Kan Egedal bære en multihal uden at svigte vores eksisterende idrætsanlæg?

Jeg har i årtier været frivillig i en sportsklub, og jeg har mærket på egen krop, hvad det betyder, når servicen på vores idrætsanlæg gradvist forringes. Når rengøringen slæber efter, brusere står ude af drift i ugevis, eller når små reparationer bliver udskudt, så er det ikke bare materielle detaljer – det er børns og unges hverdag.

Det er frivilliges motivation. Det er fællesskaber, der mister kraft.

Nu står vi i Egedal Kommune over for et prestigeprojekt: En ny multihal i Ølstykke. Jeg forstår godt fascinationen. En stor, moderne hal kan blive et mødested, et flagskib, et udstillingsvindue for kommunen. Men vi må også være ærlige: En gøgeunge kan hurtigt tømme reden.

Den skjulte regning

Der er en tendens til at tale som om anlægsudgifter og serviceudgifter er to helt adskilte størrelser. Og på papiret er de. Men i virkeligheden er de forbundet. For hver ny kvadratmeter beton eller parketgulv vi bygger, følger der en række serviceforpligtelser, som kun kan dækkes inden for servicerammen.

Driftsudgifterne kommer nemlig, uanset om vi har sat dem på papiret eller ej:

• Forsyning og energi: varme, el, vand og renovation
• Rengøring og hygiejne: daglig vedligeholdelse, vinduespolering, hovedrengøringer
• Bygnings- og teknikvedligehold: service på ventilationsanlæg, gulvpleje, reparationer, brandsystemer
• Udendørs arealer: snerydning, græsslåning, parkering og stier
• Sikkerhed og beredskab: alarm, adgangskontrol, brandøvelser
• Personale og service: halinspektør, teknisk drift, gæstebetjening
• Forsikring, afgifter og administration
• Inventar & udstyr, der slides og skal udskiftes
• Lokaletilskud til foreninger jf. folkeoplysningsloven

Alt dette er ikke til pynt. Det er need-to-have. Og det kan ikke tages af anlægsbudgettet – det skal dækkes af servicerammen, der i forvejen er presset.

Prestige forpligter

Og lad os være ærlige – en multihal, der præsenteres som kommunens nye stolthed, kan ikke stå med dårlig rengøring, slidte gulve eller utrygge forhold. Ingen kan forestille sig, at et flagskib skal fungere med elpærer, der ikke bliver skiftet, eller tribuner, der ikke bliver gjort rent. Service og prestige hænger uløseligt sammen.

Spørgsmålet er derfor: Hvis vi ikke samtidig tilfører servicerammen ekstra midler, hvor skal pengene så findes? Svaret er: I de eksisterende haller, klubhuse, kulturtilbud og fællesskaber. Det er der, livremmen skal strammes, hvis gøgeungen skal fodres.

Mit budskab

Som udgangspunkt er jeg qua den politiske håndtering af sagen, begået af koalitionen S, V, M og Lokallisten Ny Egedal, modstander af en multihal. Jeg har i tidligere kronikker gjort rede for det. De kan læses her:

Læs også: Hvem vælger vi som samarbejdspartner – og hvorfor? (5 samlede kronikker)

Læs også: 110 millioner kroner til eliten – og hvad får bredden?

Læs også: Når børn ikke kan cykle trygt i Egedal, er der noget galt med vores prioriteringer

Et delvist ja kunne være betinget af, at vi samtidig tør sige ja til hele regningen. Derfor må et delvis betinget ja bestå i at servicerammen øges i takt med den politisk bestemte gøgeunge, som SVM og LNE har sat i reden, er til. Rikke Mortensen har i en tidligere kronik redegjort for mulige udgiftsstørrelser:

Læs også: Gøgeungen i Egedal – balancen mellem vision, virkelighed og velfærd

Skal multihallen blive et løft for hele kommunen, så kræver det, at servicerammen løftes tilsvarende i overslagsårene hvor multihallen er til. At vi værner om de små og lokale anlæg samtidig. At det nye suppleres af ansvar for det bestående.

For prestige uden bæredygtig service for bredden er ikke prestige – det er en glidebane.

Og det kan Egedal ikke være bekendt.