Hensynet til sikkerhed og mobildækning ved Buresø blev afgørende, da et flertal i byrådet stemte nej til at tvinge masteoperatøren Kamtower til at finde en alternativ placering til den planlagte mast ved Skovvej 13. Buresøs Mastegruppe er skuffede over politikernes fastlåsthed og manglende vilje til borgerinddragelse.
Der bliver ikke nedlagt forbud mod at opføre en 48 meter høj mobilmast på Skovvej 13 ved Buresø. Det står klart efter et intenst byrådsmøde onsdag aften, hvor politikerne i Egedal skulle tage stilling til to forslag, der kunne have ændret mastens fremtid.
Sagen har i to år skabt splid mellem lokale beboere og myndighederne, da den planlagte placering ligger få meter fra et Natura 2000-beskyttet område, store landskabsfredninger og klos op ad urørt skov i Naturpark Mølleåen.
Læs også: SF ønsker ny placering til omstridt mobilmast ved Buresø
Selv om ønsket om bedre mobildækning i Buresø-området deles af alle parter, har selve udformningen og placeringen af den store gittermast vakt bekymring for det lokale landskab.
“Vi har stillet det her forslag om at få masteoperatøren tilbage til forhandlingsbordet med lodsejerne. På den måde tvinger vi dem til at indgå i en aftale, i stedet for at give dem den mulighed for at tage den lette og rigtig dårlige løsning”.
Jonathan Kristensen, SF

To forslag faldt i salen
Byrådet behandlede først et ændringsforslag fra Lokallisten Ny Egedal, som ønskede at afholde et borgermøde, før der blev truffet en endelig beslutning. Forslaget havde til formål at lade administrationen og masteoperatøren Kamtower uddybe valget af placering og de undersøgte alternativer over for borgerne.
Dette forslag blev dog forkastet med det snævrest mulige flertal. Ti medlemmer stemte for forslaget, mens elleve medlemmer stemte imod.

Kort efter skulle politikerne stemme om selve hovedforslaget fra SF. Forslaget lagde op til et direkte forbud mod at opstille masten på den specifikke adresse på Skovvej 13 af hensyn til landskabet og beboere og besøgende i Buresø. Dette forslag led dog et markant nederlag, da kun SF og Enhedslisten stemte for, mens 18 medlemmer fra de øvrige partier stemte imod.
Ville tvinge operatøren til forhandlingsbordet
Jonathan Kristensen fra SF argumenterede i salen for, at man burde tvinge operatøren Kamtower tilbage til forhandlingsbordet. Han påpegede, at dækning og naturhensyn ikke behøver at udelukke hinanden i et område som Buresø:
“Vi har noget meget smuk natur ved Buresø, og det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for ikke at skæmme det med grimme anlæg. Men dækning og naturhensyn står ikke i modsætning til hinanden“, sagde han og uddybede baggrunden for forslaget:
“Der er undersøgt rigtig mange forskellige steder og også forskellige udformninger af masten. Det store problem i denne sag er, at mange af de her forslag er blevet fejet af bordet, fordi masteoperatøren ikke har ikke kunnet lave en aftale med lodsejerne. Det er ikke lykkedes at lave én eneste aftale ud over den, de har med det offentlige system. Derfor har vi stillet det her forslag om at få masteoperatøren tilbage til forhandlingsbordet med lodsejerne. På den måde tvinger vi dem til at indgå i en aftale, i stedet for at give dem den mulighed for at tage den lette og rigtig dårlige løsning”.
Læs også: Modet til at sige ja – og modet til at sige nej
Forslaget blev støttet af Enhedslisten, som advarede mod at vælge den nemmeste løsning på bekostning af borgerinddragelsen. Partiet mener, at en grundigere undersøgelse af mulighederne kunne have ført til en bedre løsning for alle parter:
“Man stikker folk blår i øjnene, hvis man tror, den enkle løsning er at stemme nej til vores forslag om at undersøge flere muligheder. En ordentlig borgerinddragelse forhaler ikke sagen, tværtimod kan det være, at en anden løsning falder hurtigere på plads, hvis vi faktisk leder efter den. Vi risikerer en løsning, der har et stort aftryk på naturen uden at løse opgaven ordentligt”, sagde Helle Bovien (Ø).

“Vi kan ikke trylle fysikken væk; en moderne antenne kræver visse dimensioner og skal op i højden for at dække ordentligt”.
Lars Winther, Liberal Alliance
Sikkerhed frem for alt
For flertallet i byrådet var argumentet om borgernes sikkerhed og den digitale infrastruktur dog mere tungtvejende. Flere politikere fremhævede, at dækning i dag er en nødvendighed, som ikke kan vente længere, især når det gælder muligheden for at foretage alarmopkald:
“Det handler ikke kun om komfort, men om sikkerhed og beredskab. Vi kan ikke trylle fysikken væk; en moderne antenne kræver visse dimensioner og skal op i højden for at dække ordentligt. Det føles måske godt at stemme imod, men det går ikke. Vi er ansvarlige for kommunens infrastruktur, og vi er nødt til at træffe den svære beslutning nu”, argumenterede Lars Winther fra Liberal Alliance.
Denne bekymring for sikkerheden blev bakket op af Socialdemokratiet, som frygtede, at sagen ville ende som en syltekrukke. Partiet betonede vigtigheden af at få etableret dækningen hurtigst muligt:
“Vi skal passe på, at vi ikke sparker sagen til hjørne i en syltekrukke, for det er borgernes sikkerhed, vi taler om. Som vi ser det, er der ikke dokumenteret mere realistiske alternativer, og vi vil ikke forhale beslutningen, uagtet om den er populær eller ej”, sagde Vicky Holst Rasmussen (A), der dog også pegede på vigtigheden af inddragelse af borgerne i sagen:
“Der er ingen tvivl om, at det her det er en sag, der er vigtig for borgerne og også har deres fulde interesse, fordi det handler om både mobildækning, men vigtigst af alt jo faktisk også om sikkerhed. Og så handler den også om vores fælles natur, og det er nogle af de dilemmaer, der clasher lidt her”.
Måtte løbe efter hjælp
Debatten fik et personligt islæt, da Janus Veje fra Lokallisten Ny Egedal fortalte om sine egne oplevelser som betjent i området. Han støttede behovet for en mast, men ønskede stadig, at borgerne følte sig bedre hørt i processen:
“For syv-otte år siden stod jeg som politibetjent i Buresø i en svær sag, hvor jeg fik brug for at tilkalde hjælp. Jeg kunne hverken ringe eller få fat i nogen over radioen og måtte løbe efter hjælp. Det er ikke en superfed situation at stå i, og jeg er 100 procent for, at der skal opstilles en mast. Men der er stadig borgere i Buresø, som ikke føler sig hørt. Derfor foreslår vi et borgermøde, hvor operatøren og administrationen uddyber placeringen og alternativerne, før vi træffer den endelige beslutning”, forklarede Janus Veje (L).

Partifællen Ulrik John Nielsen uddybede, at Lokallisten ikke nødvendigvis var imod placeringen på Skovvej 13, hvis den viste sig at være den eneste mulige. Deres fokus var på selve inddragelsen af lokalsamfundet:
“Vi siger ikke nej til Skovvej 13, hvis det er den eneste rigtige placering, men vi vil have, at borgerne føler sig hørt i stedet for at få trukket noget ned over hovedet. Vi vil ikke stoppe processen, vi vil bare have diskussionen. Vi har også været ude at kigge. Der er nogle steder, der ikke er blevet spurgt ordentligt. Måske er der sket noget på to år – måske er der nogen, der alligevel gerne vil byde ind med noget”, siger Ulrik John Nielsen (L).
Ansvar for det svære valg
Fra Venstres side blev det understreget, at man som politiker nogle gange må træffe upopulære beslutninger for at sikre det fælles bedste. Karsten Søndergaard pegede på, at man nu må tage ansvar for at få dækningen på plads:
“Politik gør ondt nogle gange, og vi må træffe beslutninger, hvor vi ved, at nogle mennesker bliver sure på os. Her har vi en opgave i et område uden ordentlig dækning, og man har prøvet adskillige muligheder. Vi kan ikke tilfredsstille alle. Og det her er sådan en sag, hvor vi må tage ansvar for at få etableret den her mobilmast, så ikke vi får yderligere historier om, at man ikke kan komme igennem til alarmcentralen”, sagde Karsten Søndergaard (V).

“Politik gør ondt nogle gange, og vi må træffe beslutninger, hvor vi ved, at nogle mennesker bliver sure på os”.
Karsten Søndergaard, Venstre
Bo Brøndum Pedersen fra Et Samlet Egedal rettede blikket mod de mange tekniske undersøgelser, der allerede er foretaget. Han ærgrede sig over, at modstanderne af placeringen ikke havde været mere aktive i forhold til selv at gå i dialog med lodsejere for at finde en mulig alternativ placering:
“Siden 2024 har der ligget en offentlig liste over matrikler, der teknisk set kan fungere. Hvis borgergruppen kunne overbevise bare én eneste privat lodsejer om at sige ja, så havde vi jo et nyt sted”, sagde han.
Ærgrelse hos modstandere
For de berørte borgere i Buresø føles byrådets beslutning som et svigt. Jesper Holm fra Buresøs Mastegruppe har i to år forsøgt at få politikerne til at overveje andre løsninger end den 48 meter høje mast på Skovvej 13:
“Det er trist, når politikere vælger at tørre deres ansvar af på de borgere, hvis interesser de som folkevalgte har forpligtet sig på at varetage. Det er ikke vores opgave at forhandle med private lodsejere”, siger Jesper Holm til EgedalPosten efter afstemningen på byrådsmødet.
Han påpeger, at gruppen har været konstruktive og præsenteret flere konkrete forslag for at hjælpe kommunen. Han mener, at det er muligt at forene sikkerhed med bevarelsen af de lokale naturperler, hvis viljen er til stede:
“Kommunen skal vove at tage ansvar for almenvellet, det vil sige sikkerhed og teledækning OG bevare de naturperler de selv lovsynger og i egen masteplan fraråder opstilling af mast i. Det ér faktisk muligt her, men flere taler som om der kun findes denne eneste tænkelige placering”, siger Jesper Holm.
Han afslutter med at konstatere, at debatten i byrådssalen efterlod et indtryk af fastlåste principper frem for et ønske om at lytte til de mennesker, der bor i området:
“Debatten viste jo konstruktive forståelser af, hvor upopulær en løsning der er i spil for mange borgere i Buresø, men desværre også fastlåsthed på principper og ikke-vilje til bredere borgerinddragelse”, forklarer Jesper Holm.
Beslutningen i byrådet betyder, at masteoperatøren og administrationen nu kan fortsætte arbejdet med den kommende mast uden at skulle tage hensyn til de foreslåede begrænsninger.
| ▮ Afstemning i byrådet den 25. februar 2026 Ændringsforslag om borgermøde inden byrådet træffer en beslutning (Lokallisten Ny Egedal): For: 10 stemmer (B, E, F, L, O, Ø) Imod: 11 stemmer (A, C, V, I) Resultat: Forslaget faldt Medlemsforslag om forbud mod mast på Skovvej 13 (SF og Enhedslisten): For: 3 stemmer (F, Ø) Imod: 18 stemmer (A, B, C, E, I, L, O, V) Resultat: Forslaget faldt Læs referatet af behandlingen på byrådsmødet her. |





