Når Veksø inviterer til vælgermøde tirsdag den 28. oktober, er det med håbet om klare svar fra de lokale politikere. Skole, grøn udvikling og byudvikling er blandt de emner, borgerne har bedt om at få på dagsordenen.
Borgerne i Veksø får traditionen tro mulighed for at møde de lokale politikere ansigt til ansigt, når multihallen danner ramme om et vælgermøde tirsdag den 28. oktober. Her skal der debatteres byudvikling, skole og grøn omstilling – alt sammen på borgernes initiativ.
Læs også: Overblik over alle vælgermøder i Egedal: Her kan du møde politikerne op til kommunalvalget 2025
Vælgermødet er en fast begivenhed i Veksø og finder sted i god tid inden kommunalvalget den 18. november. Veksø Borgerlaug står bag arrangementet, som har til formål at bringe borgernes vigtigste dagsordener i spil over for de opstillede kandidater til byrådet.
Skolen, udbygning og den grønne retning
På mødet vil der blandt andet være fokus på udbygningsplanerne syd for banen og behovet for at sikre, at Veksø Skole kan følge med udviklingen i antallet af børn og klasser. Samtidig ønsker mange borgere svar på, hvordan politikerne vil sikre, at udviklingen i Veksø foregår i en grønnere retning.
Læs også: To vælgermøder sætter spot på fritid, foreninger og politiske visioner
Det er temaer, som borgerne selv har kunnet foreslå op til mødet – og som ifølge arrangørerne optager mange i lokalsamfundet.
Et vigtigt rum for indflydelse
Forpersonen i Veksø Borgerlaug, Karen A. Forsting, opfordrer til, at borgerne møder talstærkt op og bruger aftenen til både at stille spørgsmål og lytte:
”Vælgermødet giver os i Veksø en rigtig god mulighed for at påvirke politikerne i den rigtige retning, men også for at blive klogere på, hvor vi skal sætte vores kryds. Så jeg ser frem til en fyldt hal og en god og interessant dialog med politikerne”, siger Karen A. Forsting.
Alle partier og lister er repræsenteret
Panelet tæller 13 kandidater fra alle de landsdækkende partier og lokale lister, der stiller op til kommunalvalget i Egedal. Deltagerne kan blandt andre møde Ole Hovøre (Venstre), Sheldon Mau (Socialdemokratiet), Frederikke Pudselykke (Lokallisten Ny Egedal), Charlotte Haagendrup (Moderaterne) og Helle Bovien (Enhedslisten).
Læs også: Alle Egedals kandidater til kommunalvalg 2025
Dermed er der mulighed for at få synspunkter fra hele det politiske spektrum, når det gælder de spørgsmål, der fylder mest i Veksø.
De stiller op til debat i Veksø:
PARTI KANDIDAT Venstre Ole Hovøre Socialdemokratiet Sheldon Mau Radikale Venstre Dennis Roland Pedersen Det Konservative Folkeparti Christine Søjbjerg Socialistisk Folkeparti Jakob Brysting Liberal Alliance Edith Thingstrup Lokallisten Ny Egedal Frederikke Pudselykke Dansk Folkeparti Christian Sødergren Moderaterne Charlotte Haagendrup Danmarksdemokraterne Christian Skovbo Hvistendahl Hansen Enhedslisten Helle Bovien Et Samlet Egedal Sinne Munck Eliasen Alternativet Mikkel Skovlyst
Dialog ved bordene – og direkte spørgsmål
Aftenens program er sammensat, så der både bliver plads til korte oplæg fra politikerne og til direkte samtaler. Efter introduktionsrunden trækkes bordnumre, så kandidaterne fordeles blandt deltagerne til dialog ved bordene.
Efter en pause får deltagerne mulighed for at skifte bord og tema, inden mødet afrundes med åben debat og en afsluttende kommentar fra hver politiker.
▮ Vælgermøde i Veksø Multihal
📅 Tirsdag den 28. oktober
⏰ Klokken 19:30-22:00
📍 Veksø Multihal, Gl. Hovevej, Veksø
Program for aftenen:
19:30: Velkomst ved Veksø Borgerlaug, og ordstyreren forklarer slagets gang
19:40: Runde med 2 minutters introduktion fra hver politiker i panelet. Spørgsmål fra salen
20:25: Debat ved bordene. Bordene har fået tildelt debattemaer, og politikerne trækker et bordnummer i en hat
20:50: PAUSE – MULIGHED FOR AT FLYTTE TIL NYT BORD/TEMA
21:00: Debat ved bordene
21:20: Åben debat med spørgsmål fra salen
21:40: 1 minut til hver politiker. Afsluttende spørgsmål fra salen
22:00: Afslutning













