Hvordan vil lokalpolitikerne prioritere borgere med handicap og kronisk sygdom efter valget? Det kan du få svar på, når DH Egedal inviterer til vælgermøde med paneldebat og mulighed for at stille spørgsmål direkte til kandidaterne.
Når kommunalvalget nærmer sig, bliver det tydeligt, hvor meget lokalpolitik handler om din hverdag. Især hvis du lever med et handicap, en psykisk lidelse eller en kronisk sygdom. For mange borgere i Egedal handler hverdagen ikke kun om skoler og asfalt, men om tilgængelighed, støtte og retten til at leve et selvstændigt liv.
Derfor inviterer Danske Handicaporganisationers Egedal-afdeling nu til vælgermøde med fokus på netop handicapområdet. Arrangementet finder sted mandag den 20. oktober 2025 klokken 19.00–21.30 i HEP-huset i Stenløse.
Paneldebat med lokale politikere
Alle opstillingsberettigede partier i Egedal er inviteret til at stille med en kandidat, som kan indgå i panelet. Her vil der være debat og mulighed for, at du som borger kan stille spørgsmål direkte til politikerne.
Læs også: Har du noget på hjerte? Få svar fra dem, der stiller op til byrådet i Egedal
Hos DH Egedal håber man, at mødet kan være med til at gøre valget mere konkret og relevant for dem, der har handicap tæt inde på livet – både personligt og som pårørende:
“Vi håber, at kunne bidrage til, at alle der har brug for mere viden om hvordan politikerne står på dette område har mulighed for at deltage og stille spørgsmål til politikerne”, lyder det fra arrangørerne i DH Egedal.
Et område med kæmpe betydning
Handicapområdet er bredt – og spænder fra fysisk tilgængelighed i det offentlige rum til hjælpemidler, støtteordninger, specialskolepladser og adgang til nødvendige behandlinger. Også psykiske lidelser og kroniske sygdomme hører til her. Det gør området til en væsentlig del af kommunens sociale ansvar – og derfor også et vigtigt emne op til valget.
Læs også: Når ferien bliver ensomhedens højsæson for børn med handicap
Panelet giver mulighed for, at du som borger kan høre, hvordan partierne konkret forholder sig til fx besparelser, inklusion, støttepersoner og sagsbehandling eller hvad du har på hjerte.
Arrangementet er åbent for alle med interesse for området – også dig der ikke selv er direkte berørt. Der vil være teleslynge for hørehæmmede.
Læs også: Vælgermøder i Egedal: Her kan du møde politikerne op til kommunalvalget 2025
DH Egedal repræsenterer en række handicaporganisationer og foreninger, der til dagligt arbejder for bedre vilkår for borgere med handicap i Egedal Kommune.
![]() ▮ Vælgermøde om handicapområdet Hvornår: Mandag den 20. oktober 2025, klokken 19.00–21.30 Hvor: HEP-huset, Carlsbergvej 4, 3660 Stenløse Arrangør: DH Egedal (Danske Handicaporganisationer) Hvem deltager: Politikerpanel med kandidater fra de opstillede partier i Egedal Kommune |









