DEBATINDLÆG: Renoveringen af Lærkeskolen er vigtig. Skolen er en central del af Stenløse, og den er hver dag rammen om børn, medarbejdere og familier, der har brug for ordentlige fysiske rammer.
Derfor er det godt, at renoveringen er sat i gang. Men når skoleudvalgsformand Lars Winther Andersen forklarer det langsomme tempo med, at anlægsloven spænder ben, så mangler der en væsentlig del af historien (læs interview med Lars Winther Andersen fra Lokallisten Ny Egedal hos Sjællandske Medier her. OBS: Artiklen hos Sjællandske Medier er en betalingsartikel).
For ja, kommunerne er bundet af en anlægsramme. Det er rigtigt. Men inden for den ramme træffer byrådet politiske valg. Og i budgettet for 2025, som blev vedtaget i 2024 af Socialdemokratiet, Venstre og Lokallisten Ny Egedal, blev der netop truffet nogle valg, som har betydning for Lærkeskolen.
SF stod uden for budgettet. Blandt andet fordi budgettet indeholdt beslutningen om en ny håndboldarena, også kaldet multiarena, i Ølstykke. Den lægger beslag på 110 millioner kroner af anlægsrammen over tre år, med den største belastning i to af årene. Det er mange penge i en kommune, hvor vi samtidig har skoler, dagtilbud og kommunale bygninger, der trænger til vedligeholdelse.
Når man bruger så stor en del af anlægsrammen på ét projekt, får det konsekvenser. Det betyder, at andre projekter må vente, skubbes eller gennemføres langsommere. Og det gælder blandt andet Lærkeskolen.
Læs også: Kommunens smertensbarn – husk, hvad vi lovede skolerne!
Derfor er det for enkelt at sige, at anlægsloven alene spænder ben. Den sætter rammen, men det politiske flertal valgte selv, hvad der skulle have plads inden for rammen. Det samme flertal har fremrykket anlægsmidler til fordel for håndboldarenaen og samtidig udskudt renoveringen af Lærkeskolen.
Det er ikke en teknisk naturlov. Det er en politisk prioritering.
Jeg mener, at vi burde have prioriteret anderledes. Når en skole er slidt ned til sokkeholderne, når facader, gangbro, kloak og bygningsmasse kræver store investeringer, så bør børnene og skolens hverdag veje tungere end prestigeprojekter.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Det betyder ikke, at idrætsfaciliteter er uvigtige. Selvfølgelig skal vi have gode rammer for sport og foreningsliv i Egedal. Men politik handler om rækkefølge, økonomi og ansvar. Og i en presset anlægsramme kan man ikke både fremrykke en stor arena og bagefter undre sig over, at en nødvendig skolerenovering trækker ud.
Lærkeskolen viser også, hvad der sker, når vedligeholdelse bliver skubbet for længe. Regningen bliver større, processen bliver længere, og børn og medarbejdere må leve med konsekvenserne i hverdagen. Det er dyrere at rette op end at passe ordentligt på undervejs.
SF ønsker en anden tilgang. Vi vil prioritere folkeskolen, både når det handler om klassestørrelser, trivsel, flere voksne og de fysiske rammer. Velfærd virker kun, når den virker lokalt. Og lokalt er velfærd også et klasselokale, der fungerer, en SFO med ordentlige rammer og en skolebygning, som ikke år efter år bliver skubbet foran os som et problem til senere.
Læs også: Vi må ikke ryste på hånden – skolerenoveringerne skal gennemføres som planlagt!
Lærkeskolen skal renoveres ordentligt. Det skal ske ansvarligt, med styr på økonomi, tidsplan og skolens hverdag undervejs. Men elever, forældre og medarbejdere fortjener også ærlighed om, hvorfor det tager så lang tid.
Det handler ikke kun om anlægsloven.
Det handler også om, at et flertal i byrådet valgte at bruge en stor del af anlægsrammen på en håndboldarena, mens Lærkeskolen måtte vente.
Den prioritering var SF ikke en del af. Og den prioritering mener jeg fortsat var forkert.
Af Jens Skov,
1. viceborgmester, SF Egedal
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på debat@egedalposten.dk
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.





