Tryk på "Enter" for at springe over

Allan Bøwig tror på det brede samarbejde: “Det handler ikke om størrelsen”

Allan Bøwig blev Dansk Folkepartis spidskandidat med kort varsel op til kommunalvalget, men endte med at spille en nøglerolle i forhandlingerne om Egedals nye byråd og samarbejdsmodel. Nu håber han at et eller flere af de tre store partier i byrådet vil være med i konstitueringen.

Tidligt onsdag morgen for en uge siden gik de syv partier bag konstitueringsaftalen i samlet flok ned ad den store trappe på Egedal Rådhus. Med kommunens kommende borgmester, Birgitte Neergaard-Kofod (C), i front præsenterede de deres nye model for samarbejde i byrådet.

En ny politisk virkelighed i Egedal var født. Bagefter stod Allan Bøwig fra Dansk Folkeparti og kiggede lidt tomt ud i luften:

“Jeg var så træt, at jeg kunne være faldet i søvn stående. Det har fandeme været en hård valgkamp, og når man som i vores parti ikke er så mange på holdet, så skal man løbe nogle ekstra mil”, siger han ærligt.

Men det hårde arbejde bar frugt: Dansk Folkeparti fik 1.368 stemmer og sikrede sig en plads i Egedals kommende byråd. Og efter en lang nat med forhandlinger og tålmodighed blev Allan Bøwig også en del af den konstituering, der – hvis den ellers holder frem til konstitueringsmødet den 4. december – gør Birgitte Neergaard-Kofod (C) til Egedals næste borgmester.

Med på et afbud

Selv om aftalen først blev underskrevet på valgnatten, var samarbejdet mellem de syv partier ikke noget, der spontant opstod på valgaftenen:

“Alle os små partier havde selvfølgelig snakket sammen i løbet af valgkampen. Vi vidste godt, hvor vi stod. Så da stemmerne var talt op, og tallene faktisk pegede den vej, vi havde talt om, så var det logisk for mig at holde fast i samarbejdet”, fortæller Allan Bøwig.

Læs også: Birgitte Neergaard-Kofod: Vi skal styrke dialogen – både i byrådet og med borgerne

I lang tid lå det ellers ikke i kortene, at det var ham, der skulle forhandle efter valget. 48-årige Allan Bøwig fra Ølstykke har aldrig før siddet i byrådet. Han arbejder til daglig som IT-konsulent, og først efter sommerferien i år stod det klart, at han skulle være Dansk Folkepartis spidskandidat i Egedal:

“Jeg havde egentlig en klar forventning om, at Bettina Zarp kom tilbage. Men i august sagde hun fra. Vi havde ikke tid til at indkalde til nyt opstillingsmøde, så jeg rådførte mig med Christiansborg, og vi blev enige om at rykke listen frem – og jeg var jo nummer to på listen. Jeg skulle lige have opbakning fra bestyrelsen, men det var der enighed om. Det gik stærkt, men det var det, der skulle til”, fortæller han.

Nu er han så også en af arkitekterne bag det samarbejde, der skal danne fundament for de næste fire år.

Ikke én bestemt politik

Det var et bevidst valg for Dansk Folkeparti at indgå i konstitueringen. Ikke fordi de nødvendigvis er politisk enige med de andre seks partier, men fordi de kunne tilslutte sig ønsket om en ny politisk kultur.

“Det her handler ikke om et politisk projekt. Det handler om strukturen – om måden vi arbejder sammen på. Vi har ikke sat os ned og lavet en fælles politisk plan. Vi har sat os ned og lavet en ny model for samarbejde”, siger Allan Bøwig.

Læs også: Jeg sidder i byrådet – men alt for ofte er det embedsmændene, der bestemmer

Han lægger ikke skjul på, at det efter hans opfattelse igennem længere tid ofte har været embedsværket og ikke politikerne, der har styret kommunen. Det håber han, at konstitueringspartiernes nye demokratierklæring kan være med til at ændre:

“Det skal ikke forstås sådan, at vi skal ud og fyre folk – slet ikke. Men der skal bare ikke være nogen tvivl om, hvem der bestemmer. Politikerne skal sætte dagsordenen, og administrationen skal understøtte den. Ikke omvendt”, siger han.

Udvalgene skal spille hovedrollen

For Allan Bøwig handler det næste skridt om at få lagt så meget politik som muligt ud i de enkelte udvalg, og væk fra lukkede forhandlinger i små, lukkede cirkler:

“Vi har lavet en ny udvalgsstruktur, og vi vil flytte mest muligt af det politiske arbejde ned i udvalgene. Der, hvor arbejdet skal ske, der skal beslutningerne også tages. Det er jo dér, der er faglighed, engagement og mulighed for at lytte til borgerne”, siger han.

Læs også: Konstitueringspartierne: Sådan vil vi forandre kulturen i Egedal Byråd

Et af de nye tiltag er oprettelsen af et selvstændigt erhvervsudvalg. Det er vigtigt, hvis kommunen skal have flere penge til at føre god politik ud i livet, mener Allan Bøwig:

“Der skal jo være penge i kassen, hvis vi vil noget med vores kommune. Vi har rigtig mange små virksomheder i Egedal – og de er vigtige – men det ville være sundt, hvis vi også kunne tiltrække nogle større virksomheder. Det er derfor, jeg mener, at Kildedal Nord skal udvikles til erhvervsområde – ikke til endnu en ny bydel. På den måde vil der også være mange flere, der ikke behøver at pendle langt væk for at arbejde”, siger han.

Hvor andre konstitueringer traditionelt handler om konkrete aftaler og løfter, har denne konstellation valgt en anden vej:

“Vi har ikke lovet nogen tre nye haller eller ét eller andet stort projekt, som vi ikke har penge til. Det handler om at tage fat i fundamentet først. Og det synes jeg egentlig er befriende”, siger han.

Fra foreningsliv til ældrepleje

Men politik skal der laves, og Allan Bøwig har ikke glemt sine egne prioriteter. Selv har han en række mærkesager, han håber at kunne sætte sit præg på. Fritidslivet og foreningerne står højt på listen, ligesom boligudviklingen og ældreområdet:

“Jeg synes, vi skal have fokus på at skabe bedre forhold for ældre, især de ældre, der kæmper med ensomhed. Det kan være med flere og bedre ældreboliger, men det handler også om at styrke fællesskaberne. Der er brug for, at nogen tager ansvar for dem, der ikke selv kan”.

Han advarer mod at presse boligudviklingen for hårdt, uden at der er kapacitet i institutioner og skoler:

“Man kan ikke blive ved med at bygge huse i fx Smørum, når der ikke er klasselokaler nok. Jeg tror ikke, vi kommer udenom at bygge en ny skole i Smørum – ellers hænger det simpelthen ikke sammen. Hvis ikke der kommer nogen private aktører, så må vi jo som kommune acceptere, at det er vores ansvar. Det betyder ikke, at man skal bygge en skole, der går helt til 9. klasse. Det kan sagtens være, man kan nøjes med at lave en skole, der kun går til 6. klasse”, siger han.

Alle skal have mulighed for indflydelse

Allan Bøwig har forståelse for frustrationen hos de vælgere, der har stemt på partier, der står uden for konstitueringen. Men han opfordrer dem til at se åbent på den politiske proces, der nu skal i gang.

“Der er ingen, der skal føle sig sat udenfor. Heller ikke de vælgere, der har stemt på et parti, der lige nu står uden for konstitueringen”, siger han og uddyber:

“Lad os bare være ærlige: Vi kan jo ikke blive enige politisk i alle sager i det her hold på syv partier. Men vi er enige om, at der skal laves om på den måde, der bliver ført politik på i Egedal. Politikken kommer til at blive lavet i udvalgene og i byrådssalen. Og med det snævre flertal, vi har, vil de tre partier udenfor få masser af muligheder for at præge tingene, hvis de vil”, siger han.

Læs også: “12.599 stemmer bliver holdt uden for samarbejdet – det er ikke ordentlighed”

Selv tror han på, at samarbejdet mellem de syv partier holder – både frem mod den formelle konstituering den 4. december, og når hverdagen rammer efter årsskiftet. Ikke fordi det hele er gnidningsfrit, men fordi der er en fælles vilje til at få det til at fungere:

“Selvfølgelig har der været uenigheder om poster. Men vi er ikke mange mandater hver især – og vi har været gode til at sige: Vi er syv partier, og vi må finde noget, der er rimeligt for alle”, siger han.

Stadig plads til flere

Han håber, at den tilgang også kan få flere med ombord i konstitueringen:

“Der er stadig plads i udvalgene. Hvis nogen af dem, der står udenfor, gerne vil være med, så er der mulighed for at få netop det udvalg, man brænder for. Det kræver bare, at man vil samarbejde på de præmisser, vi har lagt – og de handler ikke om politisk ensretning, men om en ny samarbejdskultur”.

Derfor er han også stadig optimistisk i forhold til, at i hvert fald ét af byrådets tre store partier, som lige nu står uden for konstitueringen, vælger at tage imod invitationen:

“Jeg håber, at der er i hvert fald en af grupperne, der vælger at acceptere, at det ikke er størrelsen, der er afgørende, men at det handler om, hvordan man bruger den. De får masser af indflydelse i de kommende år, hvis de tager arbejdstøjet på. Det lover jeg”, siger han.