Dyk med ned i historien om, hvordan gamle Ølstykke blev splittet op for omkring 250 år siden. I dag findes sporene stadig på vejskilte og byens struktur, hvis du ved, hvor du skal kigge.
Egedal før og nu:
En vinterdag i 1781 blev stilheden i Ølstykke brudt af lyden fra byhornet. Mænd i træsko og vadmelsfrakker samlede sig på den frosne jord ved bystævnet. Stemningen var ophidset.
Midt på pladsen stod sognepræsten Vilhelm Billeschou: Manden, der havde vakt hele byens vrede. Ikke over prædikener eller skatter, men over jorden. For Billeschou, som ejede præstegården, havde netop krævet udskiftning: En opsplitning af byens gårde, som betød, at hele Ølstykke – altså det vi i dag kender som Gammel Ølstykke – skulle deles op på ny.
Faktisk var utilfredsheden så stor, at bønderne besluttede, at man ikke ville yde præsten noget bryllupsoffer (en pengegave) ved et kommende bryllup i byen.
Det var en ganske alvorlig protest – og bestemt ikke uden grund, mente bønderne. For præsten havde gjort noget utænkeligt: Han havde sat spørgsmålstegn ved et trygt og sammentømret fællesskab og pålagt bønderne ekstra arbejde i fremtiden.
Fællesskabet, som havde holdt byen sammen i århundreder, stod pludselig for fald. Og intet skulle nogensinde blive helt det samme igen.
Et stærkt lokalsamfund
Indtil da havde Ølstykke været som mange andre landsbyer: Et gadekær i midten, gårde samlet omkring det, og marker, enge og moser spredt ud i lange, smalle jordstrimler omkring byen.
Jorden var delt mellem gårdene, men ingen kunne dyrke sin jord alene. Hver gård ejede små, spredte jordstrimler – et stykke ager her, en eng der, en tørvemose et helt tredje sted. Denne opdeling gjorde bønderne dybt afhængige af hinanden. På landsbystævnet måtte man blive enige om sædskifte, græsning og arbejdsfordeling.
| ▮ Hvad var udskiftningen? Udskiftningen var en landbrugsreform i 1700-tallet, hvor man ændrede landsbyernes jordfordeling. Før udskiftningen ejede hver bonde mange små jordstrimler spredt rundt om landsbyen, og man dyrkede jorden i fællesskab. Efter udskiftningen blev jorden samlet i større enheder, som hver bonde kunne råde over alene. Det gjorde landbruget mere effektivt, men det betød også, at mange gårde blev flyttet ud af landsbyerne – og at det gamle fællesskab blev opløst. Læs mere om udskiftningen i Lex – Danmarks Nationalleksikon |
Alt blev besluttet i fællesskab: Hvornår man skulle pløje, hvor kreaturerne måtte græsse, og hvad der skulle sås hvor. Det var bøvlet, men det var også trygt. Og det skabte et stærkt lokalsamfund.
Præsten tog det første skridt
Men fra 1730’erne begyndte Danmarks landbrug at vise tegn på krise. Den traditionelle måde at dyrke jorden på, hvor hele landsbyen arbejdede efter fælles beslutninger truffet på landsbystævnet, var ganske enkelt blevet ineffektiv. Befolkningen voksede, og presset på hoveriarbejdet (fæstebøndernes og husmændenes pligtarbejde for deres godsejer) steg. Vores nuværende Egedal-område var ingen undtagelse.
Hop med arkivar Lærke Svendsen på en kold (men historisk varm) tur gennem Gammel Ølstykke. Gårde, veje og spor fra udskiftningen – lige dér, hvor vi går i dag:
I løbet af 1700-tallet udviklede landbruget sig hastigt i resten af Europa, og nye idéer nåede også Danmark. Samtidig gjorde landbrugskrisen det mere fristende for nogle at tænke i nye baner: Udskiftning kunne på længere sigt give et mere effektivt landbrug – men prisen var høj. Omlægningen krævede enormt arbejde og betød et opbrud med de sociale strukturer, som havde holdt landsbyerne sammen i generationer. Det var sjældent bøndernes eget ønske.
Men i 1776 blev det bestemt ved lov, at blot én jordejer kunne kræve udskiftning, og dermed tvinge hele landsbyen med. Det er her, vi igen møder sognepræst Vilhelm Billeschou. I 1781 ønskede han nemlig udskiftning af Ølstykke præstegårds jorde.
Konsekvensen var, at hele Ølstykke måtte opmåles og stod over for udskiftning.
Artiklen er udgivet i samarbejde med Egedal Arkiv og Museum. Teksten er skrevet af arkivar Lærke Svendsen.
Bøndernes vrede var til at forstå. De frygtede det enorme arbejde, opløsningen af fællesskabet og den ensomhed, der ofte fulgte med. For det var sjældent muligt at samle jorden omkring alle gårde inde i selve landsbyen uden at fordelingen blev uretfærdig.
Resultatet blev derfor ofte udflytning – altså at gårdene rykkede langt uden for byen. Det truede det liv, som de fleste kendte: Sammenholdet. Naboskabet. Hverdagens rytme. Alt stod til forandring.
▮ Udskiftningen i Ølstykke – hvem blev og hvem flyttede ud?
De 7 gårde der blev i Ølstykke:
Kildegården
Kærgården
Hampelandgård
Langebrogård
Stengården
Toftegård
Langekærgård
Se større billede her
De 9 gårde der blev udflyttet:
Bækkegården
Kildeholmgård
Gjelsten
Hyldeland (senere Ny Toftegaard)
Søgård
Egebjerg
Lynggård
Møllesten
Holmegård
Se større billede her
Udskiftningen ophævede de gamle, spredte jordstrimler. I stedet fik hver gård sin jord samlet i ét område, og bonden kunne fremover selv bestemme over dyrkningen uden at skulle spørge landsbystævnet. Udskiftningen foregik typisk i en stjerneform, hvor gårde, der blev liggende i landsbyen, fik kileformede jordstykker ud i landskabet.
I Ølstykke betød det, at syv gårde fik lov at blive i byen, mens ni måtte flytte ud. Landskabet og fællesskabet blev forandret for altid. Men det var også her, grundlaget blev lagt for det Ølstykke, vi kender i dag.
▮ Sporene i byen i dag
Hvordan mærkes udskiftningen i dag? Jo, hvis du går en tur gennem Gammel Ølstykke, går du faktisk rundt i sporene af udskiftningen fra 1781 – også selv om du måske ikke lægger mærke til det til daglig. Landsbyen er væk, men dens struktur ligger stadig gemt i vejnavne, placeringer og små lommer af historie i bybilledet. Tag med på en tur rundt i Gammel Ølstykke:
Se større billede her
Et godt sted at begynde er Ved Gadekæret. Lige her lå landsbyen samlet før udskiftningen – gård ved gård, tæt forbundet i både arbejde og hverdag. Gadekæret markerer det punkt, hvor fællesskabet engang havde sit centrum, før jorden blev delt op og trukket ud i landskabet.
Når man bevæger sig videre rundt i området, begynder vejnavnene at fortælle deres egen historie. De afslører ikke bare, hvor gårdene lå, men også hvordan byudviklingen i 1960’erne i høj grad skete direkte oven på den gamle landbrugsstruktur.
Kærgårdsvej peger direkte på Kærgården, som i mindre version stadig eksisterer i dag, mens Hampelandvej vidner om, hvor Hampelandgård engang havde sine jorde. I forlængelse heraf finder vi Langebrovej, der markerer resterne af Langebrogård.
Tæt ved Netto træder man ind på Kildegårdsvej, hvor Kildegården – en af de gårde, der også fik lov at blive i landsbyen ved udskiftningen – stadig har sat sit aftryk. Bevæger man sig længere mod Stenløse og jernbanen, lå Toftegård, der dengang blot var kendt under dette navn, og som også lagde navn til Egedal Station i stationens første år. Sporene efter den findes i dag snarere ved Ny Toftegård, som senere blev centrum for opdrættet af Frederiksborghesten.
Omkring Stengårdsskolen lå Stengården – endnu en af de gårde, der ikke blev udflyttet – og grundejerforeningen Langekær ligger i dag på jorden, der engang tilhørte Langekærgård.
Men udskiftningen betød også, at ni gårde måtte flytte ud af landsbyen. Deres historie kan ligeledes stadig aflæses i landskabet: Kildesø ligger i nærheden af den tidligere Kildeholmgård, mens Bækkegårdskolen er placeret på Bækkegårdens gamle jorde.
Gården Gjelsten har givet navn til det nuværende Gjelstensåsen, og Hyldeland blev senere til Ny Toftegård, som stadig eksisterer.
Derudover ligger gårdene Søgård, Egebjerg, Lynggård, Møllesten og Holmegård fortsat på de samme matrikler, som de fik tildelt efter udflytningen, som et helt konkret bevis på, hvordan beslutninger truffet i 1781 stadig former Ølstykke i dag.
Udskiftningen er altså ikke blot en historisk begivenhed, men en struktur, der stadig ligger under byen. Man skal bare lære at se efter.
✒️ Andre spændende lokalhistoriske fortællinger: 
Da Stenløse samlede ind for at slippe af med byens bager
I sensommeren 1943 truede tyske soldater med at skyde 20 indbyggere i Stenløse, hvis der skete noget med det lokale bageri. For at redde byen gik byens sogneråd i hemmelige forhandlinger – og købte bageren ud.
Mordet i Finderup Lade blev begyndelsen på enden for mægtige Knardrup
Læs om hvordan danmarkshistoriens mest berømte kongemord i 1286 satte sit aftryk lige her i lokalområdet – og om en magtfuld stormandsgård og et kloster, der begge har ligget ved Knardrups i dag så fredsommelige Kirkesø.
