Flertalsgruppen i Egedal forsvarer beslutningen om at tage samtlige ledelsesposter i fagudvalgene. Ifølge partierne er det nødvendigt for at skabe en klar og ansvarlig politisk linje.
Efter kritik af det nye flertals beslutning om at tage samtlige formands- og næstformandsposter i Egedals kommende fagudvalg, tager de konstituerende partier nu til genmæle.
I en fælles pressemeddelelse, som EgedalPosten har modtaget lørdag, skriver de syv partier – Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Et Samlet Egedal, Socialistisk Folkeparti, Lokallisten Ny Egedal, Dansk Folkeparti og Enhedslisten – at fordelingen er udtryk for ønsket om “tydelig politisk ledelse” og en ny samarbejdskultur
Læs også: Birgitte Neergaard-Kofod bliver borgmester i Egedal: Nu er udvalgsposterne fordelt
“Konstitueringen har samlet både formands- og næstformandsposter i udvalgene blandt partierne bag aftalen. Det sker for at sikre en tydelig politisk ledelse i fagudvalgene og skabe stærke rammer for det politiske arbejde, så beslutninger udvikles tæt på de faglige drøftelser hvor alle byrådets partier deltager og kan præge sagernes indhold”, skriver partierne i pressemeddelelsen.
De understreger samtidig, at alle partier i byrådet undervejs er blevet inviteret til dialog, men at visse betingelser fra enkelte partier i sidste ende ikke kunne forenes med den aftale, som flertalsgruppen allerede havde etableret.
Politisk retning skal formes sammen
Ifølge pressemeddelelsen skal den nye konstituering sikre mere gennemsigtighed, respekt og åbenhed i den politiske proces. Partierne understreger, at der bevidst ikke er lagt en fast politisk retning for de næste fire år – i stedet skal beslutninger og politik formes i dialog:
“Målet er et samarbejdende byråd hvor uenighed håndteres i dialog og hvor beslutninger formes gennem åben politisk debat med respekt for både flertal og mindretal”, står der.
Læs også: Overvejelser fra en kommende viceborgmester
Især Venstres spidskandidat Karsten Søndergaard har kritiseret beslutningen om at tage alle formands- og næstformandsposter. På Facebook skrev han efter konstitueringsmødet:
“Flertalsgruppen har sat sig på alle 16 pladser. Det er desværre magtarrogance af værste skuffe”, og gjorde klart, at han ikke mener, at Venstre blev tilbudt et reelt samarbejde.
Læs Karsten Søndergaards Facebook-opslag her:
Jens Skov: Vi skal tage ansvar for den nye retning
I et debatindlæg i EgedalPosten lørdag argumenterer kommende viceborgmester Jens Skov (SF) dog for, at det nye flertal har et klart mandat – og derfor også skal stå på mål for beslutningerne:
“Hvis vi mener det alvorligt med forandringen, må det også kunne ses dér, hvor magten forvaltes til hverdag: i formands- og næstformandsposterne”, skriver han.
Læs også: Konstitueringspartierne: Sådan vil vi forandre kulturen i Egedal Byråd
Han kalder fordelingen et spørgsmål om at undgå dobbelt lederskab:
“Hvis det gamle flertal skulle blive ved med at sidde for bordenden i halvdelen af udvalgene, mens det nye flertal har ansvaret for helheden, ville vi skabe et dobbelt lederskab, hvor ingen helt ved, hvem der egentlig har ansvaret”, skriver han og slår fast, at der er brug for dialog og kritik fra mindretallet, men at ansvaret for styringen entydigt ligger hos flertalsgruppen.
Et opgør med vanetænkning
Pressemeddelelsen beskriver den nye konstituering som et “opgør med vanetænkning”:
“Alle syv partier gik til valg på ønsket om en ny politisk kultur i Egedal. Det mandat tager konstitueringen nu på sig og partierne ser frem til at tage fat på arbejdet sammen med hele byrådet når den nye periode begynder den 1. januar”, skriver partierne og uddyber tankerne om det kommende samarbejde således:
“Konstitueringen bygger på ambitionen om at åbne de politiske processer og skabe en ny samarbejdskultur præget af gennemsigtighed dialog og respekt på tværs af partier. Den politiske kurs for de kommende fire år er bevidst ikke fastlagt på forhånd. Det er afgørende, at alle partier og lister i byrådet får reel indflydelse på både processen og den retning, der skal sættes for Egedal. Derimod er retningen for hvordan beslutninger i Egedal fremover skal træffes nu slået fast med fokus på åbenhed tidlig inddragelse og et stærkt politisk samspil i fagudvalgene”.
Afslutningsvis hedder det, at man fra flertalsgruppens side nu ser fremad og ønsker at arbejde sammen med hele byrådet fra 1. januar.
| ▮ Læs hele pressemeddelelsen her Udsendt 6/12-2025 af Johan Hahn, Et Samlet Egedal på vegne af de konstituerende partier i Egedal Ny konstituering i Egedal sætter kurs mod styrket demokrati og åben politisk kultur Egedal Byråd vedtog for to dage siden en ny konstituering for byrådsperioden 2026 til 2029. Syv partier Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Et Samlet Egedal, Socialistisk Folkeparti, Lokallisten Ny Egedal, Dansk Folkeparti og Enhedslisten står bag aftalen der udspringer af et fælles ønske om at styrke demokratiet sikre bedre rammer for kommunens medarbejdere og skabe et tydeligt politisk lederskab med udgangspunkt i byrådet og fagudvalgene. Konstitueringen bygger på ambitionen om at åbne de politiske processer og skabe en ny samarbejdskultur præget af gennemsigtighed dialog og respekt på tværs af partier. Den politiske kurs for de kommende fire år er bevidst ikke fastlagt på forhånd. Det er afgørende, at alle partier og lister i byrådet får reel indflydelse på både processen og den retning, der skal sættes for Egedal. Derimod er retningen for hvordan beslutninger i Egedal fremover skal træffes nu slået fast med fokus på åbenhed tidlig inddragelse og et stærkt politisk samspil i fagudvalgene. I processen frem mod konstitueringen blev alle partier i byrådet inviteret til dialog om deltagelse i samarbejdet både på valgnatten og i tiden efter. Nogle partier deltog aktivt i drøftelser om at blive en del af samarbejdet mens andre forholdt sig mere afventende i forløbet. I slutfasen tilkendegav enkelte partier et ønske om at indgå i konstitueringen. I den forbindelse blev der fremsat krav om at genåbne og genforhandle hele aftalen samt om tildeling af et betydeligt antal formandsposter. Disse forudsætninger kunne ikke forenes med den aftale og proces der allerede var etableret mellem de syv partier hvorfor en udvidelse ikke kunne gennemføres på det grundlag. Partierne bag konstitueringen lægger stor vægt på samarbejde i hele byrådet. Den politiske hverdag skal være kendetegnet ved åben dialog og respektfuld uenighed hvor alle partier inviteres ind i de politiske drøftelser og får mulighed for at bidrage aktivt til at forme løsningerne for Egedal. Konstitueringen har samlet både formands- og næstformandsposter i udvalgene blandt partierne bag aftalen. Det sker for at sikre en tydelig politisk ledelse i fagudvalgene og skabe stærke rammer for det politiske arbejde, så beslutninger udvikles tæt på de faglige drøftelser hvor alle byrådets partier deltager og kan præge sagernes indhold. Målet er et samarbejdende byråd hvor uenighed håndteres i dialog og hvor beslutninger formes gennem åben politisk debat med respekt for både flertal og mindretal. Alle syv partier gik til valg på ønsket om en ny politisk kultur i Egedal. Det mandat tager konstitueringen nu på sig og partierne ser frem til at tage fat på arbejdet sammen med hele byrådet når den nye periode begynder den 1. januar. |








