DEBATINDLÆG: Når vi taler om velfærd, taler vi ofte om kommunale budgetter, borgerservice og politiske visioner. Men vi glemmer alt for ofte de mennesker, der hver dag skaber fællesskab og sammenhængskraft uden at modtage en krone for deres indsats. Jeg taler om de frivillige, som hver uge møder op i foreningerne, i haller og lokaler, på plejecentre og i kulturhuse. De mennesker, der holder hjulene i gang.
I mange år har jeg selv været frivillig instruktør i Egedal Karate Klub, og jeg ved af erfaring, hvad det kræver at drive et aktivt foreningsliv. Det handler ikke kun om at lære børn karateteknikker, men om at skabe et rum, hvor unge mennesker kan vokse, trives og finde deres plads i fællesskabet. Men det kræver også tid, dedikation og ikke mindst økonomiske rammer, der gør det muligt at levere kvalitet.
Og det er her, billedet bliver problematisk. For i Egedal Kommune er der et misforhold mellem de fine ord om frivillighedens betydning og de faktiske økonomiske vilkår, vi skaber for foreningslivet.
Når ord og handling ikke mødes
Egedal Kommune modtog i 2024 næsten en million kroner i statens bloktilskud til støtte af frivilligt socialt arbejde, de såkaldte paragraf 18-midler. Men kun 41 procent af disse midler blev faktisk udbetalt til de frivillige foreninger. Det er en skandale, der ikke bare handler om tal på en regnskabslinje. Det handler om, at foreninger, der kæmper for at inkludere sårbare borgere, hjælpe udsatte familier eller skabe meningsfulde aktiviteter for ensomme ældre, får afslag eller reducerede beløb, selvom de opfylder kriterierne.
Seniorrådet og Handicaprådet har rejst skarp kritik af denne praksis. Og med god grund. For når kommunen vælger at tilbageholde over halvdelen af de midler, der netop er øremærket til at styrke det frivillige sociale arbejde, sender det et klart signal til de frivillige. Det er ikke et signal om værdsættelse eller prioritering. Det er et signal om, at I er gode nok til at løse opgaverne, men ikke vigtige nok til at få de ressourcer, I har brug for.
Frivillighed er ikke gratis
Der er en udbredt misforståelse om, at frivillighed er gratis. Det er den ikke. Selvom vi ikke modtager løn for vores tid, koster det noget at drive en forening. Det kræver lokaler, udstyr, forsikringer, uddannelse af instruktører og trænere. Det kræver administration, kommunikation og koordinering. Og alt det koster penge.
Læs også: Er der håb for frivilligheden i Egedal?
I Egedal Karate Klub har vi over 300 aktive medlemmer. Vi har elever fra fem år til over 60 år. Vi har landsholdskæmpere og børn, der bare gerne vil røre sig og være en del af et fællesskab. Men bag den succes ligger hundredvis af frivillige timer, som instruktører, bestyrelsesmedlemmer og forældre lægger i klubben. Og bag det ligger også økonomiske udfordringer, som bliver sværere at løse, når kommunale tilskud bliver skåret ned eller forvaltet restriktivt.
Det samme billede tegner sig på tværs af foreningslivet i Egedal. Der er seniorssvømmeklubber med ventelister, der frygter nedlæggelser. Der er kulturhuse og fritidstilbud, der kæmper for at holde åbent. Der er sociale foreninger, der må reducere deres indsats, selvom behovet er større end nogensinde.
Frivillighed som velfærdsstrategi
Samtidig med at frivillige organisationer oplever pres på deres økonomi, ser vi en tendens til, at kommuner i stigende grad forventer, at frivillige skal løfte opgaver, der tidligere var det offentliges ansvar. Det er ikke nødvendigvis forkert at inddrage civilsamfundet. Men det kræver, at samarbejdet er baseret på gensidig respekt, tydelige rammer og tilstrækkelig økonomisk støtte.
Frivilligt arbejde må aldrig erstatte den kommunale forpligtelse overfor borgerne. Men det er præcis den vej, vi er på vej ned ad, når kommuner reducerer bemandingen i ældreplejen eller beskærer tilbud til udsatte borgere og i stedet forventer, at frivillige træder til som gratis arbejdskraft.
Læs også: Ordentlighed er, når Egedal hjælper ildsjæle – uden regning
De frivillige bidrager med langt mere end arbejdskraft. De skaber værdi, der ikke kan måles i kroner og ører. Forskning viser, at den økonomiske værdi af frivilliges arbejdskraft i Danmark kan beregnes til mindst 2,2 milliarder kroner årligt. Men endnu vigtigere er den sociale værdi. Frivilligheden styrker sammenhængskraften, bekæmper ensomhed, skaber trivsel og forebygger social udstødelse.
En invitation til dialog
Jeg skriver ikke dette for at pege fingre ad enkeltpersoner eller politiske partier. Jeg skriver det, fordi jeg tror på, at vi sammen kan finde bedre løsninger. Som radikal politiker har ønsker jeg at sætte dialog og samarbejde i centrum. Det er netop den tilgang, vi har brug for nu.
Vi skal anerkende, at frivilligheden er en bærebjælke i vores velfærdssamfund. Vi skal sikre, at de økonomiske rammer er til stede, så foreningerne kan fortsætte deres arbejde. Og vi skal turde stille os selv det ubehagelige spørgsmål, om vi som kommune gør nok for at understøtte de mennesker, der hver dag giver af sig selv for fællesskabets skyld.
I Radikale Venstre går vi til valg på at styrke dialogen med borgerne og lade gode ideer spire udefra og ind. Vi vil arbejde for at sikre, at frivilligheden ikke bare får fine ord, men også konkret støtte gennem mere gennemsigtige tilskudsprocesser, bedre samarbejdsstrukturer og en frivillighedspolitik, der rent faktisk matcher ambitionerne i handleplanerne.
Hvor bevæger vi os hen?
Spørgsmålet er, hvilket Egedal vi ønsker. Vil vi have en kommune, hvor foreningslivet blomstrer, hvor børn og unge kan finde deres plads i trygge fællesskaber, og hvor udsatte borgere får hjælp og støtte fra engagerede frivillige? Eller vil vi have en kommune, hvor frivilligheden langsomt tørrer ud, fordi rammerne ikke er til stede?
Læs også: Vores byrødder har svigtet vores foreninger
Svaret på det spørgsmål afgøres ikke af kommunens økonomi alene. Det afgøres af de politiske prioriteringer, vi træffer. Og det afgøres af, om vi formår at skabe en kultur, hvor frivillighed værdsættes, understøttes og gives de vilkår, den fortjener.
Jeg håber, at dette kan starte en debat. Ikke en debat om, hvem der har ret eller forkert, men en debat om, hvordan vi sammen kan skabe bedre rammer for de mennesker, der hver dag gør en forskel.
For det er dem, der i sidste ende gør Egedal til en god kommune at bo i.
Af Ric Jakobsen,
Radikale Venstre
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.
