Tryk på "Enter" for at springe over

Henrik var med til at knuse indsamlingsrekord i bagende 45 graders varme

Henrik Danholm fra Smørum var én af 550 seje cykelryttere, der i juni deltog i Scleroseforeningens indsamlingsløb Cykelnerven. I stegende varme gennemførte han etaper i Tour de France-bjergene, og var med til at samle imponerende 15,1 millioner kroner ind til forskning i sclerose.

Hautacam, Luchon-Superbagnères og Tourmalet blev besejret. I juni cyklede Henrik Danholm fra Smørum side om side med 549 andre deltagere i det hårde indsamlingsløb Cykelnerven, som hvert år går gennem Tour de France-bjergene for at støtte forskning i sclerose.





Henrik lever selv med sygdommen og havde forberedt sig både fysisk og mentalt frem mod de legendariske stigninger, hvor temperaturen nåede op på 45 grader.

Fællesskab og formål

Henrik oplevede både det fysiske pres og den menneskelige opbakning undervejs i Pyrenæerne.

”Det var helt fantastisk at være med – man møder så mange søde mennesker, som altid er i godt humør, lige meget hvor hårdt det er. Bare det at få lov til at være en del af det sammenhold, er en stor oplevelse”, fortæller Henrik og fortsætter:

“Jeg synes, det er vildt at være en del af noget så stort og samle penge ind til forskning – især fordi jeg ved, hvor meget det betyder at få den rigtige medicin”, fortæller han.

Henrik Danholm på det ikoniske bjerg Col du Tourmalet under årets Cykelnerven. Foto: Privat

Ny rekord i indsamling

I år lykkedes det rytterne at samle 15,1 millioner kroner ind til forskning i sclerose. Det er mere end to millioner kroner mere end sidste år – og over 50 procent mere end i 2023, hvor der blev indsamlet 10,1 millioner kroner.

Læs også: Henrik fra Smørum cykler i Tour-bjergene i kampen mod sin egen sygdom

Beløbet gør en mærkbar forskel, forklarer Scleroseforeningens administrerende direktør, Klaus Høm:

”Det er helt enestående, at deltagerne i Cykelnerven har formået at samle over 15 millioner kroner ind til scleroseforskning. De midler finansierer mere end halvdelen af den danske forskning i sclerose – og uden dem ville vi slet ikke have samme stærke forskningsmiljø”, fortæller han.

Flere kendte cyklede med

Cykelnerven samler både private ryttere og kendte navne fra sport og medier. Blandt deltagerne i år var blandt andre OL-vinderen Eskild Ebbesen, triatleten Camilla Pedersen, TV2-vært Dennis Ritter og tidligere fodboldspiller Martin Jørgensen.

TV-kokken Thomas Castberg deltog for første gang og indsamlede personligt 326.063 kroner. Han beskriver oplevelsen sådan:

”Det er ikke bare en cykeltur og jeg er stadig i gang med at fordøje det. Det er en helt enestående oplevelse og nok en af de største oplevelser, jeg har haft i mit liv”, fortæller han og tilføjer:

”Man kan ikke skjule sig på et bjerg, og man møder virkelig sig selv, når man kæmper sig op ad et bjerg. Det kræver, man graver virkelig dybt, og man når ud i afkroge af sig selv, man ikke vidste fandtes, for at hente det frem, der skal til for at overvinde sig selv og gennemføre. Det samme skal de andre, og det er af samme grund en enorm tilfredsstillelse, egoistisk set, at have gennemført, men også at se de andre gennemføre. Det gælder ikke mindst rytterne med sclerose, som er med. Der er det vildeste fællesskab og sammenhold, og det er en kæmpe fornøjelse at kunne støtte deres sag på den her måde”, siger Thomas Castberg.

Cykelnerven 2025 Foto: Jakob Helbig
De 550 ryttere i årets udgave af Cykelnerven samlede hele 15.100.000 kroner ind til forskningen i sclerose. Foto: Jakob Helbig

Cykelnerven 2025
• 550 ryttere deltog i årets løb
• Der blev samlet 15.100.000 kroner ind
• Henrik Danholm fra Smørum var en af deltagerne
• Løbet gik gennem Pyrenæerne og omfattede fire etaper
• Etaperne var inspireret af Tourens 12., 13. og 14. etape
• Blandt bjergene var Hautacam, Tourmalet og Luchon-Superbagnères
• Cykelnerven arrangeres af Scleroseforeningen og pengene går til forskning i sclerose i Danmark

Læs mere: www.cykelnerven.dk