Egedal Bibliotekerne inviterer børn og voksne til en eftermiddag med naturvejledning, sjove lege og musikalsk børneteater.
Hele familien kan tage på en fantastisk rejse ind i den magiske krible-krable-verden tirsdag den 15. september klokken 15.00, når Egedal Bibliotekerne inviterer børn og deres voksne til en eftermiddag fyldt med naturoplevelser, fortællinger og teater i Smørum Kulturhus.
Arrangementet begynder udendørs i bibliotekets park, hvor naturvejleder Jacob Nøhr Schubart tager deltagerne med på opdagelse blandt smådyr og insekter. Gennem sjove lege og aktiviteter får børnene et spændende indblik i smådyrenes verden og deres liv i naturen.
Oplevelsen fortsætter indendørs med teaterforestillingen Græshoppesalsa fra Den Flyvende Prinsesse. Publikum inviteres med på en sanselig og musikalsk eventyrrejse helt nede i græsset blandt de dyr, der kribler og krabler under vores fødder.
Her møder vi blandt andet græshoppen og dens fascinerende univers i en forestilling fyldt med rytme, bevægelse, musik og fantasi.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Med humor, levende musik og en nærværende fortælling åbner Græshoppesalsa børnenes øjne for livet i det høje græs og giver de mindste mulighed for at opleve naturen fra et helt nyt perspektiv:
“Natur, fortællinger og teater kan noget helt særligt sammen. Når børn først møder smådyrene i naturen og derefter i teaterforestillingen, bliver oplevelsen både levende, lærerig og fuld af fantasi”, siger Ellen Qvistgaard, der er børnebibliotekar ved Smørum Bibliotek
Praktisk information
Husk tøj efter vejret, da en del af arrangementet foregår udendørs. Arrangementet henvender sig til børn i alderen 4-8 år og deres voksne og kombinerer læring, leg og kultur i en oplevelse, hvor naturformidling og børneteater går hånd i hånd.
Hele arrangementet varer cirka halvanden time. Det er gratis, men kræver billet, der kan bestilles fra tirsdag den 25. august klokken 10.00 på egedalbibliotekerne.dk.
Bemærk: Forestillingen vises også om formiddagen for udvalgte institutioner. Det kan derfor være en god idé at undersøge, om dit barns institution allerede har en aftale om at deltage, inden du bestiller billetter.
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





