Tryk på "Enter" for at springe over

Henrik fra Smørum cykler i Tour-bjergene i kampen mod sin egen sygdom

Henrik Danholm fra Smørum træder tungt i pedalerne i stejle Tour de France-bjerge i denne uge som deltager i Cykelnerven 2025. Han lever med sclerose og cykler for at samle penge ind til livsvigtig forskning – og du kan støtte ham.

Der venter Henrik Danholm fra Smørum noget af en cykeltur, såvel som personlig udfordring i Frankrig, når han i fra onsdag i denne uge skal køre hårnålesving efter hårnålesving, stigning efter stigning samt højdemeter efter højdemeter på mestrenes asfalt.





Når Danmarks hårdeste velgørenhedscykelløb, nemlig Scleroseforeningens Cykelnerven, løber af stablen i de franske Tour de France-bjerge her blot få uger inden verdens største cykelløb, er dét nemlig, hvad der er på menuen for Henrik og de 500 andre cykelmotionister, som deltager fra hele landet.

Alt sammen for at samle livsvigtige midler ind i kampen mod sclerose.

Har haft sclerose i 13 år

For Henrik er der dog et ekstra lag på hele oplevelsen: Han er nemlig selv diagnosticeret med den kroniske sygdom sclerose.

Sclerose er en autoimmun sygdom, der påvirker centralnervesystemet og kan udløse forskellige symptomer i kroppen og hjernen. Og det er lige præcis den sygdom, som Cykelnerven er etableret for at samle midler ind til – til sclerose-forskningen, der med tiden skal være nøglen til at bekæmpe sygdommen helt, samt til at forbedre livet for mennesker med sclerose og deres familier.

Et af bjergene, som Cykelnerven-rytterne tog kampen op mod sidste år, var Col du Galibier. Vejen mod toppen var hård, kold og i juni 2024, som billedet viser, dækket af sne. Foto: Jakob Helbig

For Henrik er sagen altså helt naturligt noget, der i højere eller mindre grad fylder hver eneste dag. Så hvordan er det mon for ham at skulle deltage i Danmarks hårdeste velgørenhedscykelløb, der samler ind til den sygdom, han selv er diagnosticeret med?

“Jeg har haft sclerose i 13 år. Det er sådan lidt en særlig følelse – jeg er selvfølgelig ufattelig glad for, at jeg, selv om jeg har sclerose, stadig er rask nok til at deltage og gennemføre noget så hårdt som Cykelnerven. Men det minder mig samtidig også om, at jeg faktisk er syg, når jeg tager det guldfarvede tøj på”, fortæller han.

12., 13. og 14. etape af Tour de France

På Cykelnerven 2025 kører rytterne nogle af de afgørende bjerge og stigninger, der er på årets Tour de France-rute. Det er bjerge og stigninger fra årets etape 12, 13 og 14 af Tour de France, som Henrik og de andre ryttere skal prøve kræfter med onsdag, torsdag, fredag og lørdag i denne uge.

Cykeludfordringen bliver skudt i gang fra det sydlige Frankrig og fra den mindre landsby, Luz-Saint-Sauveur, der fra alle sider er omgivet af legendariske tour-stigninger og kun få minutter fra opkørsler til både Col du Tourmalet, Hautacam og Luz Ardiden. Bjerge, der i den grad er historiske Tour de France-bjerge. Især i danskerregi.

Det er blot tre ganske særlige Tour de France-bjerge ud af en alenlang liste, som årets ryttere skal kæmpe sig igennem på fire dage i sadlen.

Støt Henrik i hans kamp
Henrik Danholm deltager ikke bare for oplevelsen. Han samler også aktivt penge ind gennem sin egen indsamlingsside, og alle kan bidrage.

Du kan støtte Henrik direkte via hans personlige side her:
https://www.cykelnerven.dk/brugere/henrik-danholm

Fire cykeldage, hvor alle ryttere efterfølgende kan sidde hjemme i sofaen og tænke tilbage på, hvordan det var at cykle lige præcis dét hårnålesving, endelig at nå toppen af dét bjerg og ikke mindst, hvorfor det så var okay at føle sig presset, når selv Pogačar hiver efter vejret på dén stigning.

Den røde bjergside her på bagsiden af Couillole var helt enestående og et ganske unikt bjerglandskab på Cykelnerven i 2024. Foto: Jakob Helbig

“Det bliver hårdt, men forhåbentlig en lige så stor oplevelse som sidste år. Jeg glæder mig til at møde en masse dejlige mennesker, som man bruger en masse timer på landevejen med”, siger Henrik Danholm.

Krævende udfordring

At en af Cykelnervens ambassadører, der er med til at planlægge årets rute og selv cykler med hvert år, er Danmarks skarpeste Tour de France-ekspert, er heller ingen tilfældighed. Nemlig Dennis Ritter:

“Den nære sammenhæng med Tour de France giver Cykelnerven noget unikt og enestående, og det er også derfor, det er en stor ære for sådan en som mig, der har beskæftiget sig med Tour’en på nærmeste hold i 23 år, at være ambassadør på Cykelnerven”, siger han og fremhæver, at Cykelnerven er en hård, fysisk krævende udfordring:

“Det er fysiske udfordringer fra øverste hylde, for ambitionerne er altid store på Cykelnerven. Uanset hvilken rute og hvilke bjerge, Tour de France-ledelsen vælger, tager vi altid udfordringen op”.

Hvad er Cykelnerven?

Cykelnerven er Danmarks hårdeste velgørenhedsevent, der siden 2014 har samlet hundredvis af cykelentusiaster om ét fælles mål: at samle penge ind i kampen for en verden uden sclerose.
 
I 2024 samlede årets ryttere hele 12.900.000 kroner ind.
 
I 2025 drager Cykelnerven for 12. år i træk afsted mod Frankrig, hvor rytterne er inddelt i lokale hold samt virksomhedsteams, der sikrer, at hele Danmark er repræsenteret.

Inden for de seneste 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet, og i dag lever 19.146 danskere med den uhelbredelige sygdom, der oftest rammer unge mennesker i alderen 20-40 år.
 
Cykelnervens fornemmeste opgave er at samle midler ind, der kan være med til at stoppe denne negative udvikling og samtidig kæmpe for, at mennesker med sclerose får et bedre liv med sygdommen.

Udover Dennis Ritter består Cykelnervens ambassadørkorps af: Tom Kristensen, Peter Tanev, Klavs Bruun Jørgensen, Eskild Ebbesen og Niels Laulund, Camilla Pedersen, Claus Elming, Sanne Jakobsen, Christian Moberg, Martin Jørgensen, Thomas Helveg, Thomas Castberg, Sophie Fjellvang-Sølling, Emil Vinjebo og Mikael Kamber.

Læs mere om Cykelnerven hos Scleroseforeningen her