Tryk på "Enter" for at springe over

Ny Egedal-rekord i omkørsel: Vejen mellem Stenløse og Slagslunde spærres

Se video af omkørslen: Bilister må ud på en meget lang omvej, når fjernvarmearbejde lukker Stenlillevej den 4. og 5. marts. Omkørslen bliver på i alt over otte kilometer via Søsum.

Hvis du er vant til at køre ad Stenlillevej mellem Stenløse og Slagslunde/Buresø, skal du i starten af marts finde en anden rute. Den 4. og 5. marts bliver vejen spærret helt lige uden for Stenløse i forbindelse med gravearbejde til fjernvarme.

Arbejdet starter tirsdag den 4. marts kl. 07:00, hvor asfalten fjernes og selve udgravningen begynder. Entreprenøren Per Aarsleff A/S forventer at arbejde til ud på aftenen. Den 5. marts lægges ny asfalt, hvorefter trafikken kan genoptages.

Omkørslen bliver meget lang

De, der plejer at tage den direkte vej mellem Stenløse og Slagslunde, skal i stedet køre over Søsum via Søsumvej og Brunhøjvej.

Det betyder en omvej på over otte kilometer for dem, der er hårdest ramt – og en del mere trafik gennem Søsum, end der er i forvejen.

Se EgedalPostens video over omkørslen her:

“Det har desværre ikke været muligt at lave en kortere omkørsel”, oplyser entreprenøren Per Aarsleff A/S.

Bor du på Stenlillevej, får du direkte besked i din postkasse om, hvordan du kan komme til og fra din bolig i perioden.

For cyklister og gående er Stenlillevej også spærret. De behøver dog ikke at tage en helt så stor omvej, men kan i stedet tage Maglevadvej (der er spærret for biler) og på den måde komme mellem Stenløse og den ikke afspærrede del af Stenlillevej, og derfra videre til Slagslunde. Vær dog opmærksom på, at et der i øjeblikket også foregår et stort fjernvarmegravearbejde på Dam Agre, der fører fra Frederikssundsvej og til Maglevadvej.

Fjernvarmeudvidelse giver gener

Baggrunden for vejspærringen er en udvidelse af fjernvarmenettet, hvor en ledning skal føres på tværs af Stenlillevej. Gravearbejdet sker som en del af Vestforbrændings projekt for at sikre mere miljøvenlig opvarmning i området.

Den blå linje viser, hvor den nye fjernvarmeledning skal graves ned. Det er krydsningen af Stenlillevej, der giver en omfattende omkørsel i to døgn i starten af marts. Grafik: Per Aarsleff A/S

Egedal Kommune er vejmyndighed og har givet tilladelse til arbejdet, der ventes afsluttet den 5. marts.

Læs mere om omkørslen her på Egedal Kommunes hjemmeside.

Stenlillevej spærres for gennemkørsel på en kort strækning lige uden for Stenløse. Trafikanter føres via skiltning på en omvej gennem Søsum og Slagslunde via Søsumvej og Brunhøjvej. De husstande, der ligger på Stenlillevej, får direkte besked i deres postkasse om omkørselsmuligheder. Grafik: Per Aarsleff A/S