Tryk på "Enter" for at springe over

Politiker på besøg i Stenløse: Handicappolitik er glemt i valgkampen

Et opråb i EgedalPosten førte fredag til et møde i Stenløse mellem Enhedslistens spidskandidat i Nordsjælland og formanden for DH Egedal. De kræver i fællesskab et mere tillidsbaseret system og et opgør med manglende finansiering på handicapområdet – og ikke mindst fokus på handicappolitikken i valgkampen.

Handicappolitikken glimrer ved sit fravær i de mange kandidattests og debatter, der i øjeblikket præger valgkampen. Det mener Mette Hjorth Olsen, der er formand for Danske Handicaporganisationer i Egedal – en bekymring, som hun for nylig uddybede i et læserbrev her i EgedalPosten.

Læs også: Hvor er handicappolitikken i folketingsvalget?

Og det var en kritik, der vandt genklang hos Sinem Dybvad Demir, som er spidskandidat for Enhedslisten i Nordsjælland. Hun besøgte derfor i fredags Mette Hjorth Olsen hjemme i Stenløse for at høre om og diskutere de udfordringer, som mange lokale familier står med til hverdag og for at sætte handicappolitikken på dagsordenen igen.

Økonomisk pres klemmer retssikkerheden

Selv om lovgivningen på området ofte beskrives som god, følger pengene sjældent med ud i virkeligheden. Det skaber et svært dilemma for beslutningstagerne, når budgetterne skal lægges:

“Mange af de udfordringer vi ser i dag, hænger blandt andet sammen med service- og anlægsloftet, som presser kommunerne i et umuligt dilemma: Har vi råd til at hjælpe alle udsatte borgere?”, påpeger Sinem Dybvad Demir.

Læs også: Dem kan du stemme på til folketingsvalget 2026 i Egedal

Hun mener, at den nuværende politiske fortælling fejlagtigt fremstiller mennesker med handicap som en økonomisk byrde. Ifølge kandidaten er der i virkeligheden tale om en form for ‘gøgeungeretorik’, hvor helt basale behov hos borgerne bliver gjort til genstand for forhandling:

“Man fremstiller mennesker med handicap som en byrde i budgetterne, men i et rigt samfund som Danmark bør det være en selvfølge, at alle har mulighed for at leve et værdigt liv”, siger hun.

Systemet modarbejder det enkelte menneske

Når hverdagen rammer, oplever mange, at systemerne fungerer i lukkede siloer. Det betyder for eksempel, at adgangen til arbejdsmarkedet bliver blokeret, selv om lysten og evnen til at bidrage er til stede.

Både Mette Hjorth Olsen og Sinem Dybvad Demir kritiserer, at for eksempel tilgængeligheden til det offentlige rum alt for ofte bliver glemt. Det gælder alt fra manglende snerydning, som gør det svært for kørestolsbrugere at komme rundt, til udfordringer med adgangen til arbejdsmarkedet:

“Mange med handicap får ikke adgang til at kunne arbejde, selv om de ville være i stand til det, hvis kommunerne var villige til at kigge helhedsorienteret på det”, siger Mette Hjorth Olsen.

Et råb om tillid og genopretning

For at ændre kurs foreslår Enhedslisten en egentlig genopretningsplan. Målet er at ligestille det specialiserede område med det normale område for at sikre mere uddannet personale og færre krav om dokumentation:

“Vi vil have en genopretningsplan, ligestille det specialiserede område med det normaliserede, så vi blandt andet kan få mere uddannet personale, ændre på anlægs- og servicelofter, have færre dokumentationskrav og give plads i systemet til at vurdere den enkelte borgers behov bedre”, siger Sinem Dybvad Demir, der gerne vil gøre systemet mere tillidsbaseret.

De tanker bakker Mette Hjorth Olsen op om:

“Folketinget burde understøtte at kommunerne kan stole mere på de berørte familiers og enkeltpersoners behov”, siger hun og peger på, at de nuværende kvalitetsstandarder ofte fungerer som stive værktøjer, der bruges til at lukke ned for hjælpen i stedet for at åbne muligheder.

Hun efterlyser derfor et system, som i højere grad fokuserer på et værdigt liv frem for blot basal overlevelse.

Mette Hjorth Olsen har i mange år kæmpet for, at mennesker med handicap får den rette hjælp. For selv om de mange sagsbehandlere og “manden på gulvet”, som hun siger, er pressede og ikke skal klandres for de mange udfordringer, vi står med i dag, er der strukturelle fejl fra ledelsernes og i sidste ende fra politisk side:

“Ingen vil forpligte sig til en ordentlig hjælp, og derfor betyder det meget for mig, at Sinem har taget initiativ til dette møde. Det håber jeg kun kan inspirere flere til at tage handicappolitikken op i valgkampen”, opfordrer hun.

Frygten for at klage

En af de mest bekymrende tendenser er ifølge Sinem Dybvad Demir, at nogle borgere i dag afholder sig fra at klage over afgørelser. Der eksisterer en frygt for, hvilke konsekvenser det kan få for deres sag, hvis de udfordrer systemet.

Det er en virkelighed, som både Sinem Dybvad Demir og Mette Hjorth Olsen ønsker at gøre op med gennem bedre rådgivning. Det skal sikre, at det ikke kun er de mest ressourcestærke, der kan navigere i de komplekse regler:

“Vi vil sikre alle mennesker retten og mulighederne for et selvbestemt og værdigt liv. Det handler om retssikkerhed”, siger Sinem Dybvad Demir.

Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få EgedalPostens nyhedsbrev med de vigtigste historier ❤️

Ved at tilmelde dig accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.