“Vi er ved at gå i stykker”: Ingen familier skal stå alene i Egedal

Hvad savner du svar på? Stil selv et spørgsmål her. ▮ Nyt læserspørgsmål til alle partier: Vi er en helt almindelig familie med to skolebørn. Vores ældste barn er i stor mistrivsel og har ikke været i skole i snart halvandet år. Hun KAN ikke møde ind i de rammer, som skolen tilbyder. Hun er udredt for autisme og har brug for støtte, men vi føler, at vi konstant bliver sendt rundt i systemet og glemt af skiftende sagsbehandlere. Vi er frustrerede, magtesløse og på randen af et familiesammenbrud. Vores oplevelse er, at hverken skoleleder eller kommunen tager ansvar – faktisk sidder vi med følelsen af, at de mener, at det er os forældre, der er problemet. Kan vi gøre os noget håb om, at partierne vil arbejde for, at familier som vores generelt ikke skal kæmpe alene i Egedal, men i stedet møder et system, der hjælper og handler – og hvordan? Louise, Ølstykke Artiklen herunder er baseret på et uddrag af svarene fra de partier og lister, der har meldt tilbage på Louises spørgsmål. Du kan læse de komplette svar under artiklen, så du får alle nuancer med. Tak til både Louise og alle kandidater for at bidrage til at gøre os alle lidt klogere.

Louise fra Ølstykke er mor til to børn. Hendes ældste datter er udredt med autisme og har ikke været i skole i halvandet år. Ikke fordi familien har ønsket det sådan, men fordi mistrivslen har taget over.

Hun kan ikke være i de rammer, som skolen tilbyder. Familien fortæller, at de har bedt om hjælp hos både skoleleder og Egedal Kommune, men oplever i stedet at blive mødt med tavshed, skiftende sagsbehandlere og et system, hvor ingen holder fast i ansvaret.

I sit spørgsmål til EgedalPosten beskriver Louise en voksende afmagt og frustration. Hun føler, at hverken skole eller kommune tager ansvar, og at hun og hendes mand bliver set som problemet, snarere end en del af løsningen.

Det billede genkender borgerrådgiveren i Egedal Kommune, som i sin årsberetning for 2024 rettede kritik af den måde, kommunen håndterer netop de sager, hvor børn og forældre har mest brug for støtte.

“Sager om lang sagsbehandlingstid udgør sammen med sager, hvor sagsbehandlingsfristerne overskrides, en stor andel af årets henvendelser”, skrev borgerrådgiveren dengang og tilføjede:

“Der kan med fordel her rettes særligt fokus på sociale og borgernære sager, hvor overskridelse af sagsbehandlingstider kan vække stor frustration og i nogle tilfælde gøre en allerede svær krise dybere for borgeren”.

EgedalPosten har bedt kandidaterne til kommunalvalget forholde sig til Louises henvendelse. Svarene er forskellige, men ét løsningsforslag går igen: Familien skal have én fast kontaktperson, der holder fast i sagen fra start til slut.

En kontaktperson gennem hele forløbet

Når et barn mistrives, er det helt afgørende, at hjælpen ikke drukner i skiftende medarbejdere og fragmenterede indsatser. Flere kandidater mener, at en fast kontaktperson, som følger familien gennem hele forløbet, er nøglen til både tillid og fremdrift.

Hos Danmarksdemokraterne ser Christian Skovbo Hvistendahl-Hansen det som en af de største udfordringer i systemet, at ansvaret for overblik og fremdrift ikke holdes fast ét sted:

“I dag bliver mange familier kastet rundt mellem forvaltninger og medarbejdere. Det skaber utryghed og forsinker hjælpen. Der skal være én ansvarlig fagperson, som følger familien hele vejen og sikrer fremdrift, ikke bare skriver journalnotater”, siger han.

Den samme tilgang fremhæver Birgitte Neergaard-Kofod og Christine Søjbjerg fra Det Konservative Folkeparti, der mener, at kontinuitet som én fast kontaktperson i sagsbehandlingen både skaber tryghed og bedre samarbejde:

“Familier i længerevarende forløb skal have én fast sagsbehandler, som følger dem hele vejen. Det skaber tryghed, sammenhæng og et bedre samarbejde, fordi familien ikke hele tiden skal starte forfra med nye mennesker. Den faste kontaktperson skal kende barnets situation og kunne samle trådene mellem skole, PPR og forvaltning”, forklarer de.

Også Et Samlet Egedal ser behovet for én gennemgående fagperson – og understreger samtidig, at økonomiske hensyn ikke må overtrumfe faglige vurderinger:

“Et Samlet Egedal vil arbejde for, at familier får én fast kontaktperson, som følger sagen hele vejen og for, at kommunen respekterer faglige vurderinger. De må ikke tilsidesættes af økonomiske hensyn. Er kommunen i tvivl, må den indhente en anden faglig vurdering”, understreger Johan Hahn.

Hos SF er det ikke blot selve tilstedeværelsen af en kontaktperson, men også den koordinerende funktion, der er vigtig. Jens Skov mener, at det netop er her, hjælpen ofte svigter i dag:

“Familier må ikke kæmpe alene. Én forløbskoordinator samler skole, PPR og familieafdeling og sikrer hurtige beslutninger. Og når et barn ikke kan rummes forsvarligt, skal der hurtigt tilbydes specialtilbud. Økonomien følger barnet”, siger han.

Også Liberal Alliance og Moderaterne efterlyser mere klare linjer og stabilitet i sagsforløbene. Martin Hjort Vetling lægger vægt på, at forældrene bliver inddraget aktivt – og ikke oplever, at de bliver gjort til “problemet”:

“Helt konkret vil jeg arbejde for hurtigere og mere sammenhængende hjælp til børn i mistrivsel. Færre sagsbehandlerskift og klarere ansvar i kommunen. Og at forældre som jer bliver inddraget som en ressource, ikke en udfordring. I skal ikke kæmpe alene. Kommunen skal tage ansvaret på sig”, fastslår han.

Fra Moderaterne peger Nikolaj Wesley Simonsen på behovet for fleksibilitet og helhed i indsatsen:

“Vi skal sikre, at der er én gennemgående kontaktperson, som følger familien hele vejen, ikke et nyt ansigt hver gang sagen flyttes. Vi skal have hurtigere og mere fleksible løsninger, hvor barnet mødes med udgangspunkt i sine behov, ikke i systemets rammer. Og vi skal styrke samarbejdet mellem skole, PPR og forvaltning, så hjælpen bliver koordineret og handler hurtigt”, siger han.

Tidlig indsats og samarbejde

Flere politikere understreger, at problemer med mistrivsel skal gribes langt tidligere an – og at forældrene ikke må stå alene, men inddrages som en aktiv del af løsningen.

Fra Det Konservative Folkeparti peger Christine Søjbjerg og Birgitte Neergaard-Kofod på, at det ofte er netop manglen på tidlig og koordineret støtte, der får problemer til at vokse:

“En tidlig og mere målrettet indsats er helt afgørende, fordi problemer med trivsel sjældent løser sig selv. Jo hurtigere barnet og familien får den rette støtte, jo større er chancen for, at barnet kan fastholde en positiv udvikling og blive i fællesskabet omkring skole og fritid. En tidlig indsats forebygger, at udfordringer vokser sig store og kræver langt mere indgribende løsninger senere”, vurderer de.

Også Ulrik John Nielsen fra Lokallisten Ny Egedal efterlyser hurtigere handling og et opgør med den oplevede berøringsangst i systemet:

“Vi har i den seneste tid desværre igen hørt om en hel del familier, der ikke føler, at kommunen hjælper dem i svære situationer, og at de taler for døve ører. Det er en holdningsændring, der skal til, og det ønsker vi arbejde videre med i det kommende byråd. Vi ønsker også, at der langt tidligere i disse forløb bliver handlet, da en tidlig indsats på den lange bane er bedst for alle parter”, påpeger han.

Og det er afgørende, at det kommunale system lytter og reagerer, mener Christine Søjbjerg og Birgitte Neergaard-Kofod fra Det Konservative Folkeparti:

“Vi skal tage ansvar for de børn, der ikke trives. Skolen, forvaltningen og familierne skal samarbejde langt tættere, så vi finder løsninger tidligere og undgår, at problemer vokser sig store. Vi ønsker, at Egedal skal være en kommune, hvor familier oplever et system, der lytter, handler og tager dem alvorligt”, understreger de.

Martin Hjort Vetling fra Liberal Alliance mener, at systemet i dag ofte spænder ben for handling:

“Når et barn mistrives, og familien skal kæmpe sig gennem lag på lag af sagsbehandlere og ventetid, så har systemet svigtet sit formål. Kommunen skal tage langt større ansvar for, at børn med særlige behov får hurtig og reel hjælp. Forældre skal mødes som samarbejdspartnere, ikke som modstandere”, opfordrer han.

Børn må ikke tabes i et spareprojekt

Egedal Kommunes nedskrevne inklusionsstrategi indeholder faktisk mange af de samme idealer, som politikerne nævner: tidlig indsats, helhedssyn, forældresamarbejde og tværfaglighed.

Men flere af kandidaterne påpeger, at der kan være et stort gab mellem strategi og virkelighed. Christian Skovbo Hvistendahl-Hansen fra Danmarksdemokraterne siger:

“Vi skal have respekt for, at ikke alle børn trives i almene tilbud. Det er ikke nederlag, det er forskellighed. Derfor skal kommunen sikre flere gode specialtilbud, i stedet for at lukke dem ned eller spare dem væk. Inklusion skal være noget, der virker, ikke noget, man presser igennem for at spare penge”, siger han og fortæstter:

“Vi skal turde sige det, som det er: Hvis et barn ikke kan være i de rammer, der er, så er det rammerne, vi skal lave om på. Ikke barnet. Og det skal ikke være op til forældrene at kæmpe det igennem alene”.

Nikolaj Wesley Simonsen fra Moderaterne er enig:

“Det er afgørende, at inklusion ikke bliver et spareprojekt. Nogle børn trives ikke i den almindelige folkeskole, og de skal have adgang til specialtilbud uden unødig kamp. Ingen familie skal stå alene med et barn i mistrivsel”, siger han.

Radikale Venstres Cirkeline Kajhøj, der også er formand for Egedal Handicapråd, går endnu længere:

“Det er ikke inklusion, når børn placeres i fællesskaber, hvor de ikke trives. Det er eksklusion i forklædning. Alt for mange børn ender i mistrivsel, ufrivilligt skolefravær og lange perioder uden undervisning – ofte isoleret i hjemmet. Børn mister troen på sig selv og på de voksne omkring dem, og alt for mange familier bryder sammen under presset”, siger hun og uddyber:

“Når et barn vægrer sig mod at gå i skole, burde systemet og de fagprofessionelle stå klar med anerkendelse, støtte og handling. I stedet oplever alt for mange familier i Egedal at blive sendt rundt i et administrativt vakuum, hvor ansvaret forsvinder mellem forvaltninger og skolesystem – og hvor de, der burde handle, i stedet vender blikket væk. Det er dér, forråelsen opstår. Det er fuldstændigt uacceptabelt – og et massivt svigt af både barnet og familien. For børn går i stykker, og man gør dem ondt, når vi voksne ikke lytter, anerkender og handler på deres mistrivsel”.

Cirkeline Kajhøj efterlyser politisk handling og langt hurtigere behandling af sagerne:

“Vi har brug for en ny retning, hvor vi anerkender fortidens fejl og tør investere i rettidig og reel støtte. Hvor visitering til det rette skoletilbud sker hurtigt og fleksibelt – og ikke kun to gange om året – uden at børn først skal afprøves i folkeskolen eller midlertidige mellemformer, hvor de risikerer at gå i stykker. Vi skal investere i specialskoler og specialtilbud, også på dagtilbudsområdet”, siger hun og tilføjer:

“I Egedal Kommune har vi fx ingen egne specialskoletilbud, og derfor sendes børn med handicap og særlige behov ud af kommunen for at få den støtte, de har krav på. Det er ikke værdigt – hverken for børnene, familierne eller kommunen”.

Fokus på tillid

Et velfungerende samarbejde mellem kommunen og de berørte familier kræver mere end strukturer og retningslinjer. Det kræver tillid – og viljen til at se forældrene som medspillere. Flere kandidater efterlyser et opgør med mistro, silotænkning og administrativ afstand.

Johan Hahn fra Et Samlet Egedal lægger vægt på relationen mellem familier og kommune og ser behov for en helt anden tilgang til støtte:

“Vi vil insistere på, at ingen børn og forældre i Egedal skal stå alene med et barn i mistrivsel. Når et barn mister fodfæstet i skolen, skal kommunen stå klar med støtte – ikke kontrol. Med samarbejde, tillid og anerkendelse, ikke mistanke”, siger han.

Også Ulrik John Nielsen fra Lokallisten Ny Egedal ønsker et grundlæggende opgør med de mønstre, som han mener svækker systemets evne til at hjælpe – og som skaber usikkerhed for både familier og medarbejdere:

“Vi ønsker at dykke ned i, hvorfor vi som kommune har så svært ved at rekruttere medarbejdere på disse områder, og hvorfor der er så mange sagsbehandlere, der kun er i kommunen i relativt kort tid. Det vil vi have endnu mere fokus på den kommende tid i samarbejde og dialog med de berørte familier, for kun på den måde bliver vi politisk klogere og kan udfordre systemet og kassetænkning”, forklarer han.

Fra Venstre fremhæver Karsten Søndergaard, at det kræver tydelighed og gensidig respekt at skabe løsninger, der faktisk hjælper børn og familier videre:

“Når skolegangen af den ene eller anden årsag ikke går som forventet, må der være en ordentlig og respektfuld dialog mellem forældre og kommune. Derudover skal der samarbejdes om muligheden for løsninger på udfordringen. Der skal ske en klar forventningsafstemning, så alle er klar over, hvem der gør hvad, hvorfor og ikke mindst hvornår. Tiden er afgørende for at hjælpe familien videre”, understreger han.