DEBATINDLÆG: For tiden taler alle om frisættelse og især i skolen lyder det næsten magisk. Men frisættelse er ikke magi. Det er magt. Og spørgsmålet er, hvem der tager den, og hvem der mister den, når vi slipper tøjlerne.
Jeg indrømmer, at jeg efterhånden bliver træt, når de samme værdiladede ord kastes ind i den politiske debat: frisættelse, inklusion, samskabelse. De lyder varme og menneskelige – næsten umulige at være imod, men bag den smukke emballage kan gemme sig et langt mere problematisk indhold. Frisættelse kan minde om en smukt indpakket gave. Man bliver begejstret, når man ser båndet og papiret, men hvis indholdet viser sig at være luft, står man tilbage med skuffelsen og ansvaret for, at nogen troede, der faktisk var noget i pakken.
Læs også: Frihed under ansvar – sådan styrker vi folkeskolen
For inklusionsdagsordenen lød også rigtigt: Alle børn skal være en del af fællesskabet. Men i praksis har den skabt et skyhøjt niveau af ufrivilligt skolefravær, mistrivsel og udmattede familier, der ofte er blevet stående alene. Det er en dyr påmindelse om, at gode ord ikke nødvendigvis giver gode resultater.
Radikale Venstre i Egedal satte allerede i starten af valgkampen gang i samtalen om frisættelse af skolerne. Vi gjorde det, fordi vi ønskede en ærlig debat: frisættelse til hvad og fra hvad? For uden retning og økonomiske rammer bliver frisættelse ikke tillid, men ansvarsfralæggelse.
Og her vil jeg gerne kvittere SF og Konservative for at samle op på samtalen og bidrage til, at frisættelsesbegrebet faktisk blev foldet ud i valgkampen. Det styrkede debatten og gjorde den mere konkret til gavn for os alle. Lad os forsætte denne vigtige samtale.
Læs også: Egedals børn skal ikke betale prisen for tomme frihedsløfter
Vi så det i praksis i sagen om Slagslunde og Veksø skole, hvor oprettelsen af ekstra 0. klasser blev overladt til lokale kræfter uden et klart politisk ansvar for rammerne. Beslutningen blev præsenteret som frihed, men betød i virkeligheden, at man lokalt stod alene med både de faglige og økonomiske konsekvenser. Det er ikke den form for frisættelse, vi ønsker.
Der er en befriende længsel i tanken om at give lærere, pædagoger og skoleledere frihed til at handle ud fra faglig dømmekraft. Det bygger på tillid, og tillid skal vi have mere af. Men frihed uden retning og opfølgning bliver ikke frisættelse. Det bliver forvirring.
Læs også: Sæt friheden løs
Jeg tror ikke på løsninger, der blot handler om at fjerne regler. Jeg tror på ledelse med tydelighed og frisættelse med mening. Frihed i folkeskolen skal skabe bedre resultater for børnene og ikke bare nye slogans eller mere variation i praksis.
Frisættelse er først bæredygtig, når den er forbundet med fælles ansvar, klare mål og en åben dialog. Ellers ender den ligesom inklusionsbølgen med at efterlade både medarbejdere og familier med følelser af svigt og udmattelse. Og så bliver drømmen om frihed bare endnu en tung fodlænke, forklædt som forandring.
Af Rikke Mortensen,
byrådsmedlem & spidskandidat Radikale Venstre
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.







