulde omfang af børn, der vægrer sig mod at gå i skole. Vores måde at registrere fravær på er fyldt med blinde vinkler. Børn i mistrivsel risikerer at forsvinde ud af systemets opmærksomhed, og når vi ikke engang kan gøre status over, hvor mange børn der ikke er i skole, hvordan skal vi så kunne sikre, at ingen tabes?

Mørketal og skjulte børn

I dag bliver alt fravær over 10 % lagt i én kasse. Vi kan altså ikke skelne mellem et barn med 11 % fravær og et barn med 80 %. Samtidig tælles børn på reduceret skema slet ikke med, selvom deres situation ofte er mindst lige så alvorlig. Det skaber et mørketal, hvor nogle af de mest sårbare børn ganske enkelt forsvinder.

Læs også: Skolen skal være et sted for drømme – ikke nederlag

Når vi ikke ser hele billedet, mangler vi både et redskab til tidlig opsporing og et solidt grundlag for rettidige indsatser. Det er ikke bare et statistisk problem – det er et retssikkerhedsproblem. Bag tallene gemmer sig børn, der mister skolegang, fællesskab og ofte troen på både sig selv og de voksne-og som kommer mere og mere i mistrivsel.

Et voksende problem i Egedal

I Egedal viser de nyeste tal, at 33 % af eleverne har over 10 % fravær – en stigning fra 27 % året før.  Vi har talt med og kendskab til flere familier i Egedal som har børn med fuldt skolefravær, børn både fra almenområdet og fra kommunens kompetencecentre. Det er børn, som lige nu står helt uden undervisning og fællesskab. Og tallene dækker kun de børn, der registreres – ikke de mange på reduceret skema eller børn, der bliver hjemme i perioder uden at fremgå i statistikkerne.

Vi mangler også systematisk viden om, hvor mange børn der er indskrevet i kommunens mellemformer, hvor mange timer de er der om ugen, hvor længe de bliver, og hvad der sker bagefter: Kommer de tilbage til folkeskolen, eller visiteres de videre til specialtilbud? Uden registrering forsvinder børn ud af opmærksomheden, og familier overlades til en opslidende kamp for hjælp.

Læs også: Når vi gør børn ondt

Mange forældre fortæller, at de oplever at stå alene med deres barns mistrivsel. De rækker ud til skole eller kommune, men hjælpen trækker ud. I mellemtiden vokser fraværet, barnet bliver mere isoleret, og familien presses til det yderste. Det handler ikke om forældre, der ikke vil samarbejde – det handler om familier, der bærer byrder, de ikke kan løfte alene, og et system der svigter og reagerer alt for sent.

Hvad kan vi gøre?

Det første skridt er at skabe et reelt overblik: systematisk og gennemsigtig registrering af fravær. Vi skal kunne se forskel på fraværstyper, om barnet er på reduceret skema, sygemeldt eller i mellemformer. Og registreringen skal bruges omsorgsfuldt – som et redskab til tidlig opsporing og dialog, aldrig som straf.

Vi skal også lytte til, anerkende og inddrage den viden, forældre og fagpersoner har om barnet, og bringe barnets egen stemme mest muligt i spil. Forældre skal mødes med tillid og anerkendes som den ressource, de er. Og lærere og pædagoger skal have tid, ressourcer, rammer og viden der gør det muligt at reagere på mistrivsel, før den udvikler sig til skolevægring.

En ny retning

Når børn tabes, mister de ikke bare deres skolegang, men også fodfæstet i livet. Vi sender børn ud i livet med ar på sjælen, og efterlade dem med en langt sværere vej i livet, selvom det kunne have været anderledes.

Derfor har vi brug for en ny retning, hvor vi tør investere i rettidig støtte, hurtige visiteringer og de rette tilbud første gang. Hvor ægte inklusion handler om at skabe plads til forskellighed – ikke om at gøre børn almindelige. Og hvor ingen børn forsvinder i statistikker og mørketal.

Radikale Venstre går til valg på at sætte børnene først – ikke tallene. Vi ønsker en kommune, hvor ingen børn tabes i systemet, men mødes med rettidig hjælp, respekt og reelle muligheder for at trives og udvikle sig.