Tryk på "Enter" for at springe over

Har du set noget? Golfbane i Ølstykke raseret af knallert i weekenden

Det var et frustrerende syn, der mødte folkene bag Ølstykke Golf lørdag morgen. Anlæggets fint trimmede greens havde i løbet af natten haft besøg af en knallert, som havde efterladt spor og skader i græsset. Ejer og greenkeeper Jan Linnebjerg opfordrer til, at man siger til, hvis man ser noget mistænkeligt ved anlægget.

Lørdag fik en rigtig ærgerlig start for folkene bag Ølstykke Golf. I løbet af natten havde knallertkørsel på anlægget nemlig anrettet tydelige mærker og skader direkte på en af de følsomme greens.

Hændelsen føjer sig til en række lignende episoder på andre golfbaner i Danmark, hvor ulovlig kørsel ødelægger de følsomme græsarealer, som kræver daglig vedligeholdelse og pleje:

“Der er åbenbart ved at brede sig et fænomen, hvor man skal køre med knallert ind over greens. Jeg har set det andre steder. Nu er det så også sket her, men heldigvis ikke så voldsomt igen. Men det er sygt træls”, siger Jan Linnebjerg, der både er ejer og greenkeeper hos Ølstykke Golf i et videoopråb på Facebook.

Se hele videoen fra Ølstykke Golf her:





Sig til hvis du ser noget

En green er det mest følsomme og mest krævende område på en golfbane. Selv mindre skader i græstæppet tager lang tid at genoprette, da overfladen skal være helt jævn for at spillet kan afvikles ordentligt.

Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

I videoen udtrykker Jan Linnebjerg da også sin forståelige frustration over adfærden. For at forhindre fremtidige episoder opfordrer han til, at folk i nærområdet vil reagere, hvis man bemærker mistænkelig knallertkørsel omkring anlægget:

“Hvis man på nogen måde ser noget, må man gerne lige give et pip, for sådan noget her, det skal bare stoppes. Hvad er det for noget pis?”.

Du er meget velkommen til at kontakte Ølstykke Golf direkte. Alle oplysninger – store som små – kan være en hjælp, opfordrer Ølstykke Golf i det Facebook-opslag, der ledsager Jan Linnebjergs video og afslutter:

“Vi håber samtidig, at forældre i lokalområdet vil tage en snak med deres unge om, at golfbanen er privat område, og at den slags kørsel kan medføre betydelige skader”.

Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få de bedste lokale historier i indbakken ❤️

Ved at tilmelde dig EgedalPostens nyhedsbrev accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.