Tryk på "Enter" for at springe over

De tre Amigos og Egedals budget – bliver der plads til andre stemmer?

DEBATINDLÆG:

I Egedal har vi i den seneste tid set en usædvanlig konstruktion. Med Socialdemokratiet, Moderaterne og Lokallisten Ny Egedal placeret som henholdsvis 1., 2. og 3. borgmesterparti, har vi reelt oplevet, at “De tre Amigos” sidder tungt på magten i kommunen.

Med Venstre som stabiliserende støtteparti kan de gennemføre beslutninger uden nævneværdigt behov for dialog med resten af byrådet.

På overfladen kan en sådan alliance fremstå tryg. Den lover stabilitet, handlekraft og ro omkring budgetforhandlingerne.

Læs svar fra Charlotte Haagendrup (M): Vi har rakt hånden ud – svaret har konsekvent været en lukket dør

Men under overfladen melder der sig et centralt spørgsmål: Hvad betyder den magtkoncentration for den demokratiske samtale og for de brede budgetforlig, som traditionelt har været styrken i Egedal?

Budget 2025 – et lukket rum

I 2025-processen så vi, hvordan budgettet i høj grad blev lagt til rette af de tre borgmesterpartier – med Venstres opbakning.

Læs også: Hvorfor frygter vi lyser?

Resultatet var et snævert forlig, hvor flere partier blev efterladt på sidelinjen. Det er en budgetstil, der i praksis reducerer byrådets øvrige medlemmer til statister, snarere end aktive medspillere.

Det kan måske virke effektivt her og nu, men det underminerer dialogen, mindsker borgernes oplevelse af indflydelse og risikerer at skabe en følelse af afmagt hos både borgere og de politiske repræsentanter, som ikke får en stemme ved bordet.

Budget 2026 – bliver scenen bredere eller smallere?

Når vi nu står foran budgetforhandlingerne for 2026, er spørgsmålet: Gentager vi forestillingen fra i fjor?

Bliver det endnu en gang de tre Amigos, flankeret af deres trofaste støttehjul, der sætter sig på scenen og afgør, hvor ressourcerne finder vej – uden at andre får mulighed for at bidrage med perspektiver?

Egedal står over for store udfordringer. Velfærd under pres, klima- og miljøhensyn, boligmangel og behovet for at udvikle lokalsamfund, hvor trivsel, bæredygtighed og livskvalitet balanceres.

Netop derfor har vi brug for den brede samtale og den tværgående dialog. For kun når vi løfter i flok, finder vi løsninger, som holder i længden.

Politik som fællesskab – ikke forestilling

Det Radikale Venstre vil arbejde for, at budget 2026 ikke reduceres til en enstrenget forestilling, hvor roller og replikker er fastlagt på forhånd, og hvor publikum kun må kigge på.

Vi ønsker i stedet en åben scene, hvor alle byrådets partier får lov til at bringe ideer i spil – og hvor borgerne kan mærke, at deres stemme faktisk har betydning.

Vi må huske at politik er ikke teater. Politik er fællesskab.

Egedal vinder mest, når vi tør udfordre vores egne positioner og lytte til hinanden – også når det er besværligt, og også når det betyder længere forhandlinger.

Kun sådan kan vi skabe et budget, der ikke blot er effektivt, men også retfærdigt og bæredygtigt.

Lad os åbne dørene

Mit håb er, at 2026 kan blive året, hvor vi bryder mønsteret og hvor de tre Amigos tør give plads og indgå i et reelt bredt forlig.

Hvor budgettet afspejler, at Egedal er mere end blot tre partier og et støttehjul.

Vi skylder borgerne i Egedal, at vi bruger vores demokrati fuldt ud.

For når flere stemmer bliver hørt, bliver beslutningerne ikke bare mere legitime – de bliver også bedre.

Af Ric Jakobsen,
Radikale Venstre

Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning

Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.

Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.

Hvad synes du?

Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på

Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.

Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.