Gøgeungen i Egedal – balancen mellem vision, virkelighed og velfærd

Der er ord og billeder, der sætter sig fast. “Gøgeungen” er et af dem. Gøgen er kendt og berygtet for at lægge sine æg i andre fugles reder – og når gøgeungen udklækkes, skubber den de andre æg og unger ud for at vokse op alene og få al føden for sig selv.

Det billede trækker dystre tråde til vores aktuelle debat om Egedal Kommunes prestigeprojekt: Multihallen i Ølstykke.

Når fællesskab føles som særinteresse

Jeg har den største respekt for det, idrætten kan. Stærke fællesskaber, engagement og glæde – alle de ting, der får børn og unge til at vokse og trives. Men når beslutningen om en multihal i Ølstykke træffes primært for HØJ Elite Håndbold, klinger fortællingen om “for alle” mindre sand. Især når regningen for det fælles fremtidige vedligehold ikke er dækket – hverken socialt eller økonomisk.

I Radikale Venstre ser vi gerne nye visioner for fællesskabet. Men vision må balanceres med virkelighed. Og virkeligheden er desværre, at gøgeungen – multihallen – vokser sig stor og sulten i den kommunale økonomi.

Driftsudgifterne, ingen vil tale om

Det er blevet pointeret mange gange i debatten: Anlægsudgifter kan kun bruges på anlæg – ikke på service. Men lad os ikke glemme, at ethvert nyt anlæg uvægerligt kaster en lang driftsmæssig skygge efter sig. For hver ny kvadratmeter – om det er beton, glas eller kunstgræs – følger der årtiers regninger til opvarmning, rengøring, inspektion, vedligehold, personale, security, forsikring, affaldshåndtering og meget andet. Og det er bare et udpluk, for listen er meget længere.

Forskning og erfaringer fra både danske og internationale kommuner viser, at serviceudgifter til drift og vedligehold ofte udgør mellem 2-10 % af anlægssummen – årligt. For en multihal til 110 millioner kroner taler vi altså om mange millioner om året, der nu skal findes i det eksisterende driftsbudget. Med andre ord: Gøgeungen er landet i reden og har brug for at blive fodret – men ingen har skaffet flere orm.

Hvem skal betale prisen?

Når politiske beslutningstagere – ofte med bedste intention – åbner for millionbyggerier uden at afsætte tilsvarende ekstra midler på servicerammen, sender de i praksis regningen direkte videre til resten af Egedals kultur- og fritidsliv. Hvis vi ikke tilfører nye driftskroner, risikerer vi, at breddeidrætten, dagtilbuddene, musikskolen og de små lokale fællesskaber må spænde livremmen ind. For hver krone, multihallen kræver til el, varme og rengøring, er der en krone mindre til kultur, børneaktiviteter eller lokale idrætsforeninger.

Min bekymring handler ikke om “os mod dem”. Den handler om, at vi som kommune har ansvaret for at skabe trivsel og muligheder hele vejen rundt. Hvis vi skaber en hal, der suger større og større ressourcer, risikerer vi at svække det lokale engagement – det engagement, der ellers er Egedals egentlige styrke.

Vælg ikke visionen uden totaløkonomien

Derfor har jeg i byrådet gang på gang opfordret til, at vi arbejder med totaløkonomiske beregninger for alle store anlægsprojekter. Før vi bygger, skal vi kende den sande regning – og vi skal have vilje til at lukke servicebudgettet op, så ikke én del sluger det hele. Vi skal ikke kun styre efter politiske overskrifter, men efter virkelighedens økonomi og hverdagslivets behov.

En radikal tilgang handler netop om balance – mellem vision og bæredygtighed, mellem begejstring for udvikling og ansvar for drift. Hvis ikke vi formår at tænke servicerammen ind allerede fra start, ender vi med at skulle vælge: Skal vi pudse vinduer eller spille musik? Skal vi vedligeholde hallen eller have klassens time på biblioteket?

Lad os tale åbent – også om svære valg

Det er ikke let at sige nej til drømmeprojekter – slet ikke når presset fra foreninger og elite er stort. Men det er ærligt talt dårlig ledelse at sige ja til anlæg uden at tage stilling til livet bagefter. Vi skylder vores børn, forældre og alle ildsjæle at sige tingene åbent: Hver gøgeunge tager plads, og hvis vi ikke passer på, forsvinder mangfoldigheden.

Så mit spørgsmål til byråd, forvaltning og medborgere er: Hvordan sikrer vi, at vision ikke bliver forvandlet til en regning, der hvert år gør vores fællesskab fattigere? Vil vi være kendt for en enestående hal for de få – eller for stærke, levende fællesskaber for de mange?

Min appel

Lad os insistere på åbenhed, ærlighed og helhedstænkning – også når det er dyrt og besværligt. Byg ikke uden regnearket; beslut ikke uden hjertet – og lad aldrig gøgeungen blive så stor, at de andre unger mister fremtidshåbet.

Egedal skal være kendt for balance, muligheder og mangfoldighed – ikke for store prestigeprojekter uden social bundplade.

Det er en god pointe, og jeg tror, vi kan lære af hinanden. Hvordan kan vi sammen finde en løsning, hvor vi både får gode rammer for eliten og passer på det, der får fællesskabet til at blomstre? Lad os tage den dialog – for børnenes, foreningernes og Egedals fremtids skyld.

Det vigtigste ’prestige’-projekt i Egedal er for Radikale Venstre at sikre ordentlige rammer omkring den borgernære velfærd og de kommunale kerneopgaver.

Af Rikke Mortensen
Radikale Venstre i Egedal