Tryk på "Enter" for at springe over

Egedal skal spare millioner: Forslag for 33,3 millioner ligger klar

Regningen for landspolitiske beslutninger og dyrere specialtilbud tvinger forvaltningen i Egedal Kommune til at fremlægge stribevis af spareforslag på velfærdsområderne i budgettet for 2027. Se de mest markante forslag her.

Oplægget til Egedal Kommunes budget for 2027 er sendt i offentlig høring, og det indeholder forslag til besparelser for i alt 33 millioner kroner. Forslagene til besparelser i budgettet for 2027 er langt mere omfattende end de seneste år, hvor de har udgjort under 10 millioner kroner.

Læs også: Egedal-borgmester slår fast: Besparelser og hårde prioriteringer på vej

Selv om den overordnede drift i kommunen er sund med overskud og en fornuftig kassebeholdning, bliver den lokale økonomi nemlig ramt af reformer og initiativer fra Christiansborg. Landspolitiske beslutninger medfører store ekstraudgifter, som ikke bliver dækket fuldt ud af statskassen:

“Gennem et par år har vi ikke haft behov for større besparelser i budgetterne. Sådan er det desværre ikke i år. Egedals økonomi er solid, og det skal den fortsat være. Men når Folketinget pålægger os nye opgaver og vedtager reformer, som ikke bliver dækket økonomisk, skal vi selv finde pengene. Ligesom andre kommuner har vi desuden kraftigt stigende udgifter til socialområdet. Det bliver vi heller ikke kompenseret for”, siger borgmester Birgitte Neergaard-Kofod (C).

Spareforslag for 33,3 millioner kroner

For at hjælpe byrådet med at nå i mål har administrationen udarbejdet et omfattende prioriteringskatalog. Kataloget præsenterer et bredt udvalg af konkrete spareforslag på tværs af de kommunale velfærdsområder til en samlet værdi af 33,3 millioner kroner, som politikerne nu skal tage stilling til.






I forvaltningens sparekatalog indgår blandt meget andet en lukning af Ganløse Friluftsbad, hvilket vil spare kommunekassen 570.000 kroner årligt. Foto: Egedal Kommune

Sparekataloget: Fem forslag, der kan mærkes i hverdagen

Egedal Kommunes administration har sammensat et prioriteringskatalog med forslag til besparelser og prioriteringsændringer for i alt 33,3 millioner kroner i 2027. Kataloget fungerer som et oplæg til byrådets kommende forhandlinger, hvor politikerne skal vælge, hvilke tiltag der reelt skal gennemføres.

Her er fem markante forslag fra kataloget:

Dyrere SFO og klubber: Forvaltningen lægger op til at hæve forældrebetalingen til SFO. Der er regnet på tre modeller med stigninger på enten 50, 100 eller 200 kroner om måneden, som giver en merindtægt på henholdsvis 0,9, 1,7 eller 3,5 millioner kroner. Samtidig foreslås det at hæve taksten for fritidsklubber med enten 100 eller 150 kroner om måneden.

Slut med lejrskoler i 6. klasse: Et af de mere mærkbare forslag på skoleområdet er at afskaffe de tre dages lejrskole på 6. årgang helt, hvilket vil give en besparelse på 1 million kroner om året.

Ganløse Friluftsbad i farezone: Forvaltningen foreslår at lukke Ganløse Friluftsbad helt for at spare 570.000 kroner om året. Som et mindre vidtgående alternativ er der regnet på at sløjfe den offentlige åbningstid, så badet kun benyttes til skole- og foreningssvømning (sparer 170.000 kroner).

Afskaffelse af ekstra rengøring hos ældre: Den ekstra rengøringsindsats hos sårbare borgere i hjemmeplejen foreslås afskaffet, så serviceniveauet vender tilbage til rammen før 2026, hvilket vil spare 0,75 millioner kroner.

Beskæring af Demenstaskforcen: Forvaltningen foreslår at skære to stillinger i Demenstaskforcen, som yder rådgivning og sparring i komplekse demensforløb (sparer 1,0 million kroner).

Se hele forvaltningens sparekatalog her

Muligt farvel til medarbejdere

Forventningen er også, at statslige reformer på sundheds- og beskæftigelsesområdet rammer den lokale administration hårdt. På beskæftigelsesområdet skal udgifterne nedbringes markant, hvilket kommer til at føre til personalereduktioner.

Forvaltningens sparekatalog giver også konkrete bud på, hvor der potentielt kan findes besparelser på det administrative område i kommunen: Der peges på en nedlæggelse af tre stillinger i Borgerservice og Organisation fordelt på økonomi, løn og kommunikation. Samtidig rummer kataloget forslag om at opsige medlemskabet af Den Digitale Hotline og fjerne en stilling i Borgerservice, skære en stilling i staben for Sundhed og Omsorg, nedlægge en juriststilling i Social og Handicap samt fjerne en teamlederstilling på bibliotekerne.

Giv din mening til kende om budgettet

Arrangement: Borgermøde om budget 2027
Sted: Egedal Rådhus
Dato og tid: Onsdag den 2. september klokken 19:00-20:30
Formål: Orientering om budgetmaterialet og mulighed for politisk debat

Læs mere om borgermødet her

Kæmpe merforbrug på socialområdet

Helt uafhængigt af forhandlingerne om det kommende års budget skal byrådet følge op på det nuværende regnskab i september. Her er der lagt op til en tillægsbevilling på 20 millioner kroner til social- og handicapområdet. Denne bevilling skal dække over et forventet merforbrug på op til 50 millioner kroner i år.

Det store minus skyldes en kombination af, at flere borgere har brug for hjælp, at sagerne er blevet mere komplicerede, og at priserne på højt specialiserede private botilbud stiger markant.

“Udgifterne til socialområdet er steget markant i alle kommuner de senere år. Det er stort set kommunerne selv, der skal løfte den betydelige ekstraudgift. Det presser igen i år de øvrige velfærdsområder økonomisk”, siger kommunaldirektør Søren Trier Høisgaard.

Opfølgning hver eneste måned

Forvaltningen har iværksat særlige handleplaner for at begrænse de voksende udgifter. Planerne omfatter et tættere samarbejde på tværs af faggrupper, hurtigere opfølgning i sagerne og efteruddannelse af de ansatte. Tidligere har lignende tiltag bidraget til at reducere udgiftspresset med op til 15 millioner kroner.

Resten af året vil administrationen følge op på økonomien på socialområdet hver måned. Samtidig arbejdes der på at opbygge egne tilbud i kommunen, så udgifterne til private botilbud kan nedbringes over tid.

Forventet tidsplan for budgetforhandlingerne i Egedal Kommune

31. august – 11. september: Offentlig høringsperiode
2. september: Borgermøde om budgettet
Uge 36 – 38: Politiske budgetforhandlinger i gruppeformandskredsen.
9. september og 16. september: Førstebehandling i Økonomiudvalg og Byråd
1. oktober: Frist for indlevering af ændringsforslag
30. september og 7. oktober: Andenbehandling og endelig vedtagelse i Byrådet

Se uddybning af punkterne i tidsplanen her.

Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få de bedste lokale historier i indbakken ❤️

Ved at tilmelde dig EgedalPostens nyhedsbrev accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.