DEBATINDLÆG: Et stærkt erhvervsliv er fundamentet for både arbejdspladser, velfærd og udvikling i Egedal. Derfor vil Moderaterne skabe rammerne for vækst og nye muligheder tæt på, hvor vi bor – i et tæt og konstruktivt samarbejde med virksomhederne.
Allerede ved kommunalvalget i 2021 pegede jeg på, at alt for mange borgere pendler ud af kommunen. En halv times transport hver vej svarer til omkring fem hele arbejdsuger om året – tid, der kunne bruges sammen med familien eller i foreningslivet. Derfor er det en mærkesag for os at skabe flere lokale arbejdspladser og et stærkere lokalt erhvervsliv.
Læs også: Erhvervslivet er en vigtig del af vores fællesskab
Det kræver politisk handling. Vi vil udpege og udvikle nye erhvervsområder som Kildedal Syd og Værebro og sikre, at erhvervsjord erstattes 1:1, når arealer ændres til boliger eller offentlige formål.
Samtidig skal virksomheder beskyttes mod uhensigtsmæssige blandinger af bolig og erhverv, og på sigt kan strategiske jordopkøb blive nødvendige for at sikre fremtidens behov.
En langsigtet erhvervsstrategi skal udarbejdes i tæt samarbejde med erhvervslivet og Egedal Erhvervsforum. Strategien skal være et levende redskab, der beskriver, hvordan vi tiltrækker nye virksomheder, understøtter vækst, sikrer kvalificeret arbejdskraft og styrker samarbejdet med uddannelsesinstitutioner.
Læs også: Egedal skal være en erhvervskommune med ambitioner
Vi vil samtidig skabe stærkere bånd mellem unge og virksomheder gennem juniormesterlære, erhvervspraktik og skolesamarbejder – og være på forkant med fremtidens behov gennem tættere samarbejde på tværs af både nord og syd.
Samarbejdet mellem kommune og erhvervsliv skal desuden optimeres. Det skal være en del af kommunens indkøbspolitik at tænke lokale virksomheder ind, og det skal være lettere at blive leverandør til kommunale projekter.
For Moderaterne handler erhvervspolitik om mere end vækst. Det handler om at sætte retningen for fremtidens arbejdspladser, hverdagsliv og tryghed – sammen med erhvervslivet.
Af Charlotte Haagendrup,
Moderaterne i Egedal
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.







