Tryk på "Enter" for at springe over

Liberal Alliance: Vi kunne læse i avisen, at vi var blevet smidt ud af aftalen

Liberal Alliance reagerer nu offentligt efter bruddet med den nye flertalsgruppe i Egedals byråd. Ifølge partiet blev de aldrig orienteret om, at de var ude – og retter samtidig kritik af hele forløbet omkring 2. viceborgmesterposten.

Liberal Alliance retter nu en skarp kritik mod forløbet, der førte til, at partiet ikke længere er en del af konstitueringsaftalen i Egedals kommende byråd. I en pressemeddelelse mandag aften skriver partiet, at det skete uden nogen form for besked, og først gik op for dem, da de læste om det i medierne:

“Nu kan vi så læse i avisen, at vi er blevet smidt ud? Birgitte har altså omorganiseret valggruppen, uden at informere dem, hun fjerner”, skriver partiet.

Læs også: Liberal Alliance er ude – Lokallisten Ny Egedal går med og skaber nyt flertal i det kommende byråd

Dermed kommer der nu offentlig reaktion fra Liberal Alliance oven på den nye konstituering, der blev meldt ud natten til søndag, og som i stedet for Liberal Alliance nu tæller Lokallisten Nyt Egedal.

Skuffelse over byrådsdebat

Ifølge Liberal Alliance gik samarbejdet for alvor skævt, da spørgsmålet om posten som 2. viceborgmester kom på dagsordenen i sidste uge. Her blev der fremsat forslag om at fjerne posten helt, frem for at lade oppositionen besætte den, som den tekniske beregningsmetode ellers pegede på kort efter valget:

“Derefter kom der nogle – for os – bemærkelsesværdige forslag om at ændre konstruktionen omkring 2. viceborgmesterposten, så oppositionen ikke kunne få posten, selv om reglerne normalt tilsiger det. Det skabte efter vores opfattelse unødvendig usikkerhed, og vi havde gerne set en mere gennemsigtig og rolig proces – særligt når vi netop havde aftalt ordentlighed”, skriver Liberal Alliance.

Læs også: Forsøg på at fjerne 2. viceborgmesterpost udløste kritik og forundring i byrådet

Kritikken rammer også den kommende borgmester Birgitte Neergaard-Kofod (C), som ikke svarede på oppositionens spørgsmål om ændringsforslaget i byrådssalen:

“At den potentielle nye borgmester, Birgitte Kofoed, ikke kunne forklare denne manøvre i byrådssalen onsdag, skuffede os yderligere”.

“Vi er her stadig”

Trods den klare frustration understreger Liberal Alliance, at partiet ikke har tænkt sig at lægge sig ned:

“Vi går op i retningen og indholdet – ikke i poster for deres egen skyld”, skriver partiet, og understreger, at de fortsat ønsker at arbejde loyalt og konstruktivt for en “mere velfungerende, ambitiøs og ordentlig kommune til gavn for borgerne”.

Læs også: Edith Thingstrup: Nu skal Egedal løftes væk fra bundplaceringerne

Liberal Alliance oplyser, at partiet fortsat står ved den konstitueringsaftale, der blev indgået på valgnatten, og som ifølge dem især handlede om ordentlighed og en ny politisk kultur, men endnu ikke indeholdt nogen konkret politisk retning:

“Vi har aldrig taget afstand fra aftalen – tværtimod deltaget aktivt i at skrive den”, skriver partiet, og tilføjer, at de ønskede, at alle partier skulle kunne bakke op om et fælles fundament med fokus på åbenhed og en velfungerende administration.

“Det er lykkedes, og der er nu bred enighed om netop dette grundlag i begge valggrupper”, lyder det.

Læs hele pressemeddelelsen fra Liberal Alliance her:

Konstitueringsaftale – eller blot en løs aftale om poster?
Liberal Alliance har i hele valgkampen lagt vægt på ordentlighed og en klar borgerlig retning. På valgaftenen indgik vi en konstitueringsaftale, der primært handlede om ordentlighed og behovet for gennemskuelig behandling af byrådsarbejde. Der var endnu ikke sat en politisk retning.

Vi har aldrig taget afstand fra aftalen – tværtimod deltaget aktivt i at skrive den.

Vi har fra start ønsket, at alle andre partier også skulle bakke op om et fælles fundament med fokus på ordentlighed og en velfungerende administration. Det er lykkedes, og der er nu bred enighed om netop dette grundlag i begge valggrupper.

Det næste naturlige skridt for os var at tale om politik: Hvad skal konkret ændres i Egedal, hvis vi skal væk fra bundplaceringerne?

Liberal Alliance er i politik for at skabe forandringer. Vi går op i retningen og indholdet – ikke i poster for deres egen skyld. Og vi står naturligvis ved den konstitueringsaftale, vi indgik.

Derefter kom der nogle – for os – bemærkelsesværdige forslag om at ændre konstruktionen omkring 2. viceborgmesterposten, så oppositionen ikke kunne få posten, selv om reglerne normalt tilsiger det. Det skabte efter vores opfattelse unødvendig usikkerhed, og vi havde gerne set en mere gennemsigtig og rolig proces – særligt når vi netop havde aftalt ordentlighed.

At den potentielle nye borgmester, Birgitte Kofoed, ikke kunne forklare denne manøvre i Byrådssalen onsdag, skuffede os yderligere.

Og nu kan vi så læse i avisen, at vi er blevet smidt ud? Birgitte har altså omorganiseret valggruppen, uden at informere dem, hun fjerner.

At Konservative m.fl. lørdag aften vurderede, at et nyt flertal skulle dannes ved at få Lokallisten Nyt Egedal med og Liberal Alliance ud, tager vi til efterretning. Måske fordi vi gerne ville tale politik, mens Lokallisten ikke havde samme behov for at diskutere politik, før posterne var fordelt.

Vi noterer os dog, at ændringen tilsyneladende kom bag på de valgte fra Ulrik Johns egen liste. Vi håber, det skyldes travlhed og misforståelser – ellers ligner det jo en gentagelse af det, der skete i 2021.

Egedal står over for store udfordringer, og uanset konstellation håber vi oprigtigt, at vi kan finde sammen om løsningerne.

Liberal Alliance vil uanset hvad arbejde loyalt og konstruktivt for en mere velfungerende, ambitiøs og ordentlig kommune til gavn for borgerne.