DEBATINDLÆG: Vi taler meget om mistrivsel blandt børn og unge i disse år. Vi holder konferencer, nedsætter udvalg og skriver strategier. Alligevel sidder flere og flere familier derhjemme med et barn, der ikke længere kan gå i skole.
Skolevægring kalder vi det. Et pænt ord for en virkelighed, hvor børn udvikler angst, OCD-lignende symptomer eller massiv stress – ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke kan.
Og her begynder problemet for alvor. For det starter sjældent i skolen.
Gå aldrig glip af en vigtig lokalhistorie:
Tilmeld dig EgedalPostens nyhedsbrev her
Mange forældre har længe før skolestart forsøgt at råbe op. Allerede i børnehaven ser de tegnene: Barnet der trækker sig, ikke kan overskue fællesskaber, reagerer voldsomt på krav eller bliver udmattet af en hverdag, der er for meget.
De siger det højt. De beder om hjælp. De efterspørger en vurdering.
Men alt for ofte bliver de mødt med beroligende forklaringer: “Det vokser han fra”. “Hun er bare lidt sensitiv”. “Vi ser det ikke her”.
Læs også: “Inklusion 2.0 – når børn betaler prisen for politisk kortsigtethed”
Og mange forældre må derfor selv finde vej til børnepsykiatrien via egen læge. Eller selv betale for udredning igennem det private.
Og alligevel venter man.
Man venter, til barnet starter i skole.
Man venter, til kravene stiger.
Man venter, til barnet knækker.
Og så går det stærkt – bare i den forkerte retning. Og her begynder problemet for alvor. For alt for mange forældre oplever ikke at blive mødt med nysgerrighed eller vilje til samarbejde, men med mistillid. De bliver betragtet som “ressourcesvage”, “overbeskyttende” eller bare besværlige. Som om det mest oplagte i verden er at holde sit barn hjemme fra skole – for hyggens skyld.
Læs også: Det usynlige skolefravær – når tallene skjuler mistrivsel
Samtidig kæmper børn med eksempelvis ADHD eller autisme i et system, der burde hjælpe dem, men som i stedet ofte reagerer for sent. For sent bliver der lyttet. For sent bliver der handlet. Og alt for ofte først, når barnet allerede er så belastet, at skolevægringen har bidt sig fast.
Men noget af det mest absurde opstår, når hjælpen faktisk findes – og alligevel ikke bruges. Et barn kan gennemgå en grundig udredning i børnepsykiatrien. Fagfolk med lang og bred erfaring bruger måneder på at forstå barnets vanskeligheder, behov og belastningsgrænser. Der bliver udarbejdet en erklæring med konkrete støttepunkter og anbefalinger.
Hvordan giver det så mening, at en PPR-psykolog kan så tvivl om denne psykiatriske vurdering med henvisning til, at “de nok vurderer børnene mere begrænsede, end de er”? Som om flere måneders udredning pludselig kan reduceres til en holdning.
Læs også: Socialrådgiver: Billigt sluppet at tale om børn i mistrivsel!
Man kunne tro, det var et godt sted at starte. Men nej. For i praksis er det ofte ikke nok. Barnet skal – igen – observeres. Igen vurderes. Igen forklares. Denne gang af nye voksne i PPR-regi. Nye relationer. Nye krav. Nye øjne på et barn, der i forvejen er presset til det yderste. Vi taler altså om børn, der ikke kan komme i skole på grund af belastning – og løsningen er at udsætte dem for endnu flere skift, endnu flere voksne og endnu flere krav om at “vise”, hvordan de har det. Det er svært at se logikken.
Og imens taler systemet om, hvor vigtigt det er med stabilitet, tryghed og forudsigelighed. Samtidig møder nogle forældre skoleledere, der med stor sikkerhed forklarer, at de “har masser af erfaring” med børn med autisme – i den almene folkeskole. På skoler med over 1.000 elever. I store klasser. Med skiftende voksne. Med støj, krav og uforudsigelighed som en fast del af hverdagen.
Det er muligt, at erfaringen er stor. Men spørgsmålet er, om det er den rigtige erfaring.
For vi ved godt, at mange børn med netop denne diagnose ikke trives i de rammer. Ikke fordi de ikke vil. Men fordi rammerne overstiger deres belastningsgrænse. Alligevel fastholdes de. Og når det ikke fungerer, peges der – igen – på barnet.
Læs også: “Vi er ved at gå i stykker”: Ingen familier skal stå alene i Egedal
Det bliver ikke mindre paradoksalt, når skolen samtidig kan fortælle forældrene, hvor meget barnet “sakker bagud” – både fagligt og socialt. For ja, børn sakker bagud, når de ikke er i skole. Men hvad er forklaringen, når det samme system, der påpeger problemet, insisterer på processer, der trækker tiden ud?
Vent på PPR.
Vent på observation
Vent på visitation.
Vent på et tilbud, der måske først kommer, når barnet er endnu mere belastet.
Og for mange familier er det ikke bare ventetiden, der er problemet. Det er også, hvor svært det er overhovedet at komme igennem. At få kontakt. At blive taget alvorligt. At blive hørt, før situationen er kørt af sporet.
Det er svært ikke at få den tanke, at systemet i højere grad arbejder med sig selv end med barnet. Vi taler om tværfagligt samarbejde, men oplevelsen for mange familier er det stik modsatte: Et system, hvor fagpersoner ikke lytter til hinanden, hvor eksisterende viden tilsidesættes, og hvor barnet ender som kastebold mellem instanser. Imens vokser mistrivslen.
Læs også: Forråelsen – det vi ikke taler om
Forældrene kæmper. Ikke mod deres barn – men mod et system, der burde være deres vigtigste samarbejdspartner.
Det er på tide, vi tør stille det ubehagelige spørgsmål: Er det virkelig barnet, der har et problem med skolen – eller er det skolen, der har et problem med barnet? Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om inklusion og trivsel, så kræver det mere end flotte ord. Det kræver, at vi begynder at bruge den viden, vi allerede har. At vi respekterer faglige vurderinger – også når de kommer fra psykiatrien. Og at vi stopper med at udsætte de mest sårbare børn for unødvendige gentagelser af noget, vi allerede ved.
For lige nu er prisen for vores manglende sammenhæng alt for høj. Den betales af børn, der mister fodfæstet. Og af familier, der står alene, mens systemet insisterer på at starte forfra.
af Maja Brink-Nybye,
mor til et barn med skolevægring. Har arbejdet i børnepsykiatrien, men er nu selv blevet en del af den tunge kamp i et system, der ikke fungerer.
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på debat@egedalposten.dk
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.
