DEBATINDLÆG: Når ens barn mistrives, bruger man al sin kraft på at forstå, støtte og skabe ro omkring det – også når kræfterne for længst er brugt op. Man forsøger at samarbejde med systemet, at bygge bro og skabe forståelse.
Men alt for ofte bliver forældre til børn i mistrivsel mødt som problemet. De får skylden. De stemples som “besværlige”, “usamarbejdsvillige” eller “overinvolverede”, blot fordi de kæmper for deres barns trivsel og ret til den nødvendige hjælp og støtte.
Dette ses særligt i sager om børn, der vægrer sig mod at gå i skole. Alt for ofte placeres årsagen til det ufrivillige skolefravær hos barnet eller forældrene – som om mistrivsel handler om manglende opdragelse eller svage familier.
Læs også: “Vi er ved at gå i stykker”: Ingen familier skal stå alene i Egedal
Men skolevægring er ikke trods, dovenskab eller dårlig opdragelse. Det er en sund reaktion på et usundt miljø. Det er et råb om hjælp fra et barn, der ikke bliver mødt med den forståelse og støtte, det har brug for.
Når forældre mødes af fagfolk med formuleringer som:
“Teamet og forældrene (og især mor) er ikke altid enige om, hvordan virkeligheden er.”
“Der er lavet mange aftaler med ledelsen, men de er svære at opnå, fordi barnet er så udfordret.”
“Mor vil gerne have tingene på sin måde.”
… så afslører det en kultur, hvor forældrenes viden og perspektiv bliver mødt med mistro i stedet for anerkendelse.
Det er et tegn på, at forråelsen lever i bedste velgående. Og midt i det hele står barnet. Når et barn omtales som “så udfordret, at aftaler ikke kan gennemføres”, flyttes ansvaret væk fra de voksne og over på barnet selv. I stedet for at spørge, hvad barnet har brug for, spørges der alt for ofte, hvad barnet gør forkert.
Læs også: Alt for mange kommer ikke i skole: “Vi vil hjælpe – men døren til kommunen er lukket”
Det er et svigt i sig selv – et brud på det pædagogiske og fagprofessionelle ansvar og et udtryk for et børnesyn, hvor barnet gøres til problemet, frem for at de voksne tager ansvar for at skabe rammer, barnet kan trives i. Når vi mister blikket for barnets perspektiv, bliver forråelsen ikke kun et systemisk fænomen – den bliver en del af kulturen i praksis.
Og netop dér – i tomrummet mellem system og ansvar – står forældrene.
Alene.
Med følelsen af at råbe ind i et system, der burde støtte, men i stedet vender blikket væk.
“Forråelsen viser sig sjældent som ondskab. Den viser sig som træthed, afmagt og tab af empati – hos fagfolk, der selv er pressede i et system med for lidt tid og for mange krav”.
Cirkeline Kajhøj
Det er et følsomt emne. Mange ved, at det foregår, men få tør tale højt om det – måske fordi der ofte følger en tung skam med, når man som forælder bliver mistænkeliggjort af systemet. For pludselig handler det ikke længere om barnets trivsel, men om forældrenes forældreevne og hjemlige forhold.
Jurist og forfatter Susan Heeley beskriver det præcist:
“Når man har et barn med udfordringer, prøver man først at klare det så godt, man kan. Ingen ønsker kommunen indblandet i sit liv. Så når man rækker ud efter hjælp, er det, fordi man har alvorlige udfordringer. Men vi møder bare mistillid, og det sætter sig i kroppen. Det får én til at tvivle på sine forældreevner. Når man forgæves beder om hjælp og mistænkeliggøres, sætter det sig dybt i én.”
Hendes ord rammer lige ned i virkeligheden for mange familier: Når omsorg bliver en kamp, og ansvaret forsvinder, efterlades forældrene alene – kæmpende mod et system, der burde have været deres medspiller.
Læs også: Ingen børn må tabes – vi skal give forældre ret til hurtig hjælp fra PPR
Forråelsen handler ikke kun om fagpersoner, der mister empatien, men om et system, der gradvist har nedbrudt de menneskelige relationer mellem forældre og professionelle. Et system, hvor der mangler tid, tillid og ledelsesmæssig opbakning til at arbejde relationelt og lyttende.
Når systemet bliver presset, mister vi det allervigtigste: evnen til at møde mennesker med respekt, nysgerrighed og anerkendelse.
“Jeg har mødt utallige forældre, der beskriver oplevelsen af at blive set som modstandere frem for samarbejdspartnere. Det skaber systemstress, skyld og udmattelse – og det forværrer kun mistrivslen hos både børn og voksne”.
Cirkeline Kajhøj
Forråelsen er ikke altid højtråbende. Den kan være stille og administrativ. Den bor i journalnotater, hvor mennesker bliver til sager. Den viser sig, når bekymringer oversættes til mistanke – og når forældres håb bliver til en sag om samarbejdsevne.
Men vi bliver nødt til at tale om det – for det handler om børn, der går i stykker, og mister troen på sig selv, på de voksne og på det system, der burde hjælpe dem. Når forældre mødes med mistillid frem for tillid, og når hjælpen trækkes i langdrag, er det ikke bare et administrativt svigt – det er et menneskeligt svigt.
Systemstress og forråelse
Forråelsen viser sig sjældent som ondskab. Den viser sig som træthed, afmagt og tab af empati – hos fagfolk, der selv er pressede i et system med for lidt tid og for mange krav.
Men konsekvensen er den samme: børn og familier, der mister tilliden. Forældre, der får skyld i stedet for støtte. Og et system, hvor omsorg gradvist forvandler sig til kontrol.
Læs også: Det usynlige skolefravær – når tallene skjuler mistrivsel
Jeg har mødt utallige forældre, der beskriver oplevelsen af at blive set som modstandere frem for samarbejdspartnere. Det skaber systemstress, skyld og udmattelse – og det forværrer kun mistrivslen hos både børn og voksne.
Når vi glemmer mennesket
Forråelse i systemet handler ikke kun om faglighed, men om menneskelighed. Når forældre mødes med skepsis i stedet for samarbejde, når børn ses som sager i stedet for individer, og når empati erstattes af proces og dokumentation – så mister vi retningen.
Vi har brug for et opgør med forråelsen. Et opgør, der begynder med at lytte – til børnene, til forældrene og til de fagfolk, der hver dag står midt i det. Et opgør, hvor vi insisterer på, at omsorg, faglighed og samarbejde skal hænge sammen.
For det handler ikke om “besværlige” forældre. Det handler om børn, der mistrives og svigtes – og om familier, der bærer byrder, de ikke kan løfte alene.
Hvis vi skal bryde forråelsen, kræver det, at vi genopbygger tilliden – mellem forældre og fagfolk, mellem system og menneske. Forældre er ikke modspillere, men medspillere. De er eksperter i deres eget barn, og deres stemme skal vægtes – ikke overvåges.
Kun gennem tillid og samarbejde kan vi genfinde den menneskelighed, vores velfærdssystem er bygget på.
Af Cirkeline Kajhøj,
kandidat til KV25 for Radikale Venstre og formand for Egedal Handicapråd
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.
