Tryk på "Enter" for at springe over

Valgfrihed er ikke valgflæsk

DEBATINDLÆG:





Kære Ric Jakobsen,

Tak for dit svar på mit læserbrev Egedal har brug for friplejehjem.

Du antyder, at det, jeg skriver, er valgflæsk. Jeg tænker, det skyldes, at du ikke forholder dig til det, jeg faktisk skriver, men til det, du tror, jeg skriver. Jeg har aldrig påstået, at Danske Seniorers kåring af Danmarks bedste plejehjem er en facitliste over friplejehjemmenes fortræffeligheder, som du antyder. Tværtimod. Jeg skrev ordret: “Det beviser naturligvis ikke, at private plejehjem altid er bedre end kommunale. Men det peger på noget vigtigt: Private plejehjem kan levere kvalitet, tryghed og omsorg på et meget højt niveau – og det er ikke et enkeltstående tilfælde. I årevis har vi set, hvordan friplejehjem rundt omkring i landet har formået at skabe gode rammer for beboerne, med mere fleksibilitet, mere nærhed og mere frihed til at tilpasse hverdagen til den enkelte“. 





Noget der findes mange eksempler på rundt om i landet. 

Derfor er det problematisk at afvise private løsninger alene af ideologiske grunde. Når vi afviser private løsninger alene ud fra et ideologisk udgangspunkt, så mister vi chancen for at bruge de erfaringer, de succeser og den nytænkning, som private aktører ofte bidrager med. Det er ikke et spørgsmål om, at det offentlige er dårligt – men om at vi får et mere mangfoldigt udbud, når vi tør åbne døren for forskellige modeller. At afvise private aktører pr. automatik er at sige nej til innovation, nej til konkurrence og nej til mere valgfrihed for de ældre. Og i sidste ende er det jo ikke systemet, der betaler prisen for den manglende valgfrihed – det er de ældre og deres pårørende.





Læs også: Når én konkurrence bliver til sandhed – og kommunale opgaver bliver til valgflæsk

Du skriver også, at friplejehjem er en privat forretningsmodel, som kommunerne ikke skal drive. Det er vi helt enige om. Jeg har aldrig påstået andet. Men kommunerne har et ansvar for at skabe rammerne, så friplejehjem kan opstå – præcis som vi ser det i andre kommuner. Når vi i Egedal står over for flere ældre og et stigende behov for pladser, er det derfor helt naturligt at stille spørgsmålet: Skal vi alene satse på kommunale løsninger, eller skal vi også åbne døren for private tilbud? Det er netop dét, mit indlæg handler om.





Samtidig må vi ikke lukke øjnene for, at Egedal i dag ligger blandt de kommuner i Danmark, hvor borgerne er mindst tilfredse med ældreplejen. Det er et klart signal om, at vi er nødt til at gøre tingene anderledes. Her giver det mening at styrke det frie valg. 

Læs også: Egedal har brug for friplejehjem

Du skriver, at vi bør vende os væk fra ideologiske kampe mellem offentlige og private plejehjem. Men jeg har aldrig ført den kamp. Jeg har intet imod kommunale plejehjem. Jeg taler for, at vi skal have både kommunale og private. Det er deri, valgfriheden ligger. Mit fokus er ikke på systemet, men på borgerne. Jeg tror på, at en øget konkurrence kan bidrage til at løfte kvaliteten. Som jeg skrev i mit indlæg: “Når private og kommunale plejehjem eksisterer side om side, får vi det bedste ud af begge verdener. Konkurrence skærper kvaliteten. Det betyder mere fokus på beboerne, på service, på medarbejdernes trivsel og på at skabe et værdigt liv”.

Du nævner lokalplejehjem som et alternativ. Det er bestemt interessant, og jeg er enig i, at vi skal undersøge nye muligheder. Men de kommunalt ejede lokalplejehjem udelukker jo ikke friplejehjem. Hvorfor ikke se bredt på de løsninger, der kan give Egedals ældre den bedste omsorg og mest frihed til at vælge?

Og ja – lad os endelig spørge de ældre selv, som du foreslår. Jeg er overbevist om, at mange vil pege på, at valgfrihed i sig selv er en kvalitet.

For mig handler det ikke om ideologi, men om mennesker. Det vigtigste er, at vi får en ældrepleje, hvor der er plads til forskellige behov og ønsker. Hvor vi sætter borgeren før systemet. 

Der er ingen grund til at gøre det til et enten-eller mellem kommunalt og privat. Vi skal gøre begge dele – og dermed få det bedste fra to verdener.

Martin Hjort Vetling
Kandidat til Egedal Byråd, Liberal Alliance

Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning

Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.

Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.

Hvad synes du?

Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på

Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.

Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.