Med Jens Skov som borgmesterkandidat og ni kandidater fra hele kommunen går SF i Egedal til valg på velfærd og grøn omstilling – med et politisk comeback fra en tidligere lokallistestifter højt placeret på listen.
SF i Egedal har nu sat navne på de kandidater, partiet sender i valgkamp på gader og stræder frem mod Kommunalvalg 2025 den 18. november. Øverst på listen står Jens Skov fra Smørum, der også i dag sidder i byrådet og som stiller op som partiets borgmesterkandidat.
Som nummer to på listen er Jonathan Kristensen fra Ølstykke, også nuværende byrådsmedlem.
Tidligere lokalliste-stifter gør comeback
En af de mest markante tilføjelser til SF’s liste er Helle Anna Elisabeth Nielsen, der stiller op som nummer tre. Hun har tidligere siddet i byrådet for Radikale Venstre og var i 2020 med til at stifte Lokallisten Ny Egedal sammen med Ulrik John Nielsen (tidl. Venstre) og Bettina Zarp (tidl. DF og nu DF igen). Efterfølgende sad hun derfor i byrådet for Lokallisten Ny Egedal.
Ved valget i 2021 valgte hun dog ikke at genopstille, men nu vender hun tilbage til lokalpolitik – denne gang under SF’s banner. Uden for byrådssalen er hun kendt fra sit engagement i Danmarks Naturfredningsforening i Egedal, hvor hun blandt andet har arbejdet med klima- og naturspørgsmål.
Kandidater fra flere egne af kommunen
Bag de tre øverste kandidater følger Jakob Brysting fra Veksø og Karen Juul fra Smørum. På de næste pladser er Henrik Severin Hansen (Smørum), Randi Jørgensen (Veksø), Hanne Roden (Stenløse) og Kamilla Lindgren (Ganløse).
Der er dermed kandidater med bopæl i det meste af kommunen, og SF fremhæver selv, at listen også rummer en vis spredning i alder og baggrund.
Ifølge SF’s pressemeddelelse vil kandidatholdet arbejde for “at styrke velfærden og den grønne omstilling”. Udmeldingen indeholder ikke konkrete forslag, men markerer partiets prioriteringer frem mod valget.
| ▮ SF Egedals kandidatliste til Kommunalvalg 2025 1. Jens Skov, Smørum, borgmesterkandidat 2. Jonathan Kristensen, Ølstykke 3. Helle Anna Elisabeth Nielsen, Buresø 4. Jakob Brysting, Veksø 5. Karen Juul, Smørum 6. Henrik Severin Hansen, Smørum 7. Randi Jørgensen, Veksø 8. Hanne Roden, Stenløse 9. Kamilla Lindgren, Ganløse |






