Tryk på "Enter" for at springe over

Prioriterer vi eliteidræt over skolen og vores medarbejdere?

DEBATINDLÆG:

Når vi står foran valget om at udskyde en nødvendig renovering af Lærkeskolen for at prioritere en elitehåndboldhal til HØJ, må vi spørge os selv: Hvem betaler egentlig prisen for denne prioritering?

På byrådsmødet i juni 2025 skal vi tage stilling til, om Lærkeskolens længe ventede renovering skal udskydes endnu et år. Årsagen? Et stort vedligeholdelsesefterslæb og en anlægsramme, der allerede er presset – ikke mindst på grund af beslutningen om at bygge en elite-håndboldhal til HØJ Håndbold.

Et snævert budgetforlig – uden bred politisk forankring
Budgetforliget for 2025 blev indgået sidste efterår alene mellem Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Lokallisten Ny Egedal. Det betyder, at der ikke har været tale om et bredt forlig, men om en snæver aftale, hvor vigtige prioriteringer – blandt andet elite-håndboldhallen – er blevet truffet uden bred politisk opbakning.

Det rejser et grundlæggende spørgsmål: Hvorfor prioriterer vi eliteidræt over folkeskolen og de medarbejdere, der hver dag gør en forskel for vores børn?

Kerneopgaver og ansvarlige prioriteringer
Det er en kommunal kerneopgave at sikre ordentlige skoler, dagtilbud og idrætsfaciliteter – og ikke mindst et sundt fysisk arbejdsmiljø for vores ansatte. Alligevel oplever mange af Egedals medarbejdere i dag problemer med det fysiske arbejdsmiljø, og vi har et stort efterslæb på vedligeholdelsen af vores kommunale bygninger.

Når vi samtidig vælger at prioritere en elitehal, der skal opfylde kravene til 1. division, bliver prioriteringen helt skæv – og man kan med rette sige uansvarlig.

Løfter uden dokumentation
Det er ikke rimeligt, at børn og lærere på Lærkeskolen må vente på tidssvarende og rimelige faciliteter, mens en håndboldklub får fremskyndet en hal, som ifølge aftalerne skal finansieres af klubben selv. Men her står vi med et problem: Vi har ikke adgang til referater eller kontrakter, der dokumenterer, at klubben rent faktisk vil betale deres andel. Vi må blot stole på løfter – uden garanti for, at breddeidrætten og lokalsamfundet får den gevinst, vi håber på.

Bredde og retfærdighed – for alle børn og unge
Som Radikal er jeg optaget af, at vi prioriterer bredt og retfærdigt. Alle børn og unge i Egedal skal have gode rammer for læring og trivsel – ikke kun de få, der dyrker eliteidræt. Det handler om at skabe et fællesskab, hvor alle kan være med, og hvor vi ikke skaber A- og B-hold i vores kommunale prioriteringer.

Krav om gennemsigtighed og ansvarlighed
Derfor må vi kræve større gennemsigtighed og ansvarlighed af de politiske beslutningstagere. Vi skal have dokumentation for aftalerne med Ølstykke Jyllinge Håndboldklub og sikre, at investeringerne i vores kommunale bygninger og medarbejdere ikke bliver glemt.

Egedal skal være en kommune, der bygger på tillid, åbenhed og fællesskab. Vi skal investere i det, der virker – og sætte børnene og medarbejderne først. Det kræver mod til at prioritere klogt og ansvarligt.

For når vi vælger, hvem vi bygger for, vælger vi også, hvem vi sætter først.

Børn og medarbejdere betaler prisen
Her betaler børnene og medarbejderne prisen for politiske prestigeprojekter. De fysiske rammer er også med til at skabe et godt børneliv og en attraktiv kommune at være medarbejder i.

I min optik er det dybt uansvarligt at prioritere endnu en ny håndboldhal til HØJ, når vi faktisk ikke har råd til at vedligeholde de bygninger, vi allerede har.

Rikke Mortensen,
Radikale Venstre

Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning

Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.

Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.

Hvad synes du?

Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på

Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.

Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.