Når ferien bliver ensomhedens højsæson for børn med handicap

DEBATINDLÆG:

Ferierne kommer som et glædeligt afbræk for mange, men for børn med handicap kan de være det modsatte: en lang pause fra fællesskabet.

Sommerferien er netop slut, men allerede i uge 42 står næste ferie for døren. Hvis vi vil undgå, at børn med handicap igen skal sidde isoleret derhjemme, må vi begynde at planlægge nu – og især tænke anderledes om den seks uger lange sommerferie.

Mange børn med handicap går i specialskoler eller dagbehandlingstilbud, som enten lukker helt ned eller kun har begrænset åbning i seks til syv uger om sommeren.

Nogle børn går i skole langt væk fra hjemmet, og klassekammeraterne bor spredt i forskellige kommuner. For børn med autisme viser tal fra Autismeforeningen, at hele 46,7 procent aktuelt har ufrivilligt skolefravær, og 22,8 procent har været væk i over et år. For dem er kontakten til klassekammerater i forvejen minimal. Nogle børn har slet ikke et SFO- eller klubtilbud.

Når hverdagen forsvinder, forsvinder ikke bare undervisningen. Hele barnets sociale liv og struktur forsvinder. Vi sender børn ind i en social ørken i seks uger, mens verden udenfor summer af ferier til udlandet og aktiviteter i Danmark – ture til museer, en dag i Lalandia, zoo eller andre steder fyldt med mennesker, larm og uforudsigelighed. For mange børn med handicap er det slet ikke realistiske muligheder, og de ser det hele passere forbi – gennem vinduet eller på de sociale medier.

Sommerlukningen rammer ikke kun skoler og uddannelsesinstitutioner. Også de få fritidstilbud, der findes for børn med handicap, holder pause. I Egedal har vi ét svømmehold for børn med handicap – et fantastisk hold med plads til alle og engagerede svømmetrænere. Men også dette hold lukker ned i slutningen af maj og starter først op igen til september. Der er i Egedal mulighed for svømmeskole og sommerhold – men ikke for børnene på handicapholdet.

De få børn, der har en fritidsaktivitet, oplever derfor, at den kan være lukket i flere måneder hen over sommeren, mens neurotypiske børn fortsætter med sommergymnastik, sommersvømning, udflugter med klubben og andre fællesskaber.

Problemet er veldokumenteret. Ifølge en stor undersøgelse fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – foretaget i 2020 og offentliggjort i november 2021, har 22 procent af mennesker med større fysisk handicap og 29 procent med større psykisk handicap ingen venner eller ser dem sjældnere end én gang om måneden. Til sammenligning gælder det for kun 11 procent af mennesker uden handicap. Allerede i 2017 viste en undersøgelse blandt socialpædagoger, at hver ottende voksen med handicap slet ikke havde nogen venner. Tallene viser, at ensomhed blandt mennesker med handicap ikke er nyt – og at vi som samfund stadig ikke har knækket koden til at sikre adgang til fællesskaber.

Danske Handicaporganisationer peger på, at vejen ind i fællesskabet kan være alt fra et job til en bustur. For børn og unge med handicap kan det være en tryg sommeraktivitet med kendte voksne eller en tur med en klub, hvor der er forståelse for deres behov. Når sådanne tilbud ikke findes, står familierne alene med opgaven – og ferien bliver en tid, hvor barriererne vokser, forskellene til andre børn bliver tydeligere, og belastningen på familien stiger.

Som mor ved jeg, hvordan det føles at forsøge at skabe en meningsfuld sommer for et barn, der ikke har adgang til de samme fællesskaber som andre. Som socialrådgiver ved jeg, hvor store konsekvenser langvarig isolation kan have; mistrivsel, tilbagegang i færdigheder, forværret angst og social usikkerhed. Og et familieliv der bliver endnu mere presset end det i forvejen var.

Det er ikke en naturlov, at sommerferien og de andre ferier skal være ensomme. Det er et politisk valg, at kommuner ikke sikrer tilbud, fællesskaber og aktiviteter for børn med handicap i ferierne.

Vi kunne vælge at lave små hold med kendt personale et par timer om dagen. Vi kunne skabe fælles aktiviteter på tværs af kommunen, hvor børn trygt kan mødes. Vi kunne samarbejde med foreninger, spejdergrupper, sportsklubber og civilsamfundet.

Jeg opfordrer mine politiske kolleger: Når vi nærmer os efterårsferien, så tænk på de børn, der ikke tæller ned til første skoledag efter ferien af glæde, men af lettelse over, at hverdagen vender tilbage. Og husk også de børn og unge, der slet ikke har et skoletilbud at vende tilbage til eller som af forskellige årsager ikke kan rumme det tilbud, de har. For dem er ferien ikke blot et afbræk fra skolen, men en forlængelse af en allerede langvarig isolation, hvor fraværet af fællesskab og meningsfuld hverdag er ekstra mærkbart.

Lad os være forberedte på de kommende ferier – ikke mindst den ualmindeligt lange sommerferie, som for mange børn med handicap er alt for ensom. Velfærd må ikke gå på ferie, bare fordi politikerne gør det. Vi kan finde pengene, vi kan finde viljen – spørgsmålet er, om vi har modet til at handle. For når verden lukker ned for børn og unge med handicap, lukker vi også ned for deres muligheder for at være en del af fællesskabet. Og det har hverken de eller vi som samfund råd til.

Af Cirkeline Kajhøj,
socialrådgiver, mor til et barn med handicap og kandidat for Radikale Venstre i Egedal Kommune

Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på

Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.

Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.