Karsten Søndergaard fik flest personlige stemmer ved valget i Egedal, men mener, at tusindvis af vælgere nu bliver udelukket fra indflydelse. Han kalder konstitueringen uden Venstre, Socialdemokratiet og Lokallisten Ny Egedal for uordentlig og ekskluderende.
Med hele 1.794 personlige stemmer blev Karsten Søndergaard (V) den kandidat, der fik flest personlige stemmer ved kommunalvalget i Egedal. Men trods resultatet står han og Venstre uden for den nye konstituering, der tildeler borgmesterposten til Birgitte Neergaard-Kofod fra Det Konservative Folkeparti.
På sin politiske Facebook-side deler Søndergaard sin reaktion på konstitueringen og den politiske proces, som Venstre ikke blev en del af:
“1.794 x kæmpe tak for støtten. Tallet er det, som jeg modtog som personlige stemmer ved kommunalvalget i går. Jeg modtog derved det største antal personlige stemmer i Egedal. Det er jeg stolt og ydmyg over”, skriver han og fortsætter:
“Desværre er der indgået en konstitueringsaftale hvor 12.599 stemmer til Venstre, Socialdemokratiet og Lokallisten Ny Egedal ud af samlet 25.448 afgivne stemmer bliver holdt uden for samarbejdet. Det er ikke ordentligt og slet ikke hvad man kan kalde for ’Et Samlet Egedal’”.
Læs også: Birgitte Neergaard-Kofod bliver borgmester i bred aftale uden de største partier
Ingen af de fire største stemmeslugere er med
De tre partier, som står udenfor konstitueringen – Venstre, Socialdemokratiet og Lokallisten Ny Egedal – fik tilsammen hele 12.599 stemmer. Det svarer til næsten halvdelen af alle afgivne stemmer ved valget.
Læs også: Her er dit nye byråd i Egedal – de er inde og de er ude
Samtidig indgår ingen af de fire kandidater med flest personlige stemmer i den nye konstituering:
- Karsten Søndergaard (V): 1.794 stemmer
- Vicky Holst Rasmussen (A): 1.532 stemmer
- Ulrik John Nielsen (L): 1.159 stemmer
- Mai Nørreskov (A): 838 stemmer
Først nummer fem på listen – Jens Skov fra SF med 612 stemmer – er med i konstitueringen og bliver 1. viceborgmester.
Forsøgte at komme ind i forhandlingslokalet
På Facebook bliver Karsten Søndergaard spurgt ind til en artikel hos Sjællandske Medier, hvor det fremgår, at Venstre selv havde mulighed for at være med i forhandlingerne, men ikke ønskede det. Karsten Søndergaard afviser den fremstilling:
“Det har jeg også læst. Jeg var heldigvis selv til stede. Vi blev ikke inviteret med til nogen forhandlinger. Jeg forsøgte at komme ind i forhandlingslokalet, men blev smidt ud. Senere fik vi en orientering om udfaldet af forhandlingerne”, fortæller han.
Læs også: Valgresultat Egedal 2025: Flere nye partier får plads i Egedal Byråd
Og til spørgsmålet om, hvorvidt han ikke også selv ville have skabt en tilsvarende konstituering med udvalgte partier, hvis han havde haft muligheden, svarer han:
“Nej, sådan havde jeg ikke gjort. Jeg ville være gået efter en bred konstituering hvor alle partier var inviteret med”.
Ikke første gang
Karsten Søndergaard har tidligere siddet som borgmester i Egedal Kommune fra 2017 til 2021, og havde håbet at gøre det igen i det kommende byråd.
Læs hele Karsten Søndergaards opslag her:
Efter valget i 2021 blev Socialdemokratiets Vicky Holst Rasmussen borgmester i en konstituering, hvor Venstre også blev holdt udenfor – dengang til stor overraskelse for mange efter et forløb, hvor den første konstituering på valgnatten havde givet Karsten Søndergaard og Venstre borgmesterposten.

Ved kommunalvalget i 2025 blev Venstre det største parti med 4.519 stemmer og fire mandater. Socialdemokratiet fik 4.463 stemmer og tre mandater, mens Lokallisten Ny Egedal fik 3.617 stemmer og ligeledes tre mandater.
Læs også: Sådan, Egedal! Stemmeprocenten steg på SAMTLIGE valgsteder i kommunen
Den nye konstituering, som Søndergaard kritiserer, er indgået mellem Konservative, Et Samlet Egedal, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Liberal Alliance. Den tæller 11 mandater og udgør dermed det snævrest mulige flertal i det 21 mandater store byråd.
“#PasGodtPåEgedal”, slutter Karsten Søndergaard sit opslag.
| Parti / Liste | Mandater i det kommende byråd |
|---|---|
| Venstre (V) | 4 |
| Socialdemokratiet (A) | 3 |
| Lokallisten Ny Egedal (L) | 3 |
| SF (F) | 2 |
| Det Konservative Folkeparti (C) | 2 |
| Et Samlet Egedal (E) | 2 |
| Liberal Alliance (I) | 2 |
| Radikale Venstre (B) | 1 |
| Dansk Folkeparti (O) | 1 |
| Enhedslisten (Ø) | 1 |
| I alt | 21 mandater |





