DEBATINDLÆG:
Kære Ric,
Du skriver, at du ønsker brede budgetforlig og mere dialog i byrådet. Det lyder godt på papir – men det rimer dårligt på den virkelighed, vi oplever.
Læs også: De tre Amigos og Egedals budget – bliver der plads til andre stemmer?
For sandheden er, at Moderaterne – som 1. viceborgmesterparti – har rakt hånden ud til dig og dit parti flere gange. Vi har inviteret til samtaler, søgt dialog og spurgt ind til jeres prioriteter. Men svaret har konsekvent været en lukket dør.
Det er derfor svært at tage alvorligt, når du nu kritiserer os for at “lukke budgetforhandlingerne” og ikke skabe fællesskab. Fællesskab kræver nemlig to parter, der vil mødes – ikke kun den ene.
Når vi samler et flertal bag et budget, er det ikke for at ekskludere nogen, men for at sikre ro og retning for Egedal. Det er det ansvar, vi har påtaget os. At du og Radikale Venstre vælger at stille jer udenfor – samtidig med at I kritiserer, at I står udenfor – siger mere om jeres egen tilgang til samarbejde, end det gør om os.
Samtidig vil jeg minde om, at du og dit parti ofte taler om mobning i byrådet. Derfor undrer det, at I selv vælger at sætte øgenavne som “de tre Amigos” eller omtale andre som “støttehjul”. Den slags skaber ikke bedre dialog – det forstærker kun den polariserede stemning, som I ellers siger, I vil væk fra. Politik handler om saglighed og løsninger, ikke labels og karikaturer.
Vi er altid klar til reel dialog. Men vi deltager ikke i skuespillet, hvor man først nægter at tale sammen – og bagefter angriber dem, der tager ansvar.
Med venlig hilsen
Charlotte Haagendrup,
Moderaterne i Egedal
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.








