DEBATINDLÆG: Som lokalformand for Radikale Venstre i Egedal vil jeg gerne fortælle borgerne om, hvad vi er gået ind i budgetforhandlingerne for 2027-budgettet med. Ikke i overskrifter. Ikke hensigtserklæringer. Men derimod konkrete forslag med kroner og årstal på.
Vores udgangspunkt er enkelt. Og kender man Radikale Venstre bare lidt, kommer det næppe som en overraskelse: ingen besparelser på børne-, unge- og socialområdet, og et reelt grønt budget – målt i faktiske prioriteringer, ikke kun i ord.
Egedal Kommunes egen trivselsmåling viser fremgang det seneste år. Men den viser også, at mellemtrin og udskoling stadig ligger 10-11 procentpoint under nabokommunerne på ro, orden og lærerstøtte, og at hver sjette elev i indskolingen synes undervisningen er kedelig.
Blandt de forslag vi har lagt frem, er tilknytning af faste socialrådgivere på skoler og daginstitutioner. De skal være tæt på børnenes hverdag, og hjælpe med at tage problemer i opløbet og fungere som brobyggere for forældre og personale.
Læs også: Familier med børn med handicap efterlades i uvished i Egedal Kommune
Vi foreslår også, at klasselærerfunktionen skal tilbage i Egedals folkeskoler – en fast klasselærer med overblik over klassen forebygger mistrivsel, før den bliver et problem. Vi foreslår desuden en årlig Handicappris; Egedal er en af de eneste kommuner uden, og det skal naturligvis ændres.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Det grønne fylder også i vores oplæg. Vi vil opdatere kommunens træpolitik efter 3-30-300-princippet – tre træer fra ethvert vindue, 30 procent trækronedække i alle kvarterer og maks. 300 meter til nærmeste grønne område. Vi foreslår en fast pulje til naturgenopretning på 1 mio. kr. årligt, og vi vil sikre finansiering til at få afsluttet vandplanprojekterne i vores åer, som har kørt siden 2020.
Cykelstien Kildedal-Knardrup, der ifølge byrådets egen beslutning skulle have været færdigprojekteret i 2024, skal endelig realiseres. Og vi ønsker fuld gennemsigtighed: klima, klimatilpasning, natur og vandplaner skal splittes op i egne budgetposter, så borgerne kan se, hvad pengene faktisk går til.
Læs også: Egedal søger millionstøtte til tre cykelsti-projekter
Vi tager også den manglende vedligeholdelse af vores veje og broer alvorligt. Forvaltningens egne tal viser et behov på 10 mio. kr. om året for veje og et behov for broerne på op mod 3 mio. kr. Vi foreslår at flytte penge fra drift til anlæg, så pengene rent faktisk følger behovet: 5 mio. kr. i 2027, og stigende til 10 mio. kr. årligt i efterfølgende år. Lader vi stå til, bliver regningen markant større, når revner bliver til frostsprængninger, og små reparationer bliver til store anlægsprojekter. Rettidig omhu er næsten altid den billigste løsning – også når det ikke er os, der har opfundet ordene.
Vi går ind i forhandlingerne åbne for gode idéer fra alle sider af byrådet. Det er ikke en svaghed at lade sig inspirere af andre. Det er selve pointen med den model, vi har valgt i Egedal: at dele magten i stedet for at samle den.
Budgetforhandlingerne er det sted, hvor lokalpolitik bliver til virkelighed. Radikale Venstre møder op med vores forslag lagt klart frem. Jeg håber, alle øvrige partier gør det samme.
Stephan Grubbe
formand, Radikale Venstre Egedal
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på debat@egedalposten.dk
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.





