Hvorfor valgte 91 mænd fra Veksø, Smørum og Stenløse at sætte deres frihed på spil for at ødelægge en dæmning ved Værebro? Læs fortællingen om Egedals mest udskældte vandmølle, der i generationer truede levebrødet for bønderne ved Værebro Ådal, indtil bægeret en dag i 1739 endelig flød over.
Egedal før og nu:
Det var en af de morgener, hvor luften sitrede af uro. Mænd fra Smørum, Veksø og Hove havde samlet sig i det tidlige gry; nogle til hest, andre med tunge redskaber over skulderen. De få ord, der blev udvekslet, var korte og bestemte. Alle vidste, hvad der ventede længere nede ad åen.
For dér lå Øvre Værebro Mølle, som år efter år havde stemt vandet op og sendt det ud over deres enge og marker. Nu stod vandet igen højt, mens bøndernes tålmodighed havde nået et nyt lavpunkt: Endnu en gang var møllen blevet symbolet på alt det, der truede deres levebrød.
Konflikterne omkring møllen var så hyppige og så dybe, at Øvre Værebro Mølle gennem århundreder udviklede sig til et af de mest udskældte steder i det område, vi i dag kender som Egedal.
En kæmpe mølle i ådalen
Øvre Værebro Mølle nævnes første gang i 1377, men menes at være endnu ældre. I lokalområdet var den ikke alene om at udnytte Værebro Å; der fandtes også en mindre mølle i Knardrup samt Nedre Værebro Mølle lidt mod vest.
Men Øvre Værebro Mølle var i en klasse for sig: Den lå dér, hvor Roskildevej (tidligere kaldet hovedvej A6, nu primærrute 6) i dag krydser åen, og selv om den teknisk set ligger få meter uden for den nuværende kommunegrænse, er den en uadskillelig del af Egedals historie. Det var nemlig markerne helt inde mod Smørum, Veksø og Stenløse, der mærkede konsekvenserne, når mølleren lukkede for sluserne.
I 1682 var møllen en sand kæmpe med fire møllehjul og to kværne. Den kunne male både sommer og vinter, men prisen for den effektivitet blev betalt af bønderne i Smørum, Veksø, Stenløse og Gundsømagle. Når vandet blev stemt op, forsvandt deres enge nemlig under vand, hvilket gjorde både græsning og høslæt umuligt.
 Øvre Værebro Mølle var ikke alene om at udnytte Værebro Å; der fandtes også en mindre mølle i Knardrup samt Nedre Værebro Mølle lidt mod vest. Længere inde i åsystemet lå også Jonstrup Mølle. Grafik: Egedal Kommune ▮ Konflikter, ødelæggelser og trusler Kilderne tegner et billede af en konflikt, der aldrig rigtig fandt sin løsning, men blot eskalerede gennem århundrederne: 1504: Det første dokumenterede hærværk mod møllen finder sted. 1623: Endnu et angreb på møllen vidner om den vedvarende vrede. 1649: Bønder i Veksø, Stenløse, Smørumovre og Hove klager officielt over oversvømmelserne. 1675: Dæmningen bliver udsat for et så voldsomt angreb, at reparationerne bliver særdeles dyre for mølleren. |
Et af de mere usædvanlige øjeblikke i historien fandt sted i 1716. Her søgte bønder fra Veksø og Stenløse hjælp hos general Mathias Numsen. Og selv om bønderne kort forinden havde deltaget i endnu et angreb på dæmningen, valgte generalen overraskende nok at forsvare dem: Mølleren sad på et vigtigt monopol og var ganske vist beskyttet af Kronen, men hvis bøndernes jord blev ødelagt, kunne de ikke betale deres landgilde.
Myndighederne viste derfor ofte en vis forståelse for bøndernes desperation.
En skrøbelig våbenhvile: Aftalen i 1718
I 1718 forsøgte man derfor endelig at begrave stridsøksen med en omfattende aftale, der skulle skabe fred mellem møllens hjul og bøndernes plove. Idéen var at forvandle Øvre Værebro Mølle til en såkaldt ”græsmølle”.
Det betød i al sin enkelhed, at mølleren skulle give naturen og bønderne forkørselsret i de vigtigste måneder; fra den 1. maj og frem til Skt. Hans skulle vandet løbe frit gennem sluserne, mens møllehjulene stod helt stille.
Artiklen er udgivet i samarbejde med Egedal Arkiv og Museum. Teksten er skrevet af arkivar Lærke Svendsen.
Det gav bønderne den nødvendige tryghed til at få høet i hus, uden at de skulle frygte, at deres enge pludselig blev forvandlet til søer. Som kompensation for den tabte indtjening i foråret fik mølleren en række lukrative plastre på såret: Han fik tilladelse til at opføre en moderne vindmølle på Svestrup Mark, så han kunne male korn uden brug af opstemmet åvand, og samtidig fik han forbedret vilkårene for den krodrift, der hørte til ejendommen.
På papiret lignede det den perfekte løsning, men i virkelighedens verden var mistilliden mellem parterne for længst groet alt for dybt.
Da bægeret flød over: Oprøret i 1739
Freden var på lånt tid, og aftalen viste sig hurtigt at være lige så utæt som møllerens dæmning efter bøndernes hærværk. Gnidningerne fortsatte, og den 4. juli 1739 brast det diplomatiske arbejde endeligt i en eksplosion af opsparet vrede.
Scenen blev sat på Smørum Kro, hvor 91 bønder fra de omkringliggende landsbyer mødtes. Stemningen var elektrisk, og kilderne antyder, at det ikke kun var følelsen af uretfærdighed, der fyldte i de lavloftede stuer; store mængder øl og brændevin blev skænket op og fungerede som den tændvæske, der gav mændene det sidste mod.
▮ Et sted med mange liv
Selv efter vandmøllens endeligt fortsatte stedet sin rolle i lokalsamfundet:
• Vindmøllerne fortsatte driften mere eller mindre til 1920.
• Kroen nød godt af den trafikerede vej mellem Roskilde og Frederiksborg.
• I 1930’erne blev der opført et drengehjem af ”Foreningen af 1937 til forsømte Børns
Frelse”, og her boede børn helt frem til 1985.
Et lille stykke dansk kulturhistorie, pakket ind mellem mose og åbred.
Med økser, grebe og tunge redskaber i hænderne drog den store flok i samlet trop fra kroen mod møllen længere nede ad åen. Det var ikke længere tid til klagebreve eller bønner til myndighederne – nu måtte der handling til. Ved ankomsten til møllen kastede bønderne sig over dæmningen og ødelagde de konstruktioner, der holdt vandet fanget.
Vandet fossede ud, og gennem deres dramatiske aktion endte de med at få det sidste ord: Myndighederne måtte efterhånden indse, at konflikten aldrig ville dø ud, så længe vandet blev stemt op. Allerede året efter, i 1740, traf man den endelige beslutning om at lukke vandmøllen for bestandigt. Dermed sluttede et århundreder langt kapitel af vold og oversvømmelser, og lyden af de tunge vandhjul forsvandt for altid fra Værebro Å.
I dag krydser den travle Roskildevej Værebro Å lige der, hvor Øvre Værebro Mølle lå. Foto: Google Earth.
▮ Værebro Mølle i dag
I dag er der private boliger på grunden, hvor Værebro Mølle stod. Broen hen over åen, som til tider blev vedligeholdt af mølleren selv, fornemmes knapt nok i dag, når man krydser Værebro Å mellem Værebro og Jyllinge.
Selv om Værebro Å har forandret sig siden dengang, er det stadig muligt at opleve Værebro Ådal. Det kan du finde masser af inspiration til her på siden.
Hvorfor al denne ballade om en mølle?
Vandmøller er blandt de ældste former for mekanisk energi i Danmark – kendt siden 900-tallet. Ved at dæmme vandet op kunne man skabe et kraftigt fald, som gav enorm kraft til møllehjulene.
Det gjorde møllen uundværlig, men systemet krævede, at åens naturlige løb blev ændret.
✒️ Andre spændende lokalhistoriske fortællinger: 
Da Stenløse samlede ind for at slippe af med byens bager
I sensommeren 1943 truede tyske soldater med at skyde 20 indbyggere i Stenløse, hvis der skete noget med det lokale bageri. For at redde byen gik byens sogneråd i hemmelige forhandlinger – og købte bageren ud.
Mordet i Finderup Lade blev begyndelsen på enden for mægtige Knardrup
Læs om hvordan danmarkshistoriens mest berømte kongemord i 1286 satte sit aftryk lige her i lokalområdet – og om en magtfuld stormandsgård og et kloster, der begge har ligget ved Knardrups i dag så fredsommelige Kirkesø.
Oprøret i Ølstykke: Da fællesskabet gik i stykker… og byen fik sine vejnavne
Dyk med ned i historien om, hvordan gamle Ølstykke blev splittet op for omkring 250 år siden. I dag findes sporene stadig på vejskilte og byens struktur, hvis du ved, hvor du skal kigge.
