DEBATINDLÆG:
“Det bliver ikke lettere, du bliver bare bedre til at ignorere dine følelser”.
Sådan skrev jeg forleden til en god ven, der for første gang havde afleveret sit barn i vuggestue. Jeg stoppede op og læste det, jeg lige havde skrevet. Endnu en gang gik det op for mig, hvor fuldstændig vanvittigt det egentlig er, hvad vi som samfund accepterer, når det kommer til vores børns hverdag.
De pædagoger og medhjælpere, jeg møder i min søns børnehave, er dygtige, varme og dedikerede mennesker. De gør deres bedste – men de er oppe imod umulige vilkår. For lige nu er der kun fire voksne til 35 børn. To pædagoger og to medhjælpere skal favne, trøste, lytte, lære fra sig og skabe tryghed for 35 små mennesker. Det er ikke pædagogik – det er ren overlevelse. Det er ikke omsorg – det er konstant brandslukning i et system, der er ved at brænde sammen.
Egedal Kommune lever ikke op til kravet om minimumsnormeringer. I dag præsenterer kommunen normeringstal, hvor både pædagogiske konsulenter, ledere og vikarer tælles med – ja, endda de medarbejdere, som vikarerne dækker ind for, tæller stadig med. Det betyder i praksis, at én person kan tælle for to, selvom kun én er fysisk til stede. Selv med disse kreativt pyntede tal lever kommunen ikke op til minimumskravet: Én voksen til tre børn i vuggestuen og én til seks i børnehaven.
Disse tal er ikke bare statistik – de sætter sig i kroppen. I knuden i maven, når vi afleverer vores børn og haster videre på arbejde. I den dårlige samvittighed, når vores barn senere fortæller, at ingen hørte dem, da de var færdige på toilettet. At ingen havde tid til at trøste dem, da de blev kede af det. Vi har afleveret vores søn til en tom stue. Den voksne er måske ude efter mellemmad eller forsøger at samle børn, der løber rundt i fællesrummet. Tilbage står op til 10 treårige – alene. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig det kaos, der opstår.
På de rolige morgener bliver vi, indtil en pædagog er tilbage. På de travle efterlader vi vores søn i et hjørne, gemt bag en reol med en bog – et forsøg på at skærme ham fra larmen og forvirringen. Så kører vi på arbejde. Fordi det forventes. Fordi vi skal opretholde den såkaldte “samfundskontrakt”, men den kontrakt? Den blev brudt for længe siden. Ikke af os – men af dem, der besluttede, at dette skulle være nok.
Egedal er en kommune, der tiltrækker børnefamilier fra København. Faktisk er antallet af 0-5-årige steget med hele 25 % fra 2018 til 2023 – den næsthøjeste stigning i landet. Det er ressourcestærke familier med lange uddannelser og høje indkomster. Alligevel lå Egedal i 2023 tredje lavest i hele landet, når det gælder udgifter pr. barn, ifølge data fra “Kend din kommune“.
Der er noget her, der ikke hænger sammen.
Hvis Egedal Kommune vil være attraktiv for børnefamilier, kræver det mere end grønne områder og en ny multihal til millioner. Det kræver, at vi tør se virkeligheden i øjnene: At vores børn hver dag mangler voksne, der har tid til at se dem, trøste dem og hjælpe dem med alt det, de endnu ikke kan selv.
Kære politikere i Egedal:
Hvis I virkelig vil være kendt som en familievenlig kommune, så begynd dér, hvor det gør en forskel – hos børnene.
Ikke flere flotte ord. Ikke flere prestigeprojekter.
Bare det mest basale: Nok voksne til at passe på vores børn, når vi ikke selv er der. Det skylder vi dem. Det skylder I dem.
Mayke van der Kamp, Slagslunde
Forælder til børnehavebarn
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.





