Egedal Arkiver og Museum arrangerer i samarbejde med Byplanafdelingen to guidede sensommerture. Du kan høre om nye bydele og områdernes historiske spor fra stenalderen og bronzealderen.
Egedal Kommune og Egedal Arkiver og Museum står bag to guidede vandringer i sensommeren 2026. Turene kombinerer viden om moderne byudvikling med lokalhistoriske nedslag.
Byplanarkitekt Anne Wegner og arkiv- og museumsleder Rolf Kjær-Hansen er guider på begge arrangementer.
Fra stenalder til Landskabsbyen
Første tur finder sted torsdag den 17. september fra klokken 16.00 til 17.30. Ruten er på cirka 1,5 kilometer og starter ved hovedindgangen til Egedal Rådhus. Fokus er på udviklingen af Egedal By, hvor Landskabsbyen opføres med cirka 500 nye lejeboliger, rækkehuse og seniorboliger.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Turen dækker også områdets fortid, blandt andet historien om mosefundet Egedal-manden fra bondestenalderen for 5.000 år siden. Desuden kan du høre om forfatterparret Ester Nagel og Halfdan Rasmussen, som har boet i området.
Erhvervsbyggeri og oldtidsminder
Torsdag den 24. september fra klokken 16.00 til 17.30 gælder det området ved Kildedal Station. Turen er cirka 2 kilometer lang med mødested på stationens parkeringsplads. Guiderne fortæller om opførelsen af hovedsæder for Oticon og DLF samt historien om Alpegården og Cheminovas opstart i området.
Ruten går også forbi Kong Svends Høj fra bronzealderen. Deltagerne får udsigt ud over Værebro Ådal fra punktet Panoptikon, hvor der er gjort fund fra hele forhistorien. Arrangørerne anbefaler solidt fodtøj til begge arrangementer.
Det er gratis at deltage i begge arrangementer – billetter kan bestilles på Place2book:
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





