Tryk på "Enter" for at springe over

Lokale FDF’ere viste landslejren og fællesskabet frem

Blandt 8.000 deltagere på FDF Landslejr ved Himmelbjerget fik de lokale deltagere fra Egedal fredag besøg af Allan Bøwig (O), der er formand for kommunens kultur- og fritidsudvalg. Han byttede rådhussalen ud med bålrøg og lejrstemning for at opleve det stærke fællesskab.

En glad flok børn, unge og voksne fra Egedal Kommune er i disse dage samlet på FDF’s landslejr sammen med 8.000 andre FDF’ere fra hele landet.

Fredag den 10. juli besøgte Allan Bøwig, formand for kommunens Idræts-, Fritids- og Kulturudvalg, landslejren for at opleve lejrlivet og møde de børn, unge og frivillige voksne fra kommunen, som deltager på lejren. Besøget gav mulighed for at opleve den del af foreningslivet, som normalt foregår langt fra rådhussale og udvalgsmøder – nemlig dér, hvor fællesskaberne bliver skabt:

“Det er vigtigt for mig at komme ud og møde vores lokale foreninger og deres aktiviteter. Derfor har jeg besøgt FDF’s landslejr. Foreningslivet er en hjørnesten i vores samfund, for i foreningerne møder man fællesskaber med plads til alle. Det skal vi værne om. Derfor arbejder vi i Idræts-, Fritids- og Kulturudvalget på at gøre det nemmere at være frivillig, blandt andet ved at minimere det besværlige bureaukrati”, siger Allan Bøwig (O).

Stærke lokale fællesskaber

På landslejren bor deltagerne tæt på de andre kredse fra deres lokalområde. Her laver de mad i det fri, bygger lejr og skaber oplevelser side om side. For mange af børnene er landslejren et højdepunkt, men fundamentet er de lokale aktiviteter og relationer, som bygges op gennem hele året i FDF-kredsene.





Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

Det var FDF’erne fra FDF Ganløse, der var værter under besøget, og de var glade for at tage imod Allan Bøwig på landslejren – og for at vise deres lokale FDF-fællesskab frem fra sin bedste side.

Efter nogle timer med høj sol, storslået lejrstemning og bålrøg i luften kunne Allan Bøwig ønske FDF’erne god fornøjelse med resten af lejren, der varer frem til fredag den 17. juli.

FDF Landslejr 2026 Foto: Daniel Godsk Stagsted
FDF Landslejr 2026 samler 8.000 deltagere fra hele landet. Foto: Daniel Godsk Stagsted / FDF

FDF Landslejr 2026
FDF Landslejr er én stor fælles sommerlejr for FDF’ere fra hele Danmark. Landslejren afholdes hvert 5. år på FDF Friluftscenter Sletten ved Ry. Her mødes pilte, væbnere, seniorvæbnere, seniorer, familier, ledere og frivillige til en uge med lejrliv, aktiviteter, fællesskab og oplevelser, der sætter spor.

Landslejren har rødder tilbage til 1926 og er gennem årene blevet en af FDF’s største fællesbegivenheder.
I 2026 afholdes landslejren på Friluftscenter Sletten med 8.000 deltagere, som skal bygge en lejrplads op, lave mad over bål, deltage i aktiviteter, opleve underholdning og gudstjeneste på den store scene, møde nye og gamle venner og samles om store fælles oplevelser.

På landslejren handler det både om at prøve kræfter med sig selv og verden – og om at være en del af et stærkt fællesskab, hvor tro, leg, nærvær og ansvar går hånd i hånd. Her skabes minder og oplevelser for livet.

Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få de bedste lokale historier i indbakken ❤️

Ved at tilmelde dig EgedalPostens nyhedsbrev accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.