DEBATINDLÆG:
Heldigvis trives de fleste af vores børn og unge i Egedal. Men vi må ikke lade os lulle i søvn af det billede. Alt for mange mistrives – og konsekvenserne er alvorlige, både for børnene selv, deres familier og for samfundet. Det er en konservativ mærkesag, at vi har fokus på den hele familie. Hvis ikke vores børn har det godt, så har resten af familien det heller ikke godt.
Jeg er oprigtigt bekymret for den stigende skolevægring. Ikke kun for de fraværstal, vi kan læse i statistikkerne, men også for det mørketal, vi ikke ser, når fraværet ikke bliver registreret. Det er børn, som i stedet for at have en tryg skolegang, oplever mistrivsel, ensomhed og følelsen af at stå udenfor.
Læs også: Det usynlige skolefravær – når tallene skjuler mistrivsel
Årsagerne til et skolefravær kan være mange. Vi hører om alt lige fra forhold i hjemmet, de fysiske rammer og larm, til en belastningsreaktion, der er opstået på grund af en ubehandlet ADHD eller angst. Lærerne gør det bedste, de kan, men vi kan altså ikke forvente, at de skal præstere over evne og agere konfliktmæglere, trivselskonsulenter og specialpædagoger på én gang – udover at undervise. Hvis der skal tilknyttes yderligere funktioner til vores skoler, så er det vores ansvar som politikere at sørge for, at der prioriteres midler til det.
Det er ikke kun i Egedal, at vi oplever mistrivsel og skolevægring blandt vores skolebørn – det er desværre en tendens, vi ser i hele landet. Og lige præcis derfor bliver jeg virkelige bekymret, når det viser sig, at den socialdemokratiske undervisningsminister, Mattias Tesfayes, har et ganske utiltalende syn på børn- og unges mistrivsel. Hans udtalelse om, at det handler om PDO – ”pisse dårlig opdragelse” – er skræmmende. At reducere børns mistrivsel til dårlig opdragelse er både respektløst og forfejlet. Det hjælper ingen familier, og det overser de egentlige problemer. Børn mistrives ikke, fordi deres forældre ikke gider opdrage dem. Børn mistrives, fordi vi som samfund ikke lykkes med at skabe rammer, der støtter dem i tide.
Læs også: Alt for mange kommer ikke i skole: “Vi vil hjælpe – men døren til kommunen er lukket”
Jeg håber, at alle mine byrådskollegaer er enig med mig i, at der er ikke noget, der hedder PDO. Til gengæld er der noget der hedder PDP – ”Pisse dårlig politik” – og det synes jeg vi skal lade undervisningsministeren om at stå for.
Her i Egedal bliver vi nødt til at se indad. De 2 millioner kroner, som blev afsat ekstra til vores skoler, rækker slet ikke. Vi må turde prioritere vores børn højere, også økonomisk. For det koster langt mere – både menneskeligt og økonomisk – at lade mistrivsel udvikle sig til livslange problemer.
Vi har set nok til den fejlslagne inklusion, og hvis vi skal vende udviklingen, kræver det mere end symbolpolitik og små puljer. Vi ved, at mistrivslen i nogle tilfælde rammer allerede før skolestart. Vi skal investere i vores børn og unge og vi skal sørme sikre, at vores daginstitutioner og skoler har tilstrækkelige ressourcer til at handle hurtigt, når et barn eller en ung viser tegn på mistrivsel.
Læs også: Inklusion 2.0 – når børn betaler prisen for politisk kortsigtethed
Jeg har været i politik længe nok til at kende konsekvenserne af den begrænsede serviceramme, som vi har at gøre godt med, når vi prioriterer indsatser på vores velfærdsområder. Pengene kan kun bruges én gang, og hvis ikke regeringen tager mistrivsel og skolevægring hos vores børn og unge alvorligt og sikrer området ordentligt med de værktøjer, de har, så er det altså ude i kommunerne, at de benhårde prioriteringer skal foretages. Derfor må opfordringen være, at vi igangsætter den svære øvelse forud for de kommende budgetforhandlinger. For før vi har et bedre kendskab til konsekvenserne ved at nedprioritere nogle områder for at opprioritere vores børn og unges trivsel, kan vi næppe være klar til at træffe de svære beslutninger.
At investere i børn og unge er ikke bare en kommunal opgave. Det er en konservativ kerneværdi: at tage ansvar, skabe trygge rammer og forebygge frem for at helbrede. Og her er det vigtigt at have hele familien i fokus.
Af Christine Søjbjerg,
Det Konservative Folkeparti
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.
