Tryk på "Enter" for at springe over

Man kan altid blive klogere

DEBATINDLÆG: Man kan altid blive klogere. Også på kommunal økonomi – selv om det indimellem kræver både koncentration og en vis tolerance over for meget komplicerede regler.

Tirsdag den 1. september havde Liberal Alliance Egedal inviteret CEPOS’ kommunaløkonom Karsten Bo Larsen til Egedal Rådhus for at fortælle om kommunernes økonomi, effektivitet og det mulige besparelsespotentiale. Der var god interesse blandt borgerne. 

Og vi blev faktisk klogere.

Karsten Bo Larsen tog os med ned i maskinrummet bag den kommunale økonomi. Servicerammer, anlægsrammer, udligning, særtilskud og sanktioner er nogle af de mekanismer, staten bruger til at styre kommunernes økonomi.

Det lyder tørt. Og det er det også lidt. Men konsekvenserne er ganske konkrete.

En kommune som Egedal, kan f.eks. have masser af penge i kassen og samtidig være forhindret i at bruge dem, fordi den risikerer sanktioner, hvis servicerammen overskrides. Det er en af forklaringerne på, at mange kommuner har opbygget ganske store likvide beholdninger.

Læs også: Egedal skal spare millioner: Forslag for 33,3 millioner ligger klar





Samtidig kan reglerne give nogle besynderlige incitamenter. Kommunerne skal tænke i årlige rammer, mens gode investeringer og effektiviseringer ofte kræver et længere perspektiv. Det kan fremme kortsigtede dispositioner frem for langsigtet sund fornuft.

Hvem bestemmer egentlig?

Det måske mest tankevækkende var, hvor meget af det kommunale selvstyre der reelt er flyttet til Christiansborg.

Udligningssystem, servicerammer, anlægslofter og et væld af puljer og særordninger er efterhånden så komplicerede, at selv mennesker, der arbejder professionelt med kommunal økonomi, kan have svært ved at gennemskue helheden.

Og når regningen skal betales, er det de lokale politikere, der skal forklare borgerne, hvorfor der skal spares eller omprioriteres.

Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

Det er ikke nødvendigvis sundt for det lokale demokrati. Netop derfor er effektivisering også vigtigere, end man umiddelbart skulle tro.

For når den samlede økonomiske ramme i høj grad bestemmes andre steder, får vi først for alvor større lokalpolitisk handlefrihed, når vi bliver bedre til at bruge de penge, vi allerede har.

Læs også: Egedal-borgmester slår fast: Besparelser og hårde prioriteringer på vej

Kan administrationen gøres enklere? Kan indkøb foretages smartere? Kan teknologi fjerne arbejdsgange? Og hvor gemmer det unødvendige bureaukrati sig?

Her var Karsten Bo Larsens pointe også interessant: Datagrundlaget på mange kommunale områder er langt dårligere, end man kunne ønske sig. Det er eksempelvis lettere at finde en lejrskole eller pool i Ganløse i et regneark end at måle værdien af en kompliceret administrativ arbejdsgang. Derfor ender de meget synlige og let målbare poster også ofte i sparekatalogerne – præcis som i Egedal. Så kan politikerne slås om det.

Det betyder bare ikke nødvendigvis, at det er dér, de bedste besparelser findes på lang sigt.

Et par gode råd med hjem

Vi fik også udfordret nogle forestillinger. Blandt andet frygten for kommunale skattenedsættelser. Der findes muligheder for efterfølgende at korrigere skatten igen, som sjældent fylder ret meget i den politiske debat.

Og så fik vi nogle ganske konkrete staldtips til de kommende budgetforhandlinger, til kommunens indkøbspolitik – og til, hvordan man kan lede efter bureaukrati, der måske ikke behøver at være der.

Dem afslører vi naturligvis ikke alle her. Så skulle man have været med.

CEPOS offentliggør heldigvis løbende analyser om kommunerne, som alle frit kan læse og udfordre. Man behøver bestemt ikke være enig i alle konklusionerne. Men det er sundt en gang imellem at få nogen udefra til at kigge kritisk på den måde, vi gør tingene på.

Man kan altid blive klogere – også på, hvordan vi får mere ud af borgernes penge.

Af Edith Thingstrup og Lars Winther,
byrådsmedlemmer for Liberal Alliance, Egedal

Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning

Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.

Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.

Hvad synes du?

Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på debat@egedalposten.dk

Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.

Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.

Få de bedste lokale historier i indbakken ❤️

Ved at tilmelde dig EgedalPostens nyhedsbrev accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.