DEBATINDLÆG:
Vi har selv skabt mange af de problemer, som DR’s dokumentar ”Skolens tabte børn” viser.
Med kommunalreformen i 2007 blev ansvaret for det specialiserede område flyttet til kommunerne. Med inklusionsreformen i 2012 besluttede et bredt flertal, at 96 procent af alle børn skulle inkluderes i den almene folkeskole. Samtidig begyndte mange kommuner at nedlægge deres specialskoletilbud.
Nogle gik så langt som at beslutte, at alle børn uanset handicap som udgangspunkt skulle starte i folkeskolen, når de begyndte i 0. klasse. Og vejen til at bryde ud af folkeskolens hængsler og få bevilliget et specialiseret skoletilbud blev sværere og sværere.
Konsekvenserne har været katastrofale for alt for mange børn. For børn med fysiske og psykiske handicap og særlige behov har det betydet, at de er blevet presset ind i rammer, hvor deres behov ikke kan imødekommes.
Det er ikke inklusion, når børn placeres i fællesskaber, hvor de ikke trives. Det er eksklusion i forklædning.
Læs også: Inklusion 2.0 – når børn betaler prisen for politisk kortsigtethed
Alt for mange ender i mistrivsel, ufrivilligt skolefravær og langvarige perioder uden undervisning og socialt isoleret i hjemmet. Børn mister troen på sig selv og de voksne, og alt for mange familier bryder sammen under presset.
Ifølge Autismeforeningen har næsten hvert femte barn med autisme været væk fra skolen i over et år. Danmarks Lærerforening viser samtidig, at 85 procent af lærerne underviser børn, som ikke får den nødvendige støtte. Tallene understreger, at problemet ikke er enkeltstående – det er strukturelt.
Som mor har jeg selv stået – og står stadig – med et barn, der vægrer sig mod at gå i skole. Min søn er snart 12 år og blev for cirka 1 ½ år siden endelig visiteret til et skoletilbud, som kan imødekomme hans særlige behov, men først efter det som føles som en lang, altopslidende kamp. Og vejen dertil har været alt for hård. De år på en skole, der ikke matchede hans behov, hvor han blev mere og mere psykisk presset og hvor mistrivslen voksede massivt med angst som følgesvend, og det efterfølgende år hjemme uden et skoletilbud med belastningsreaktion og depression som følge af overbelastningen har sat dybe spor.
Selv nu, hvor han er i et helt fantastisk tilbud med yderst kompetent personale, er han stadig langt fra at kunne komme i skole på fuld tid. For børn går i stykker, og man gør dem ondt, når vi voksne ikke lytter, anerkender og handler på deres mistrivsel.
Læs også: Socialrådgiver: Billigt sluppet at tale om børn i mistrivsel!
Når voksne får stress, sygemeldes de som regel fra det miljø, der har forårsaget belastningen. Men når børn får stress, kalder vi det ”belastningsreaktioner” og alligevel insisterer vi alt for ofte på, at de fortsat skal dukke op i det samme miljø og de samme rammer, som har skabt mistrivslen.
Siden 2021 har jeg været frivillig i Danske Handicaporganisationers lokalafdeling i Egedal. De fleste henvendelser, vi får, kommer fra forældre til børn i mistrivsel på grund af ufrivilligt skolefravær. Det er et problem, der rammer bredt og hårdt, og som dokumentaren desværre blotlægger alt for tydeligt.
Jo senere hjælpen kommer, desto dyrere bliver den, både menneskeligt og økonomisk.
Og selv når børn endelig lander i et tilbud, der passer til deres behov, begynder en ny kamp: kommunerne vil have dem hurtigst muligt op i fuld tid igen, og frygten for at barnet hjemtages til folkeskolen fylder hos mange familier.
Vi har brug for en ny retning, hvor vi anerkender fortidens fejl og tør investere i rettidig støtte og tilstrækkelig hjælp, og prioritere hurtige visiteringer til de rette tilbud, uden at børn først skal afprøves i folkeskolerne og midlertidige lappeløsninger i mellemformer og gå i stykker.
Læs også: Alt for mange kommer ikke i skole: “Vi vil hjælpe – men døren til kommunen er lukket”
Vi skal investere i specialskoler og specialtilbud, også på dagtilbudsområdet. I Egedal Kommune har vi fx ikke vores eget specialskoletilbud, hvorfor børn med handicap og særlige behov sendes ud af kommunen for at få det specialiserede tilbud, som de har behov for og krav på.
Ægte inklusion handler ikke om at gøre børnene almindelige, det handler om at gøre plads til forskellighed. Samtidig må vi anerkende, at nogle børn har brug for et specialiseret tilbud. Derfor skal vi både investere i folkeskolen, i specialskoler og i det specialiserede socialområde. Kun sådan kan vi sikre, at ingen børn tabes.
Det er bl.a. også derfor, jeg stiller op til kommunalvalget i Egedal for Radikale Venstre: Fordi vi har brug for en ny retning, hvor vi tør tænke i langsigtede investeringer, så alle børn kan trives og få et trygt skoleliv med lige muligheder.
Med venlig hilsen
Cirkeline Kajhøj,
byrådskandidat for Radikale Venstre
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.
