Tryk på "Enter" for at springe over

Rollator-safari og tinyhouses: Veksø fik politikernes fulde opmærksomhed

Skolepladser, boligformer og slidte fortove var blandt de emner, der optog de 113 fremmødte borgere til vælgermødet i Veksø i denne uge.

Tirsdag i denne uge var 113 borgere mødt op i multihallen i Veksø til et velbesøgt vælgermøde forud for kommunalvalget. Her stillede 11 kandidater fra ni forskellige partier op for at debattere de lokale temaer, som borgerne selv havde peget på som de vigtigste.





Udbygning, grøn omstilling, Veksø Skole og vedligeholdelse af fortove var på dagsordenen, og flere emner satte både sind og mikrofoner i kog.

Byggeri på borgernes præmisser

De fleste partier udtrykte sig positivt om muligheden for at bygge i Veksø og fremhævede vigtigheden af at inddrage borgerne i processen. Flere nævnte det gode samarbejde med Veksø Borgerlaug som afgørende. Christine Søjberg (K) fortalte, at arbejdet i forum Veksø faktisk havde ændret hendes synspunkt på, hvad der er gode boligformer.





To partier – Enhedslisten og Danmarksdemokraterne – sagde tydeligt, at byggeri i Veksø efter deres opfattelse var en dårlig idé. Helle Bovien fra Enhedslisten begrundede sin modstand med hensyn til miljø og natur, men tilføjede: “Når nu det er besluttet, at der skal bygges, så bakker jeg op om Veksøs ønsker”, sagde Helle Bovien.





Politikerne fik en åben invitation til at tage med Veksø-borgeren Finn Lustrup på en rollator-fortovssafari, så de med egne øjne og hjul kunne opleve de udfordringer, borgerne pegede på. Foto: Rasmus Udsholt





Dennis R. Pedersen fra Radikale Venstre lagde vægt på, at der skulle bygges i et tempo, så børneinstitutioner og skole kunne følge med. Jakob Brysting fra SF pegede på tinyhouses som mulighed, mens Charlotte Haagendrup fra Moderaterne nævnte mindre boliger på omkring 90 kvadratmeter. Det fik Helle Bovien til at bemærke, at 90 kvadratmeter var ”ret meget”, og at vi (og hun selv) både kunne og burde bo mindre.

Alle var dog enige om lavt byggeri i Veksø, gerne i ét plan og dermed ældrevenligt.

Almene boliger delte salen og politikerne

Aftenens tydeligste kontrovers opstod, da debatten drejede sig om boligformer. Oplægget lagde op til blandede former: Ejer-, leje-, andels- og almennyttige boliger. Her udtrykte Lars Winther fra Liberal Alliance og Christian Skovbo fra Danmarksdemokraterne, at de ikke så andre kommuner have gode erfaringer med almennyttigt boligbyggeri og at almene boliger ikke gør noget godt for boligmarkedet.

Læs også: Boligmarkedet klarer det ikke alene – vi har brug for almene boliger i Egedal

Sinne Munck Eliasen (Et Samlet Egedal) og Sheldon Mau fra Socialdemokratiet sagde begge, at de enten boede i eller var vokset op i almennyttige boliger, og at boligformen bestemt var efterspurgt blandt mange borgere i Veksø.

Veksø Skole bekymrede forældre

Blandt borgerne fyldte bekymringen for skolepladser i Veksø en hel del. Allerede fra børnehavealderen var forældre bekymrede for, om der mon ville være plads på Veksø Skole i fremtiden. Flere nævnte usikkerheden om, hvornår og hvordan der skulle ske overflytning til Lærkeskolen, og flere udtrykte ønsket om at bevare og styrke Veksø Skole som lokal forankring for børn og by.

Frederikke Pudselykke fra Lokallisten Ny Egedal foreslog at lave en skovbørnehavegruppe, som skulle være i skoven hver anden uge og dermed skabe mere kapacitet i byens institutioner. Foto: Rasmus Udsholt

Der var forskellige forslag til løsninger – alt fra midlertidige barakker til en ekstra etage eller tidligere overflytning til Lærkeskolen. Ole Hovøre fra Venstre mente dog, at der ikke var grund til hastværk: “Prognoserne tyder ikke på problemer de næste fem år”, sagde han, og tilføjede, at udbygningsprocessen efter hans mening ikke burde trækkes unødigt i langdrag.

Frederikke Pudselykke fra Lokallisten Ny Egedal foreslog en alternativ løsning for at skabe kapacitet: “Man kunne lave en skovbørnehavegruppe, som skulle være i skoven hver anden uge og dermed skabe mere kapacitet i byens institutioner”.

Fortovsafari og påskeliljer

De sidste to hovedtemaer – en grønnere by og vedligehold af især fortove – fyldte mindre i debatten, men blev ikke glemt. Politikerne fik fx en åben invitation til at tage med Veksø-borgeren Finn Lustrup på en rollator-fortovssafari, så de med egne øjne og hjul kunne opleve de udfordringer, borgerne pegede på.

Samtidig blev der leet blandt de mest biodiversitetsengagerede, da forskellen mellem påskeliljer og vilde blomster blev bragt op. Borgerne ønskede begge dele, men til hver sit formål.

Arrangørerne fra Veksø Borgerlaug, Veksø By Arrangementer og Salon 8. marts takkede deres naboer for den stærke opbakning og det aktive engagement. Flere kandidater sagde i deres afsluttende bemærkninger, at de gik fra mødet med nye perspektiver på, hvad der betyder noget for borgerne i Veksø.

Denne artikel er skrevet af EgedalPostens journalist på baggrund af fyldigt referat fra arrangørerne af vælgermødet i Veksø.