Gravearbejde på Dam Agre ved brandstationen i Stenløse kommer til at give udfordringer for skoleelever, forældre og virksomheder – få overblik over, hvordan din hverdag påvirkes.
Den 6. januar begynder et nyt, omfattende fjernvarmearbejde på Dam Agre – og det kommer til at vare helt frem til sommerferien. Det vil have stor betydning for trafikken i området, ikke mindst for dig, der skal til Egedal Gymnasium, Stenløse Privatskole, Stenløse Skovbørnehave eller driver virksomhed i nærheden.
Her er en oversigt over, hvad du kan forvente i de forskellige faser af projektet, og hvordan du kan forberede dig. Perioderne er Vestforbrændings forventede anlægsplan, så de kan godt ændre sig undervejs:

Fase 1 (6/1 – 10/2 2025): Afspærringer og indledende gravearbejde
I den første fase vil der blive oprettet en dobbeltrettet cykelsti på gymnasiets side af Dam Agre, mens cykelstien på modsatte side af vejen bliver lukket. Det betyder også, at stoppestedet ved cykelstien overfor gymnasiet lukkes. Skal du med bus mod Egedal Station, kan du i stedet bruge stoppestedet ved Stenløse Privatskole.
Du kan ifølge Egedal Kommune fortsat køre i bil i begge retninger på Dam Agre, men Vestforbrænding, som står bag projektet, gør opmærksom på, at arbejdet udvikler sig løbende og i perioder kan påvirke og genere trafikanter, cyklister og fodgængere. Skiltningen bliver opdateret løbende.

Fase 2 (10/2 – 3/3 2025): Spærret for al trafik efter brandstationen
Midtvejs i projektet bliver Dam Agre fuldstændigt lukket efter brandstationen, fordi fjernvarmeledningen skal krydse vejen. Det vil dog fortsat være muligt at køre ind til Frydenbergvej fra Frederikssundsvej, men derefter er vejen videre mod gymnasiet HELT spærret for al kørsel.
Har du brug for at komme til gymnasiet, til Stenløse Privatskole, til skovbørnehaven eller andre steder langs Dam Agre i bil, bliver du nødt til at køre til Egedal Rådhus/Føtex i stedet, dreje til højre i Egedal By ad Dam Holme og køre bagom for at komme til området – en omvej på to-tre kilometer i forhold til den normale tur ind til gymnasiet og privatskolen.
Vejen er også helt spærret, hvis du er på cykel eller til fods, men her er det dog stadig muligt at komme til gymnasiet, privatskolen og resten af området via stisystemet fra Frederikssundsvej og ind mod gymnasiet.
Vestforbrænding lover, at der vil være skiltet med omkørsler og opdaterede anvisninger i hele perioden, men vær forberedt på forsinkelser og tæt trafik i myldretiden. Entreprenøren Per Aarsleff er klar over de store trafikale gener i denne periode og arbejder på at minimere dem så meget som muligt:
“Vi arbejder så hurtigt vi kan, og hvis det viser sig, at vi kan få afsluttet arbejdet med at lægge ledningen på tværs af vejen hurtigere end planlagt, så åbner vi selvfølgelig for trafikken igen, så hurtigt vi kan”, siger Per Aarsleffs projektleder Morten Juul til EgedalPosten.
Du kommer også til at skulle gå længere, hvis du skal med bussen i denne periode. Stoppestedet i retning mod Egedal Station nedlægges ved Stenløse Privatskole på Dam Holme, og i stedet opsættes et midlertidigt busstoppested på Frederikssundsvej ud for Egedal Gymnasium & HF’s sportsplads på hjørnet af Frederikssundsvej og Dam Agre (altså ved den nuværende buslomme langs Frederikssundsvejen).

Fase 3 (3/3 til maj 2025): Ensretning i hele området – fortsat stor omkørsel
I projektets sidste fase, der forventes at starte i begyndelsen af marts, bliver vejene genetableret. Her er trafikken i hele området ensrettet i retningen mod brandstationen fra gymnasiet, så bilister skal altså fortsat køre den store omvej ind via Egedal Rådhus for at komme til gymnasiet, privatskolen og andre steder langs Dam Agre og Dam Holme.
Der skal i denne periode kun ganske lidt til at få trafikken til at stå stille i kortere eller længere tid, så planlæg ekstra tid til dine ture, især hvis du skal til eksamener på Egedal Gymnasium eller deltage i aktiviteter eller møder på skolen, i børnehaven eller hos en af de lokale virksomheder.
Cyklister vil igen kunne benytte den dobbeltrettede cykelsti, men skal du med bussen, skal du stadig bruge det midlertidige busstoppested på hjørnet af Frederikssundsvej/Dam Agre.
Vejen kommer til at bumpe det første år
Når arbejdet endelig er gennemført, bliver der lagt et midlertidigt lag asfalt på Dam Agre. Det er grovere end den normale asfalt og vejen vil sandsynligvis føles meget mere ujævn end tidligere. Grunden til, at man lægger den grovere asfalt er dog, at belægningen skal have mulighed for at sætte sig i det første år efter anlægsarbejdet. Cirka et års tid efter arbejdet vil den grove belægning blive erstattet med permanent asfalt, som forhåbentlig bliver jævn og rolig at køre på igen.
Få svar på dine spørgsmål
Du kan læse meget mere om projektet på Egedal Kommunes hjemmeside her. Har du i graveperioden spørgsmål til anlægsarbejdet, tidsplaner med mere, kan du kontakte entreprenøren Per Aarsleffs projektleder Morten Juul på telefon 21 70 39 88. Du kan også kontakte Vestforbrændings kundeservice på 70 25 70 60 eller e-mail:









